District Six, vinsmagning og pingviner

Tirsdag var en dag, som jeg måtte tilbringe alene i Cape Town. Så jeg havde udstyret mig med Lonely Planet og tog til Long street for at spise morgenmad. Long street er Cape Towns svar på Kao San Road i Bangkok og er kort sagt der, hvor der er fest og ballade. Men også der hvor man finder cool caféer og 2nd hand book shops.

Så jeg tog en universitetsbus (gratis for de studerende - og jeg ligner en student) til området nær Long Street og gik en tur op og ned for at se, hvad den kunne byde på, inden jeg fandt en café, hvor jeg fik noget mad og konsulterede Lonely Planet yderligere.

Efter sigende er District Six Museum det essentielle museum at se, når man er i Cape Town. Så jeg smuttede dertil på gåben fra Long Street igennem byens centrum og kom ind i et museum, der var meget forskellig fra, hvad jeg havde forestillet mig.

Inde i District Six Museum

Min oplevelse af museet var en anelse skuffende. Jeg havde ikke sat mig vildt meget ind i, hvad det kunne byde på hjemmefra, men havde derimod forestillet mig, at jeg ville få al den slag information on location.

Uheldigvis for mig var der ikke flere informationsfoldere, så jeg var overladt til Lonely Planets guide over District Six.

District Six er så vidt jeg har forstået et område af Cape Town, der var specielt før Appartheid for sin unikke befolkningssammensætning. Du kunne finde alle befolkningsgrupper, og der var et helt dynamisk liv.

Som en del af Appartheid blev District Six erklæret et whites only område og som led i tvangshåndhævelsen blev området bulldozet ned og jævnet med jorden. Museet viser så, hvordan District Six var før dette.

Lonely Planets beskrivelse går noget lignende "as much for as about those who lived in District Six" og passer perfekt på mit indtryk. Det var som om det blev forventet, at man vidste hvad det var, man så. Og det gjorde jeg ikke.

Efter District Six var det meningen, at jeg skulle tage toget til Simon's Town og se pingviner. Men tiden var løbet fra mig, og jeg ville ikke kunne nå tilbage med toget inden mørkets frembrud - og toget er ikke sikkert om aftenen.

Så jeg fandt Long Street Café, hvor jeg købte mig lidt nachos og en stor fadøl og satte mig til at læse lidt i min "After Mandela"-bog, indtil jeg skulle mødes på en bar og se film med en masse af Mettes venner, som jeg havde mødt til festen den første fredag.

Onsdag havde jeg booket en chauffør Kelly til at tage Roger og mig på vintur i det omkringliggende Wine Land. Det var en heldagstur for 600 rand (ca. 360 kr.), der bragte os til 3 forskellige vin-gårde: Spier, Waterfall og KWV.

Waterfall

Roger inde i Waterfall

Roger udenfor Waterfall

Sydafrika er, som jeg har sagt før, et fantastisk sted, og en vinsmagning af 5 forskellige "standard"-vine kunne erhverves for 10 rand (6 kr.) og 3 eksklusive vinsmagninger kostede 30 rand (18 kr.) på Spier. På Waterfall kostede 7 vinsmagninger 100 rand (60 kr.), og på KWV fik man 5 smagninger for 30 rand (18 kr.).

Naturligvis kunne vi ikke dy os for at købe nogle flasker vin, så vi slap væsentligt dyrere, end det. Men prisniveauet er vel blevet nogenlunde fastlagt. Jeg flottede mig og købte KWV's bedste Shiraz. Kostede mig 300 kr.

Forklaringen er, at man i DK skal betale en afgift på vinen, som man ikke skal i Sydafrika. Roger tjekkede hvad det ville koste at købe KWV-vin over nettet fra Sydafrika til Norge. Damen hos KWV kiggede i sine papirer, grinte og forklarede os det. Det ville koste ham en import-afgift på 600 pct. og så tillagt moms. Haha.

Der skal også betales afgift i DK, men det var væsentligt lavere - kan ikke huske satsen. Anyway, de vanvittigt billige vine i Sydafrika bliver lynhurtigt dyre som alle andre vine der hjemme, om end de ikke rammer de helt dyre franske vine.

Men de mange vinsmagninger satte sit aftryk på, hvor klare vi var i hovederne, så vi blev kørt hjem for at nappe, inden der var dømt BBQ hos "os". Vi var omkring 10 mennekser, der grillede og senere tog i byen.

I går var det så meningen, at Roger og jeg skulle have været til Robben Island - hvor Mandela var indespærret i vistnok 19 af sine 27 år. Men da vi kom dertil viste det sig, at færgen var aflyst resten af dagen pga. for store bølger. Så i stedet fik vi Kelly til at køre os til Simon's Town, hvor vi fik set Sydafrikas African Penguins eller Jack Ass Penguins som de også bliver kaldt.

Simon's Town og Jack Ass Penguins

Seafood-frokost i Simon's Town - sygdomskilden?

Det var også meningen, at vi skulle have været til Cape Point (Afrikas sydligste punkt), men vi droppede det af hensyn til den forestående Road Trip, som Mette, Sam (Mettes amerikanske house mate) og jeg havde planlagt.

På vej tilbage til Cape Town ringede Mette dog og fortalte, at biludlejningen havde frarådet os at køre afsted pga. vejret de næste par dage. Og pga. de aktiviteter, der var planlagt til turen, besluttede vi os så at droppe det.

Aktiviteterne, der var planlagt var bl.a. shark cave diving, der alligevel ikke ville kunne ske i blæst og regn og verdens højeste bungy jump på 216 m. Det var dem, der ville blive berettet mere om efter deres foretagelse:) Men nu kan alle ånde lettet op (inkl. mig selv) - det bliver ikke til noget.

I aftes tog vi på en restaurant, der hed Khaya-Nyama Game Restaurant, hvor jeg fik Kudu-fillet til forret og et grill spyd med kudu, elan og springbuck. Jeg fik også smagt Mettes krokodillebøf og Rogers vortesvin-ribs. Det var alt sammen rigtig lækkert, om end jeg fik mit kød en anelse for rødt. Normalt skal man altid bede om det lidt rødere, end man vil have det. Men her fik jeg hvad jeg bad om.

Især var Mettes krokodillebøf imponerende, så jeg tror, at jeg skal have sådan en, inden jeg tager herfra igen. Men især glæder jeg mig til at smage struds, som alle siger er helt fantastisk.

Men i dag er jeg ramt af lidt sløjhed. Jeg ved ikke, om det var gårsdagens frokost i Simon's Town - skaldyrsfad - eller om det er de meget røde stykker vildt på Khaya Nyama, eller om det måske er den så famøse svineinfluenza, der har gjort det onde ved mig. Jeg håber lidt på det sidste. Men skaldyrene efterlod mig med en følelse af kvalme - jeg tror aldrig jeg bliver helt god til det.

Så nu må vi se, hvor langt jeg kommer i dag med den planlagte bytur i Long Street med Roger, Sam og Mette.

Liwonde National Park og Cape Town

Med det liv jeg og mange af mine andre medstuderende lever, virker ord og begreber som finanskrise, økonomisk krise og recession fremmede og uvedkommende. Man kunne fristes til at kalde det en globetrotter-tilværelse. Jeg har taget midlertidigt residens i Malawi, var i Spanien over påsken, nu er jeg i Cape Town, Sydafrika og om mindre end 20 dage, skal jeg med min dejlige kæreste Cecilie rejse rundt i regionen omkring Malawi - formentlig Tanzania, muligvis også Zambia og Mozambique. Som alternativ mulighed lurer Namibia, der dog er helt i den anden retning, men også vil give mulighed for Zambia og især Victoria Falls, der ligger helt vestpå i Zambia. Så til alle jer, der går rundt og er bange for jeres jobs og for, om man mon kan få ansættelse efter endt uddannelse: det går sguda meget godt!

Fredag i sidste uge - den 1. maj - var det helligdag i Malawi. Så torsdag aften blev jeg inviteret af en nordman i Malawi, der hedder Martin, med ham på safari i Liwonde National Park, der er en af Malawis bedste national parker.

Baobab træ i Liwonde

Der var afgang hjemmefra kl. 7.30, og vi nåede den sydlige indgang til parken ved 12-tiden efter en tur, hvor vi stoppede ind på et potteri, hvor jeg købte en te-potte af alle ting.

Ved indgangen til parken blev vi mødt af en enormt venlig parkbetjent, der dog kunne fortælle os, at den sydlige vej til Mvuu Lodge, hvor vi skulle bo, var lukket efter regntiden, der havde gjort det onde ved diverse veje og broer i parken. Så vi måtte enten køre nordøst- eller nordvestpå til hhv. øst- eller vestindgangen. Vestindgangen ville dog indehold en flodkrydsning, der betød, at bilen måtte efterlades uden for parken. Så vi valgte øst-indgangen, der krævede, at vi krydsede grænsen til Mozambique (hvilket dog ikke er markeret på nogen som helst måde) og køre op nordpå for bagefter at vende tilbage igennem parken sydvestpå.

På daværende tidspunkt var vi allerede nogle timer forsinket til frokost. Så vi skyndte os igennem parken. Og selvom vi var i en nationalpark, så kørte vi nok lige lidt tjept igennem. Så pludselig stod der 3-4 elefanter lige foran os på vejen. Sådan. Men efter en lille photo-session kørte vi videre. Vi stoppede naturligvis hver gang vi så vortesvin og antiloper hvor lang afstand de end var på. Men langt om længe nåede vi frem.

Udsigten fra lodgen

Mvuu Lodge viste sig at være et super super SUPER lækkert sted lige ud til Shire River, hvor Martin og jeg skulle dele et dobbelt"telt" (med dobbeltseng - nice...). Teltet var nærmere et hus og bestod i kernen af en ramme- og tagkonstruktion, hvor der var sat et myggenetstelt op i. Det er lidt svært at forklare, men det var bare super lækkert. Og udsigten var super lækker også.

Poolen på lodgen

Da vi kom, gjorde personlaet vores frokost klar, selvom vi kom 3.5 timer for sent til frokost, og lidt efter var der eftermidddagssafari på laddet af en forlænget Land Rover Defender med den fineste safariguide, Jim, der viste sig at vide alt om alle dyr såvel som fugle (jeg fatter simpelthen ikke fascinationen af fugle).

Martin og mig på Safari-Defender

Vi så masser af vortesvin og forskellige hjortedyr (der allesammen ligner hinanden for mig). Eftermiddagssafarien endte med sundowners ved floden, hvor man kunne nyde solnedgangen med de medbragte drinks af eget valg (jeg valgte gin og tonic, andre rødvin, andre igen øl).

Jim til Sundowners

Midt i Gin Tonic'en blev vi forstyrret af en flodhest, der var gået op af floden for aftenen, og som ikke helt vidste hvad det var, der stod og larmede ved flodbredden. Jim tændte motoren på bilen, og flodhesten fortrak.

Solnedgang i Liwonde

På vej tilbage fra sundowners til Mvuu, viste det sig, at Jim havde lasersyn, der ville give ethvert af Nasa's kikkerter og sattelitter wup-ass-bank. Han spottede simpelthen alt i bælgmørke. Kronen på værket var da han spottede en edderkop på størrelse med en 25-øre 30 meter fremme mens han kørte bilen og fejende kørte en lommelygtes lyskegle rundt omkring for at spotte dyr. Det var HELT VILDT!

Flodhest spottet til aftensafari

Efter eftermiddagssafari var det tilbage til Mvuu, hvorvi blev mødt med drinks ved baren, indtil aftensmaden blev serveret. Naturligvis tre retter:)

Næste morgen var der morgen-gå-safari kl. halv seks efterfulgt af morgenmadsbuffet og flodsafari på flodbåd, hvor vi så uendeligt mange flodheste i vandet og elefanter på bredden samt fiskeørne, krokodiller og firben, så formiddagssafari, frokost, eftermiddagssafari, drinks, aftensmad og så sengetid.

Safarien var helt klart en succes, og det blev til elefanter, flodheste, krokodiller, fiskeørne, hjorte, vortesvin, bavianer og andre små dyr og masser af forskellige åh så sjældne fugle.

Erhm...... Hjort

Bavian

Krokodille

Efter to dage i Mvuu kørte Martin og jeg til Zomba Plateau lidt sydpå for parken for at nyde udsigten derfra og spise frokost på Ku Chawe - et af Malawis lækre hoteller, der ligger på toppen af Zomba Plateau. Inden vi kørte til hotellet, kørte vi ud på en lille detour for at se et "national hul", der er et 60 meter dybt hul, hvor man traditionelt smed sine fjender ned (det dør man af). Udsigten fra det sted, hvor hullet var, var fantastisk flot, og man kunne se helt til Lake Malawi, men også Shire River.

Udsigt fra Zomba Plateau

Vandfald på Zomba Plateau

For ikke at skulle køre tilbage til Lilongwe i mørke (hvilket er en helt vildt skræmmende oplevelse), kørte vi tilbage til Liwonde og checkede ind på Chinguni Lodge i den sydlige del af parken, som godt kunne nås med den delvis ødelagte vej. Det viste sig at være et rigtig dejligt sted, der dog slet ikke nåede Mvuu til sokkeholderne hvad angår luksus (eller pris). Men stadig: Det var helt klart et dejligt sted.

Martin og jeg smuttede inden maden ud på en lille eftermiddagssafari sammen i hans bil. Vi kørte ned til floden for at se, om der var nogle flodheste, og vi blev belønnet med måske 25-30 elefanter, der stod i floden og drak vand. Så der blev vi. Og som solen begyndte at gå ned, begyndte elefanterne at trække i land. Og det betød, at de skulle forbi os. Så vi fik elefanter på uendeligt nær hånd.

Elefanter i floden ved Martins og min private sundowner-session i Liwonde

Elefanter på vej fra floden

Mens jeg sad oven på bilen og tog billeder med fødderne ned igennem soltaget, var der en af elefanterne, der pludselig ikke mente, at det var sjovt, at vi stod lige der. Så den begyndte at vise de tegn, som Jim havde forklaret os betød "skrid" på elefantsprog: den svingede med hovedet og lavede pustelyde. Så vi fortrak hurtigt 100 meter væk i nærmest panik, hvorefter elefanten mistede interessen.

Elefant på vej i land - mod os

Nysgerrig elefant

Gnaven elefant

Alt i alt var vores egen lille tur efter min mening den bedste safaritur vi var på, og der var ikke fokus på diverse fugle, men kun på elefanter på meget meget tæt hold.

Mandag morgen stod vi så op kl. 4 og begav os tilbage til Lilongwe, så vi kunne nå på arbejde.

Ugen i Lilongwe gik hurtigt med valg af fag til næste semester, der viste sig at være en helt vildt frustrerende oplevelse. Hvad vil jeg? Hmm ved ikke. Der er lidt mavefornemmelse for folkeretlige fag som The Law of Armed Conflicts og International Human Rights Law, men også EU-ret, praktisk forvaltningsret, offentlig ansættelsesret og arbejdsret var på ønskelisten. Men enten kan fagene ikke passes sammen pga. overlappende undervisning eller overlappende eksamenstider.

Det endte med International Media Law, arbejdsret og EU-ret - fri bevægelighed som det bedste kompromis jeg kunne finde.

Og endelig var det også tid til at få planlagt detaljerne omkring min tur til Cape Town.

Roger, min norske Unicef-ven i Malawi, ville gerne med, og han købte billetter i tirsdags til i morgen, tirsdag, da han ikke kunne få fri i dag, mandag. Men i onsdags ringede Unicef, New York og meddelte ham, "we want you in Sri Lanka, and we want you there yesterday". Så pludselig så det ikke ud som om Roger skulle med.

Det var dystre udsigter. Men min tur skulle nok blive fin alligvel, selvom det naturligvis ville være hyggeligt at have Roger med. For Louises kusine Mette, der er et halvt år i Cape Town har været så sød at lade mig bo hos hende. Men heldigvis meddelte Roger mig i går, at han kunne tage hertil alligevel. Så han kommer i morgen.

Så jeg landede i Cape Town fredag aften kl. 22.20 og blev hentet i lufthavnen af Mette og kørt direkte til en fest, hvor der var vildt mange skandinaver. Det var en rigtig hyggelig fest, og Mette, hendes house mates Monica (nordmand) og Sam (amerikaner) og jeg tog i byen bagefter. Senere kom en af Mettes venner forbi i en VW Transporter og kørte os til deres hus, hvor der blev serveret æg og kage. Og endelig ud på de små timer, blev vi kørt hjem til Mettes hus.

Lørdag morgen vågnede jeg med nogle vederstyggelige tømmermænd, der simpelthen ikke ville gå væk før hen på aftenen. Dagen blev tilbragt på stranden, der helt uden sammenligning er den flotteste strand, jeg nogensinde har været på. Det er helt fantastisk med atlanterhavet med små klipper stikkende op dækket af tynd lav dis foran sig og bjergene bag sig, mens man ligger på en helt hvid sandstrand i strålende solskin med azurblå himmel. Fantastisk!

Stranden i Cape Town. Mettes svenske ven Jonas i fokus

Lørdag aften lavede vi BBQ hjemme hos "os", hvor jeg fik mig en bøf på størrelse med en ko. Det var super lækkert og hyggeligt med en masse af Mettes venner. Det blev dog til en stille og rolig aften, hvor der blot blev drukket et par glas rødvin, og hvor vi kom tidligt i seng.

Så søndag vågnede vi op til strålende solskin igen og lagde os op på taget for at sole os og læse. Og der lå jeg så indtil kl. 16, hvor vi blev hentet af en taxa, der kørte os til Lions Head, som er et bjerg i Cape Town, hvorfra man kan se den smukkeste solnedgang og har en udsigt over hele Cape Town. Og præcis i lørdags var der fuldmåne, så på den ene side af bjerget gik solen ned i vest, mens den helt fulde måne gik op i øst over Cape Town.

Udsigten halvvejs oppe på Lion's Head

På Lion's Head

Mette, Monica, Ragnhild, Jonas og ... jah, så rækker hukommelsen ikke længere.

Udsigt fra Lion's Head

Stjerner, solnedgang og Atlanterhav

Cape Town og fuldmåne fra Lion's Head

Det var en helt fantastisk smuk udsigt og i det hele taget en fantastisk aften med fuldstændig skyfri himmel og lunt vejr med udsigt over verdens i mine øjne (hvad de endnu har set) smukkeste landskab.

Så da solen var gået ned og månen var stået op, var der en times vandring ned ad den stejle bjergside, der til tider var meget smal, og på intet tidspunkt bød på gelænder. Lige lovlig spændende. Men ingen af os kom til skade, og jeg vil helt klart anbefale alle, der kommer til Cape Town at tage derop og se solnedgangen. Det er simpelthen fantastisk.

Bagefter kørte vi til Cape Town Fish Market, hvor vi fik en lækker lækker middag. Det er sådan i Cape Town, og måske nok Sydafrika i almindelighed, at det er sindsygt billigt at være her. At gå på restaurant er vildt billigt, og i supermarkederne er deres dyreste vine i 100kr. prisklassen - men naturligvis ikke i 100 kr. dk-kvalitetsklassen. Vinene er super.

På Cape Town Fish Market fik jeg prawns til forret, 300gr. sirloin steak til hovedret og cheese cake til dessert og delte en flaske 2003 Nederburg Private Bin R103 Cabernet Sauvignon/Shiraz til 100 kr. - restaurantens dyreste flaske vin (men det var heller ikke en luksusrestaurant). Det var super lækkert og rigtig hyggeligt. Bagefter røg vi hjem på hovedet i seng.

Jeg har nu været i Cape Town fra fredag til mandag, og mit foreløbige indtryk er, at Cape Town er den mest fantastiske by i verden. Simpelthen. Jeg må tilbage hertil. Her er så uendelig flot, og Sydafrika har så meget at byde på, at det simpelthen er en synd ikke at tage hertil.

Den eneste ting, der trækker ned ved Cape Town er Sydafrikas store problem med vold og kriminalitet, der især har ramt Johannesburg, men også er nærværende i resten af landet: i 2007 blev 14.000 mennesker rapporteret myrdet og mere end 50.000 voldtaget.

Folk bor bag myre med pigtråd, og man går ikke rundt efter mørkets frembrud - men sådan er det nu også i Malawi.

Men hvor farligt det end er her i Sydafrika, så er det simpelthen et must at opleve Cape Town.

Indtil nu har jeg jo været "alene" i Cape Town forstået på den måde, at jeg ikke er taget afsted med nogen. Men Mette har været fantastisk sød og har taget så godt imod mig og taget mig med steder hen og har introduceret mig til mennesker, så det har været en fantastisk god tur indtil videre. Men hun har jo ikke ferie som jeg, og hun skal lave lektier de næste par dage.

Så i morgen er det min plan at tage til District Six Museum, der skildrer apartheids forfærdeligheder med byer, der blev renset for sorte. Onsdag skal jeg måske have lokket Roger med på vin-tur i vinlandet, og fra torsdag har vi lejet en bil, der kan tage Roger, Mette og mig nordøst på et road trip, der rummer alskens udskejelser, som der vil blive rapporteret mere om efterfølgende:)

Begivenhedsløse arbejdsdage

Vel tilbage i Malawi, mødte jeg på arbejde mandag morgen. Grace var i Nairobi, Kenya, og Chrispine var og er stadig i Hanoi, Vietnam. Så legal department bestod af Chrispine Kammayani og mig.

Jeg kom tilbage og havde egentlig ikke forladt nogen uafsluttet opgave, så jeg skulle bruge en ny opgave. Men der var ikke rigtigt noget at rive i. Så jeg har brugt urimeligt lang tid på internettet den forgangne uge. Til min trøst har jeg kun brugt marginalt længere tid, end Chrispine Kammayani, der selv konstant enten ikke er her, er på facebook eller har besøg. Da besøgene foregår på chichewa, kan jeg jo ikke helt vide, om de har arbejdsmæssigt indhold, eller om de er sociale, men på tonen og på de efterhånden kendte ansigter på gæsterne, er mit gæt, at der er mest socialt i det.

Resultatet har i hvert fald været mit opholds hidtil kedeligste uge på kontoret. Til gengæld har jeg fået lejlighed til at følge rigtig godt med i nyhedsstrømmen i Danmark.

Efter "arbejde" har jeg læst en rigtig masse. Købte en ny bog - faktisk to - i Johannesburg: Assegai af Wilbur Smith og en ny roman af John Grisham. Og så er jeg også så småt kommet i gang med monsterefterfølgeren til Jordens Søjler, World Without End af Ken Follet.

Well.. Torsdag var det min fødselsdag (hurra!!), og jeg er nu blevet 24. Jeg har i mange år ment, at når folk blev 24, så var de altså ikke længere "unge", men voksne. Så hvis min teori holder, så er jeg altså voksen. Jeg kan ikke mærke så megen forskel. Føler mig stadig håbløst uorganiseret, morgenlad og har stadig en glubende appetit, som heldigvis lidt endnu ikke resulterer i al for meget fedt om livet.

Min fødselsdag blev fejret med en middag på Don Brionis, der er en rigtig hyggelig italiensk restaurant. Maden er ikke særlig italiensk, men de serverer en god bøf. Jeg blev i hvert fald overmåde overrasket og imponeret sidste gang, jeg spiste der og fik en smør-mør bøf, der var perfekt rød og smagte fantastisk.

Denne gang blev det til menuens største bøf - en t-bone steak - der dog viste sig ikke at være helt så god som sidst. Men man kan heller ikke forvente prima kvalitet hver gang. It's Africa.

Gaveregn blev der ingen af. For jeg havde jo lavet gaveåbning med Cecilie i Spanien. Og selvom alting så var i orden, så er det nu en lidt speciel måde at tilbringe sin fødselsdag. Uden familien, uden min kæreste, uden gaver. Men sådan er det. Og det var virkelig en rigtig hyggelig aften.

Fredag inviterede jeg nogle stykker (gengangere fra aftenen før) til drinks hos mig, hvorefter vi skulle på bar. Det blev til lidt øl, gin og tonics og Mzuzu Orgasms, i andre kredse også kendt som brasiliansk cognac: et glas cognac, en skive citron med en stribe kaffe på den ene halve side og en stribe rørsukker på den anden halve side. Man drikker så først cognac'en, smager på den, og når man så ikke gider smagen mere, så folder man citronskiven midt over og bider i den - ikke igennem - og suger, så man får aromaen af citronen, kaffen og sukkeren ind i munden, mens man forsøger at sørge for ikke at få kaffegrums i munden. Hvis dette lykkes, smager det himmelsk.

Derefter røg vi på bar (Chameleon's) og senere på disko (Chez'n Temper), hvor vi dog kun var i ganske kort tid. Jeg var i hvert fald mega træt, og der var også en bytur planlagt til lørdagen, hvor der var lollipop party på Umunthu Theatre. Det satte mine tømmermænd lørdag morgen, for-, eftermiddag og aften dog en grundig stopper for. Så jeg nøjedes med at spise middag hos Carl og Anne med Martin (nordmand), Gina (Amerikaner) og Roger (nordmand), og da så Martin, Roger og Anne tog i byen, tog jeg hjem for at sove.

Jeg faldt dog ikke straks i søvn, da jeg kom hjem. Jeg nappede lige computeren med mig for at se et enkelt afsnit Frasier, inden jeg skulle sove. Det blev naturligvis til fire afsnit efterfulgt af Snakes on a Plane. Og den film er måske en af de mest seværdige film i verden alene på grund af dens små særheder. Altså folk blev jo ikke bare bidt af slanger. De blev bidt de mest bizare steder (ingen steder nævnt, ingen steder glemt). Ved tretiden slukkede jeg for det og lagde mig til at sove.

I går - søndag - tog jeg til søen igen med Anne (Carl har efterveer fra malaria), hvor vi mødtes med en hel masse mennesker henad eftermiddagen. Vi kørte afsted fra Lilongwe ved halv ellevetiden om morgenen, og de andre tog afsted ved 14-tiden. Så vi var der noget før de andre, hvor vi lå og solbadede i et fantastisk vejr og drak lidt cola og nød livet. Så da de andre kom, tog vi hen til en privat ejendom ud til søen (super lækkert sted), hvor nogle af os spillede volleyball, andre slappede af, der blev grillet, badet og hygget.

Til at slutte af med kørte Anne og jeg forbi Salima (den nærmeste by), hvor de har et i forhold til Lilongwe rigtigt billigt træ-marked. Jeg købte min egen lille zoo bestående af en giraf, en elefant, en flodhest og et næsehorn for 350 kr. Rigtig fint. Nu skal jeg bare se, hvordan jeg får det transporteret hjem. Det bliver nok noget air cargo eller en udvidet håndbagage.

Da jeg kom hjem fra søen, var jeg ret træt. Havde været i solen det meste af dagen og spillet tre kampe volley samt kørt i bil 3 timers tid. Så jeg defrostede noget kødsovs fra fryseren i mikroen, kogte noget pasta og så doom inden jeg lagde mig til at sove.

Og nu er næste plan i mit globetrotterliv en tur til Cape Town omkring den 9.-17. maj med Roger. Den er ikke helt planlagt endnu, men jeg tror det bliver til noget, og jeg tror det bliver rigtig fedt!

Lilongwe-Joburg-Cairo-Madrid-Torrevieja-Madrid-Cairo-Joburg-Lilongwe på 10 dage

Endelig oprandt tidpunktet, hvor jeg kunne pakke mine sydfrugter og drage nordpå til det relativt varme Spanien og Cecilie.

Imellem mig og Cecilie var nu blot 2,5 timers flyvetur til Johannesburg, 8 timers flyvetur til Cairo, 5 timers flyvetur til Madrid samt de 2 timer i Lilongwe lufthavn, 4,5 timers ventetid i Johannesburg og 4 timers ventetid i Cairo - i alt 26 timer. Men så ville jeg også være der. Og Cecilie ville vente på mig, når jeg landede. Dejligt!

Alle flyveturene gik rigtig godt. Jeg lavede dog en stor brøler i Johannesburg. Det var jo min første tur tilbage til civilisationen, hvor jeg kunne gå i butikker og se på vestlige varer, elektronik, tøj etc. Men også deres caféer i lufthavnen virkede efter vestlig standard, så på den tid, det ville tage at få brygget en kop kaffe i Malawi, fik jeg drukket to cappuchino. Mmmmmm hvor lækkert.

Men på det tidspunkt var klokken jo blevet noget nær 21. Og reglen er jo, at man ikke falder i søvn, hvis man drikker kaffe efter ni. Resultatet var 8 søvnløse timer i fly til Cairo. Og konsekvensen af det var et uhyggeligt lavt overskuelsesniveau i morgentimerne mellem 05.45 og 09.45 i Cairo lufthavn omgivet af familier med mange medlemmer og mange børn. Og nok har mit forhold til Olivia revolutioneret mit forhold til børn, men stadig...

Jeg fik dog blundet lidt i flyet til Madrid, så jeg var nogenlunde frisk og med højt overskuelsesniveau, da jeg landede og blev modtaget af Cecilie:)

Vi havde reserveret værelse på Hotel Convencion, der viste sig at være et aldeles udmærket hotel til 60 euro pr. nat for et dobbeltværelse, hvis eneste hængeparti var internet for den nette sum af 6 euro pr. time!!!

Da vi gik på opdagelse i den spanske hovedstads gader, måtte vi sande, at ingen af os var udstyret til turisme, så vi fik egentlig ikke set nogen turistattraktioner - ikke hvad vi ved af i hvert fald. Men på den anden side var det heller ikke derfor vi var taget dertil. Til gengæld slentrede vi rundt i gaderne, hvor vi kiggede lidt på butikker, spiste på små restauranter til hovedstadspriser, drak ægte friskpresset naranja zumo, fik dejlig ost, skinke og chorizo og rødvin. Mmmmmmmm!

Fra søndag havde vi lejet en bil, som vi hentede i lufthavnen ved 12tiden og kørte sydpå. Men da vi ikke var udstyret med nogle særligt seje kort (vi havde kun det turistkort, kiosken på hotellet kunne tilbyde), lejede vi en gps - hvilket var rigtig godt, for det gjorde den 5 timer lange køretur til Torrevieja til en leg.

Det var en lille sort Citroën C2, der kørte som en drøm - bortset fra når det gik for stejlt op ad bakke, hvor den havde ret svært ved at holde hastigheden. Men den var til gengæld fantastisk til bykørsel og til at parkere, skulle det vise sig.

Køreturen var dejlig og afslappet, og vi nåede frem ved eftermiddagstid. Cecilies far og hans kæreste var der allerede, og de skulle efter planen have taget afsted næste morgen, men måtte blive en ekstra dag, fordi deres fly var blevet aflyst. Så vi fik to hyggelige middage sammen.

Mens vejret i Madrid var en smule skuffende og aldeles isnende koldt for mig - 15 grader og gråvejr - viste vejret i Torrevieja sig fra sin absolut bedste side med solskin og blå himmel og 25 grader hver dag. Det blæste dog en lille smule, men når man holdt sig en smule i læ, var det rigtig dejligt.

Så vi brugte en uge på at prøve de forskellige frokostrestauranter, drikke kaffe promenaden, kigge på hunde - især boxere, mops og bull dogs - og sole os på sådan et sole-sig-sted på promenaden, læse på altanen og andre dejlige og afslappende ting.

Og faktisk lykkedes det mig at blive rimelig solbrændt på facaden:)

Vi overvejede, om vi skulle tage bilen og drage sydvest på mod Sevilla eller nordpå for at se Barcelona, men vi besluttede os for at holde os til det afslappende. For det var også ret dejligt i Torrevieja. Og vi havde jo heller ikke så meget tid. For fredag eftermiddag ved 16-tiden, drog vi nordvestpå igen mod det kolde Madrid, hvor vi havde reserveret endnu en aften på Hotel Convencion, og næste morgen var det tid til afgang igen. Trist.

Men tiden går hurtigt, og pludselig gik jeg fra at glæde mig til at tage til Spanien til at glæde være "hjemme" i Malawi igen. Jeg kan til gengæld konstatere, at vejret her er fantastisk - i hvert fald i går og i dag. Og Olivia kan nu gå. Hun er ikke stabil, men hun tager ti hurtige skridt og stopper - enten på sine fødder eller på rumpen. Og hun er såååå sød!

Men jeg blev lidt overrasket, da jeg kom hjem. For helt efter aftale, havde Carmen indkvarteret sine forældre i mit værelse, mens jeg var i Spanien. Men det viste sig, at de stadig er der, og jeg ved faktisk ikke, hvornår de tager afsted. Det kan lade sig gøre, fordi Avik er i Mozambique, og jeg derfor kan sove på hans værelse. Men stadig... Er lidt gnaven over, at jeg ikke i det mindste var blevet spurgt, om det var ok - det er mit værelse som jeg betaler for! Så jeg må lige ved lejlighed have talt med Carmen om, hvad hendes plan er.

Ellers er alt som det plejer her i Malawi.

Næste store begivenhed er den 30. maj, hvor Cecilie kommer - 40 dage fra i dag - og hvor vi skal direkte til Chrispines bryllup, hvor jeg skal være forlover. Hvilket minder mig om, at jeg stadig ikke har fået fingre i et helt sort jakkesæt, en hvid skjorte, en lilla vest og en lilla butterfly, som er dress code'n for os forlovere.

World Bank urges Malawi to export more adults, fewer children (satire)

Her i Malawi er der mange ting, der ikke fungerer som de gør der hjemme. Service på restauranter er en af dem.

I går spiste vi nogle stykker på det resort, som Madonna havde lejet, da hun var her nede i forbindelse med hendes adoptionssag. Det er et helt enormt super lækkert sted, hvor der helt uden et sekunds tvivl er blevet brugt ri'tti' ri'tti' mange penge og tid på at skabe.

Vi var 9 mand, der havde bestilt bord og skulle have tre retter.

Forretten var noget super lækkert hvidt brød, der var ristet med noget hvidløgssmør og med humus til. Super lækkert.

Ca. en halv time efter, at vi var færdige med at spise, kom der en tjener og fjernede en-to tallerkener ad gangen - ligesom de havde bragt maden: en-to tallerkner ad gangen.

Og derfra gik snakken, og nu ventede vi jo bare på hovedretten, og mens vi ventede havde vi noget god vin at drikke, så vi havde det fint. Men en time efter, at vores tallerkener var fjernet, sendte vi alligevel en eksspres ned for at høre, hvor maden blev af. Og da blev han oplyst om, at det var en buffet, som vi imidlertid nu måtte konstatere var kold og nærmest tom, og at hov, det havde de vist glemt at fortælle os.

Vi spiste det sidste, der trods det var koldt smagte rigtig godt, og fik bagefter en rigtig god dessert med æbletærte og hjemmelavet is og kaffe og te. Manageren kom ved kaffen op og fortalte, at hun beklagede meget for den dårlige service, og at vi fik maden gratis og kun skulle betale for vores vin og kaffe og sådan.

Så i det hele taget redede hun aftenen, og jeg tror vi allesammen er nysgerrige efter at komme igen og prøve en aften med god mad og god betjening.

Men vi kunne ikke lade være med at tale om, at det sgu er ærgeligt: Det er så tæt på! Og der skal så lidt til for, at det er rigtig lækkert.

Jeg kom til at tænke på episoden fra i aftes, da jeg ville dele et lille satirisk indslag fra en satirisk avis, som en har sendt til mig:

LILONGWE. Officials at the World Bank say Malawi is relying too heavily on exporting low cost unrefined children to child collector Madonna, and have urged the African nation to develop new value-added refined exports such as servile adults. Madonna could not be reached for comment as she is currently haggling with parents in a remote rural village.

Recent figures released by the Malawian department of Trade and Industry showed that the export of children had become the country's third largest generator of foreign currency after marijuana and hand-carved chess sets.

A spokesman for the Ministry, Sparkles Kabinde, confirmed that since Madonna acquired David Banda the international demand for Malawian infants had "spiraled out of control".

"It's like the post-Christmas sales," he said. "We're actually having to pull babies out of their hands. You can't behave like that. At least not until you've paid for the child."

This morning World Bank spokesman Hans Tiet begged the Malawian government to reconsider its policies on selling children to American celebrities on the rebound.

"We're asking them to look at putting their adults up for adoption," he confirmed.

"We know that there are thousands of families across the United States and Europe who have a huge amount of love to give a 25-year-old Malawian butler or cabana boy.

"Or if not love, at least a hutch out back by the woodpile and some blankets."

Kabinde said the Malawian government agreed with Tiet in principle, but added that the export of skilled adults remained a pipe dream.

"We'd love to export skilled adults, but we don't have any," he said. "Adults who can hold a broom or a spade are all working as gardeners for below minimum wage in South Africa, and those who aren't competent enough for brooms or spades are in government."

Asked what was propping up the Malawian economy, Kabinde explained that there were 38 senior citizens who were not in South Africa or in government who were keeping the country afloat by carving chess sets.

He would neither confirm nor deny that genetically modified marijuana was also an important source of income, but he said he knew someone who knew someone who might know, depending on who was asking, and whether they were paying in Rands or dollars.

Jeg håber, at I kan tage disse indslag med et smil på læben, for det er sådan alle disse afrikanske finurligheder bliver taget af os, der lever med det.

Blantyre, allowances og professionalisme. Og Madonna.

Den opmærksomme læser (dig) vil vide, at jeg tirsdag for en uge siden blev orienteret om, at jeg skulle med til Blantyre selv samme dag, og at jeg skulle bruge min frokostpause på at pakke mine ting.

Jeg skal ikke kede jer med mine frustrationer over det lave informationsniveau igen, så jeg skal nøjes med at konstatere, at vi ikke kom afsted tirsdag eftermiddag, men først onsdag morgen.

Grace tilbød at komme og hente mig efter frokost og køre mig tilbage til kommissionen, og jeg luftede min bekymring over at skulle køre 4-5 timer i mørke ad de malawianske veje. Af flere grunde. For det første er der ikke politi på vejene, når det er mørkt. Eller. Der er aldrig politi på vejene, men ved siden af. Der er ikke rigtig politibiler. Kun enkelte 997 rapid response mother fuckers, der skyder først og spørger bagefter. Så af den ene eller den anden grund kører folk sprit stive rundt om aftenen. For det andet, er den der trend med at putte pærer i lygterne er ikke nået til Malawi endnu. Det gælder alle lige fra oksekærerne midt på vejen med lægter på tværs af vejene til bilerne over traktorerne til lastvogntogene med tobak. Og cyklerne. Og fodgængerne midt på vejen. Get my point? Det er tilrådeligt i helt ubeskrivelig vildskab at holde sig af vejen efter mørkets frembrud.

Anyway, på vej fra frokost til kommissionen var det, at Grace afslørede, at hun ikke kører afsted på langture efter kl. 15 af selv samme grund. Og denne gang mere end andre, for hun ville tage sin 6 måneder gamle søn med, da han stadig lever af modermælk.

Så som det viste sig var planen ikke at tage afsted tirsdag eftermiddag, men det var en hemmelighed. For som Grace sagde, hvis folk fik at vide, at der ikke var afgang tirsdag, ville der ikke blive færdiggjort nogen forberedelser. Og så var det først ud på eftermiddagen onsdag, at vi ville kunne komme afsted.

(Pssssst: for hver dag, der var planlagt afgang, vanker der 6.000 kwatcha (ca. 240 kr.) pr. næse i allowances. Til sammenligning får en maler, der regnes for uddannet arbejdskraft, 500 kwatcha pr. dag i løn.)

Onsdag morgen havde Grace sagt, at jeg ville blive hentet kl. 06.15. Så kl. 07.15 kom bilen og vi var afsted. Det var en rigtig fin køretur til Blantyre, hvor vi i realiteten ikke lavede noget, da vi kom frem, men aftalte at mødes kl. lidt over 7 på kontoret torsdag morgen. Vi skulle nemlig gerne lidt sydpå og besøge et fængsel i Chikwawa og bagefter nordpå for at besøge et fængsel i Zomba. I Chikwawa drejede det sig om at kigge på forholdene for svage/følsomme fanger. Dvs. enlige mødre, der har deres spædbørn med i fængsel, dødeligt syge eller gamle. I Zomba drejede det sig om dødsgangsfanger. Det viser sig, at der i den malawianske straffelov er obligatorisk dødsstraf for mord - dvs. ingen rum for at anføre formildend omstændigheder. Landsretten har imidlertid dømt det forfatningsstridigt som stridende imod menneskerettighederne. (Det har de bare ikke alle sammen fattet, så selv efter den nævnte dom, er folk blevet idømt den obligatoriske dødsstraf). Det er vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er dødsstraffen som sådan, der er blevet kendt forfatningsstridig, men den ubetingede og obligatoriske, der ikke giver rum for anerkendelse af særlige omstændigheder.

Jeg fandt et rigtig dejligt sted at bo. Kabula Lodge. Kostede 5.600 kwatcha pr. nat, men var bed and breakfast og var i det hele taget rigtig fint og havde den mest fantastiske udsigt over Blantyre. (Skal nok se om jeg kan få et par billeder op).

Torsdag morgen blev jeg så hentet kl. 7.30 og vi kørte til kontoret. Chrispine dukkede op omkring kl. 8 og så manglede vi bare Grace. Hun dukkede imidlertid først op lidt før kl. 11, da hun var ude for at få taget pasfoto af sin søn. Lad det blot være sagt, at jeg var irriteret.

Men vi kom endeligt afsted til et af Malawis mest moderne fængsler, hvor vi faktisk oplevede relativt gode forhold. Det var underbelagt, og det virkede som om, der var en god stemning derinde.

Kun en bekymrende ting blev vi mødt af. En ung 20 årig kvinde kunne meddele, at hun var der for mord. Hun havde, det indrømmede hun, slået sin bedstemor ihjel. Forklaringen involverede hekseri og overtro. Men summa summarum: hun havde gjort det. Hun var blevet fanget og smidt i spjældet i november, men var imidlertid ikke blevet bragt for en dommer. Meget kritisabelt. Mere kritisabelt er det dog, at hendes mand er anbragt i et andet fængsel for det samme mord, men som hun har begået. Han er heller ikke blevet bragt for en dommer. Is it just Africa?

Well, pga. vores forsinkelse nåede vi ikke mere den dag. Men turen til og fra Chikwawa var virkelig smuk og bragte os igennem det mest frodige og grønne bjerglandskab til det sydlige Malawi. (Skal nok også finde et par billeder af dette).

Fredag tog Chrispine til det omtalte stenbrud, hvor vi fandt, at stenbruddet ganske rigtigt efterlod de omkringliggende landsbyer i et støvdække, der dræbte deres planter og gav dem tuberkulose samt dræbte deres dyr. Men ikke nok med det. Fra tid til anden var der sprængninger med dynamit eller noget i stenbruddet. Og fra tid til anden, var der store sten (tennisbold-størrelse), der fløj afsted derfra og ødelagde deres huse.

Stenbruddet har haft de nuværende ejere i nærmest ti år, og det er en regel, at der skal være en miljøundersøgelse, før det kan tages i brug. Imidlertid har der aldrig været foretaget en miljøundersøgelse, men der har ikke desto mindre været givet tilladelse til stenbruddet alligevel. Meget mystisk. (Hvem sagde bestikkelse?).

Det var altså med andre ord helt vildt kritisabelt, og vi vil se, om vi kan få stoppet arbejdet, så landsbyboerne ikke er i livsfare for flyvende sten mv.

Spændende spændende.

Fredag eftermiddag kørte vi hjemad og var hjemme ved 21-tiden. Så det gav os lige 3 timer i mørke på vejene, men det var ok. Og jeg fik købt omkring 15 kg. grøntsager på vejen hjem for omkring 40 kr. I Mozambique:)

Det viser sig, at grænsen mellem Mozambique og Malawi visse steder udgøres af en landevej. På den ene side er det Malawi, og på den anden er det Mozambique. Der er ingen markering af grænsen, ingen hegn, ingen grænsekontrol, ingen intet.

Der var planer om at tage til søen i weekenden, men jeg følte, at jeg på det tidspunkt havde været nok på vejen, så jeg nøjedes med at tage ud og få et par øl med de andre fredag aften, og har ellers slået rod i bøgernes verden hele weekenden. Er i gang med The Chronicles of Narnia. Det er åbenbart noget, man skal have læst, så det gør jeg nu, selvom det er en noget barnlig fortælling. Den er dog helt utvivlsomt fantastisk velegnet til højtlæsning for børn - det virker meget som om den faktisk er skrevet til højtlæsning. Og universet er rigtig sejt.

I dag fik jeg så Madonna sagen igen. Hun fik ikke lov til at adoptere. Denne gang blev hun ikke anset for resident. Uden nogen særlig forklaring fsva. grunden til den anderledes linie, nåede dommeren frem til det præcis modsatte resultat, end i den første Madonnasag. Den er nu appelleret til Højesteret, og der skal vi agere Amicus Curiae igen.

Meget interessant. For mens jeg kan tilslutte mig, at jeg synes det var en noget fri fortolkning af resident, der blev resultatet af den første dom, synes jeg ikke, at barnets tarv er sat øverst i denne dom. Men mere om det på et andet tidspunkt. Jeg labber bare lige stjernestøvet i mig. (Jeg kommer helt sikkert ikke til at se Madonna eller noget).

I aften skal jeg forresten spise på det resort, som Madonna lejede, da hun var her (indtil i går).

Og nu er det snart torsdag, hvor jeg skal til Spanien og mødes med min dejlige kæreste:) Så det glæder jeg mig rigtig rigtig meget til! Skal faktisk til at have vasket underbukser.........

Et ufatteligt lavt informationsniveau

Goddag, det er Internettet,

Så kommer jeg på arbejde her til morgen, og der bliver talt om, at folk skal til Blantyre. Og først da jeg spørger selv, får jeg at vide, at jeg også skal med.

Blantyre er Malawis største by, og den ligger nede sydpå. Hvis dette kort ikke er læseligt, kan det findes i større udgave på: http://www.jacanaent.com/Maps/Malawi1.gif

Man kan også trykke på billedet.

Jeg skal altså til Blantyre her i eftermiddag og indtil søndag med kommissionen. Det drejer sig vistnok om et stenbrud, der efterlader de omkringliggende landsbyer i en sky af stenstøv, der går i lungerne og dræber deres planter og muligvis også deres dyr.

I det hele taget en spændende sag, og det er jo også rigtig spændende for mig at komme til Blantyre. Men jeg ville gerne have vidst det bare én dag på forhånd.

Well well jeg er jo ung og fleksibel, så frokostpausen bliver anvendt til at pakke, og så skal det hele nok gå i orden.

Så bliver det spændende at se, hvornår jeg kommer i nærheden af internet igen. Forhåbentlig snart.

Jeg var ellers lige kommet igang med at træne igen. Men nu må jeg nøjes med sjippetorvet resten af ugen.

Dette var Internettet.

Lidt om livet

Jeg er af en opmærksom læser blevet gjort opmærksom på, at det har skortet lidt på beskrivelser af, hvad jeg får tiden til at gå med mens jeg er på arbejde på Malawi Human Rights Commission. Så det vil jeg elaborere lidt over her. Jeg laver mange ting.

Altså jeg vågner omkring kl. 7. Snoozer til mellem halv otte og otte. Er på arbejde mellem halv ni og ni. Meningen er, at jeg skal være der kl. 8, men når begrebet African time i så høj grad gælder for de andre, som tilfældet er, så kan man ikke undgå at lade sig smitte.

Vel ankommet på kommissionen har jeg lige mulighed for at tjekke min mail og sådanne andre ting, der kræver adgang til internettet. Og så kan jeg ellers komme i gang med dagens dont. De sidste par opgaver jeg har haft har drejet sig om en slags udviddet kildesøgning.

Fx lavede jeg en opgave om politiets lovlige anvendelse af skydevåben. Det var en sag, hvor politiet havde stoppet en illegal kultransport. Taksten for illegale kultransporter (bestikkelsesprisen hos polisen) er 3.000 kwatcha, og denne chauffør var så uheldig at blive stoppet to gange. Han betalte første gang, men havde ikke til den anden patrulje. Så han ville tage dem med til chefen efter at have afleveret sin last. Politiet brokkede sig, men han kørte alligevel. Og så trak politiet våben of "forsøgte at stoppe ham". En undersøgelse af hans lastbil viste dog, at der alene var skudhuller i og omkring førersædet. Ingen huller i eller omkring hjulene eller andre steder, der kunne bringe lastbilen til et stop.

Sagen nåede medierne, og nu var der så retssag om emnet, hvor MHRC indtrådte som Amicus Curiae - en ven af retten. MHRC har mandat til at protect and promote human rights in Malawi in the breadest sense possible, men det henhører under rettens diskretion at vurdere, om den har brug for bistanden.

Anyway, en Amicus Curiae har til opgave at forbedre rettens retlige grundlag for sin beslutning. Jeg har i denne forbindelse fundet både nationale kilder, men også relevante internationale instrumenter til afgørelsen af sagen samt sager fra den europæiske menneskretsdomstol, hvor Domstolen har udtalt sig om fortolkningen af bestemmelserne i konventioner mv.

Det er en slags arbejde, som jeg har brugt en hel del tid på for nyligt. En anden ting, jeg har lavet er at tage med Chrispine ud til forskellige steder. I torsdags hørte jeg et rygte fra en, jeg kender i Legal Aid om, at de indsatte i Maula Prison ikke havde fået mad i 10 dage. Det måtte vi rykke på, for det var jo en potentiel katastrofe. Så vi tog ud til fængslet og talte med inspektøren, der fortalte os om problemet, dets årsager og dets omfang.

Det viste sig, at rygtet var overdrevet. Madkrisen skyldtes, at Admarc, hvor fængslerne køber deres majsmel til Nzima, var løbet tør for majsmel, så de kunne ikke få fat i noget. Så fra mandag til og med onsdag var der lidt frisk majs, bønner og kartofler til de indsatte. Men slet ikke nok. Og for den næste periode har Maula kun modtaget 1.2 mio kwatcha af de nødvendige 1.8 mio. Så der er snart krise igen.

Ellers har jeg taget mig af konkrete klager fra borgere, der mener at have fået deres menneskerettigheder krænket. De udfylder en formular, og jeg skriver et dokument med det relevante fakta, de relevante regler og et forslag til, hvad kommissionen skal foretage sig i sagen.

Ok. Det var lidt en intro til mit arbejde her. Arh, glemte noget: de der dage hvor der går timer uden, at jeg laver en bjælde.

I den forgangne uge er der sket noget drastisk. Som annonceret tidligere var der snak om, at mit ophold kun var 5 måneder. Sara kunne ikke forstå til St. Paddys festen, at jeg talte om et 6 måneders ophold. For hendes eget ophold var kun 5 måneder, og det viste sig, at det samme gjaldt for alle de andre tidligere praktikanter. Og Louises ophold i Rwanda er kun 5 måneder. Det talte jeg med Grace om, og hun var helt klar på det hele. Hvis det kun var 5 måneder, så er det kun 5 måneder. Så nu skal jeg hjem efter første uge af juli.

Og efter 5 måneder, hvoraf jeg har fået fri til at rejse rundt nogle uger, tror jeg også jeg vil nyde at komme hjem til den danske sommer. For selvom det er dejligt at være her, så er 40-45 timers arbejde om ugen nok til, at sommerferie i Danmark er fristende. Og i juni, hvor jeg skal rejse rundt med Cecilie i tre uger, får jeg forhåbentligt set rigtig mange af Afrikas fantastiske muligheder.

Men derudover var sidste uge mere eller mindre standard. Der var volley om onsdagen, hvor vi cementerede en tredjeplads i ligaen. Sæsonen er slut for nu, og den starter først igen efter påske. Volleyball er jo så undervurderet. Jeg overvejer virkelig at tjekke mulighederne for at spille derhjemme. Torsdag var der rugby, hvor jeg virkelig kunne mærke effekten af, at min arm havde efterladt mig doven og dvask. Mine muskler var virkelig ikke vant til at skulle bestille noget. Og selvom det gik fint, følte jeg mig bagefter som en gammel dame efter en ridetur på en rodeotyr. Pludselig vidste jeg, hvad de taler om, når de klager over leddene, når det regner eller trækker.

Som jeg har bitchet over flere gange tidligere er jeg træt hele tiden. Overvejede at droppe Lariam i sidste uge, men venter lige på at den sidste regn falder for dette "forår" (hvilket den vil gøre inden for den næste uge), før jeg gør noget drastisk. For Lariam giver rigtig god malaria-beskyttelse. Og så længe der er regn, er der mange myg.

Men trætheden satte præg på min sidste uge. Om fredagen gik jeg i seng kl. 21 med Madonnas adoptionssag.

Lørdag havde jeg dog ikke samme selvkontrol, og efter en afslappende dag med læsning og film med mine house mates, tog jeg ved 19-tiden til going away party hos Emmi og Panu, der skal til Finland nu. Emmi skal føde om 3 uger. Og fra festen tog jeg videre i byen, hvorfra jeg var hjemme ved 4-tiden. Men det var en rigtig sjov bytur. Igen var det lollypop tema, hvilket borger for spas og løjer i særklasse.

Som visse af jer måske måtte vide, adopterede Madonna i 2008 (ja 2008 - fra 2006 fostrede hun blot) David. Og nu vil hun adoptere endnu et barn. Faktisk var der her til morgen retsmøde om netop dette. Og min house mate, Avik, der arbejder i hendes foundation, mødtes med hende i går og i dag om det projekt, han laver.

Men det er endnu en lille gevinst ved at være her nede. Jeg kunne så ved samme lejlighed se, at Carmen og Francescos sag bliver behandlet bare en smule anderledes, end Madonnas. De har fået at vide, at de skal bo i landet i 18 måneder fra de startede med at fostre Olivia, inden de kan adoptere. Madonna var her i under en uge.

Hvor de 18 uger kommer fra er dog et mysterium for mig. I the Adoption Act kræves det, at man er resident i malawi for, at man kan adoptere. Der står ingen steder noget om 18 måneder - hvad pressen også fejlagtigt har antaget. Hvad resident vil sige er forskelligt alt efter, om man kigger på dommen i Madonnas første sag på den ene side, og på hvad ordet resident er blevet tillagt af betydning i andre jurisdiktioner og i Oxfords engelsk-ordbog. I Madonnas sag sagde dommeren blot:

The requirement to residence, in my view, is also intended to enable the system in Malawi to verify the standing and disposition of the applicants with some degree of certainty.

... interessant...

Men altså nu er præcedens dannet, og andre kan vel håbe på, at deres standing og disposition med some degree of certainty der klar for deres dommer. Som det altså var tilfældet med Madonna.

Nåh, men måske kommer jeg til at få mulighed for at behandle den næste adoptionssag, hvis det kommer dertil. Og igen - som kommissionen gjorde sidst - som Amicus Curiae. Men stjernefaktoren er da intakt!

Men nu er klokken ved at være træningstid, så jeg må smutte. Selvom jeg først lige havde fået skrevet mig varm!

Endnu en uge gået

Jeg synes faktisk lige jeg har skrevet det sidste indlæg. Men der er sgu gået endnu en uge. På nogle måder går tiden enormt hurtigt. På andre not so much.

Mest bemærkelsesværdigt for sidste uge var nok udviklingen med min arm, som der er billeder i sidste indlæg. Jeg fik jo den omtalte blodprøve taget, og min arm hævede op. Den blev ikke mindre og ikke bedre. Faktisk virkede det lidt som om den blev værre. Og situationen endte med, at jeg kunne strække min arm 130 grader med stor smerte. Torsdag tog jeg tilbage til ABC Clinic for at høre, om de havde en ide om, hvad der skete.

Så inde i konsultationen hos den amerikanske læge John Jones, måtte han sgu indrømme, at han aldrig havde set noget lignende. Så han hentede den anden læge ind til også at se på det. De diskuterede lidt og fortalte så, at inden de ville sende mig til operation, ville de gerne forsøge et mere konservativt alternativ først. Så de sendte mig til fysioterapeut. Hey, wait a minute! Inden operation!!!? What the fuck!

Fysioterapeuten var helt rolig og sagde, at det bare var fordi min blodåre ikke var lukket efter blodprøven, og der var fosset blod ud i en uendelighed i min arm. Så der var til sidst ikke plads til, at mine muskler og sener kunne arbejde. Så hun gav mig ultralyd og massage og et kvarters frost-omslag, og da jeg gik derfra var forbedringen enorm - især taget i betragtning, at der på det daværende tidspunkt var gået over en uge uden nogen som helst fremgang.

Jeg tog forbi fys'en om fredagen også, og skal endelig dertil igen i dag for en sidste behandling. Og det er næsten væk nu. Så 1-0 til semi-videnskaben.

I onsdags var jeg til en workshop om trafficing in persons på Capitol Hotel (hvor St. Patty's Day også blev holdt). Til workshoppen deltog flere MP'ere og en minister foruden flere repræsentanter for forskellige ministerier, ngo'er, høvdinge osv. I alt formentlig omkring 100 personer.

Det var en fin workshop, hvor der blev snakket om en masse fornuftige ting. En ting, der dog undrede mig var, at det materiale, som der skulle diskuteres på workshoppen var en rapport på ca. 100 sider, der først blev udleveret, da vi kom til workshoppen. Ret svært at forberede sig på. Der blev også udleveret små uddrag af rapporten. Og så skulle medlemmerne af lov-kommissionen holde oplæg om forskellige dele af rapporten. De oplæg, der blev holdt, var oplæsning af de små uddrag af rapporten. - Jeg forestiller mig, at man kunne rationalisere processen ved at udlevere rapporten først og så i øvrigt holde oplæg om andet, end hvad folk kan læse sig til. Og det er også uendeligt kedelige at høre på oplæsning.

Men ok. Indholdet var sådan set fint nok, og det virkede alt sammen fint. Et af emnerne, der blev diskuterede - som altid - var funding. Der er jo ingen penge i dette land. Så det var i høj grad afhængigt af bistand fra FN og lign.

Det, der så bare undrer mig helt vildt er, at alle, der ikke kom fra Lilongwe, ville få ikke blot deres rejseudgifter refunderet, men også to overnatninger på Capitol Hotel à 115 USD pr. nat og alle modtog mindst 2.000 Kwatcha, ligesom de overnattende ville modtage et tilsvarende beløb til den anden dag.

Ok fair nok. Der skal betales rejseomkostninger. Det er ok. Og det er også ok, at der skal betales for overnatning i Lilongwe for høvdingene fra små landsbyer langt væk, der ikke har en reje. Men to overnatninger? På et super dyrt hotel? Er det virkelig nødvendigt? Og 2.000 kwatcha til alle pr. dag? Er det virkelig nødvendigt? Fx modtog jeg og kommissionens anden repræsentant til workshoppen 2.000 kwatcha. Jeg får jo ikke løn fra kommissionen, men det gjorde han. Så hvorfor bruge donorpenge på dét?

Der er simpelthen en kultur omkring allowances her i Malawi, der gør, at folk ikke tager til workshops og lignende, hvis de ikke får penge for det. Det er jo vildt frustrerende! Først sidder vi og diskutterer, hvordan vi kan få penge til at løse det store og forfærdelige problem med trafficing in persons, og så snupper alle deltagerne lige flere tusinde dollars. For at gøre deres arbejde!!! Jeg var målløs, og jeg donerede straks mine penge til et hjem for handicappede. Jeg syntes det var så forkert at få penge for det!

Hvordan skal Malawi nogensinde komme ud af sit dynd, hvis malawianerne selv tager alle pengene fra projekterne som betingelse for overhovedet at arbejde på det? Hvorfor skulle donorerne betale mange penge til Malawis udvikling, hvis de bare ryger i lommerne på dem, der skal løse problemet?

I weekenden var jeg ved Cape Maclear ved søen. Vi skulle have været forbi en musikfestival kaldt Elev8, men det regnede og regnede, så vi kom ingen steder.

Til gengæld blev vejene helt oversvømmede, så vi skulle igennem et knæhøjt flodløb, der krydsede vejen. Godt, at vi havde en Rav4 med høj frihøjde. Vi kom igennem, men den sedan, der kørte lige før os, den startede ikke igen... Gisp.

Sidste nye er, at mit praktikophold måske allerede kommer til at slutte i slutningen af juni/begyndelsen af juli. Mere om det senere når jeg ved mere.

Tha-tha-tha-that's all folks;)

Lidt småsyg

Siden sidst er ikke meget sket. Altså jeg kom hjem fra søen om tirsdagen i forrige uge og havde derfor onsdag-fredag på arbejdet. Weekenden bød på en enkelt tur på bar om fredagen med Carl, Anne, Katja, Yan og Andreas. Og selvfølgelig de andre, der var på baren. Der blev blæst til afterparty hos tre englændere i anledning af en 25 års fødselsdag, hvor vi endte med at være uendeligt få der tog til. Så hurtigt taxa hjem.

Lørdag brunch og afslapning.

Om søndagen var jeg på beauty sallon med Carl og Roger, og om eftermiddagen var der volleyball på the Shack.

Altså tilbage i 2005 var jeg med Thomas i Asien, og én af de ting, vi fik prøvet der var at få en facial. Lyder tøset. Er tøset. Indrømmet. Men fuck hvor er det bare afslappende! Og som i
Vietnam udmærkede denne ansigtsbehandling på "the Rose" sig ved at være billig: ca. 80 kr. I like.

Carl, Roger og jeg havde tid hos frisøren lige efter hinanden. Så mens Roger blev klippet, fik jeg en facial (ok herefter: ansigtsbehandling), og mens jeg blev klippet, fik Roger en ansigtsbehandling. Og lad mig bare sige det ligeud: Det er ikke sidste gang, jeg betaler 80 kroner for en ansigtsbehandling. For det er jo super super dejligt!



Volley var super sjovt, og vi var ca. 15 pesoner. Det var super lækkert vejr, og der blev spillet i bar overkrop og tannet for alle pengene. Nogen havde taget en køleboks med kolde Carlsberg med og stemningen var i top.

Jeg blev skadet ved et uheld ved, at en landte med sine kondisko på mine bare tæer, så gruset fra banen skrabede det meste af min hud af oversiden af min fod. Men så længe musikken spiller, er der ikke noget problem.

Planen var, at der var BBQ hos Katja efter volley, men som eftermiddagen skred frem, fik jeg det dårligere og dårligere. Startede ud som følelsen af tømmermænd - selvom der slet ikke var noget at have tømmermænd over. Så jeg meldte afbud på BBQ og gik i seng. Og det skulle jeg så ellers blive de næste 4 dage.

Kathryn havde fået en slem omgang øjenbetændelse, så hun var også hjemme. Det gav os mulighed for at se femte sæson 24 timer færdig. Nu har vi ikke flere sæsoner. Krise! Men Kathryns sygdom gjorde det også muligt for mig at komme på hospitalet om tirsdagen og blive tjekket - hun har jo bil. For en sikkerheds skyld ville jeg gerne tjekkes for malaria.

Jeg fik taget en blodprøve, der viste, at jeg ikke havde malaria og en næsetest, der viste, at jeg ikke havde influenza. Så jeg havde feber pga. en eller anden virus.

Hende sygeplejersken, der tog blodprøven var ellers ikke særlig rutineret har det vist sig. For siden jeg fik taget blodprøven, har min arm været grundigt hævet og jeg har nu et kæmpe blåt mærke på armen, der er så hævet, at den ikke kan strækkes helt ud eller bøjes helt uden relativt stort ubehag.


Nåh, men torsdag var jeg frisk igen, bortset fra en hosten og min arm-hævelse, og jeg var på arbejde igen. St. Patricks Day-arrangementerne begyndte også torsdag, så vi var lige hurtigt nede på Chameleon og drikke en øl og se irsk folkemusik. Det viser sig, at den Irske stat betaler for, at der kommer irske folkemusikere rundt til samtlige Irlands repræsentationer i verden i anledning af St. Patricks Day. Det må være dyrt...

Lørdag aften var der St. Patricks Day's fest på Sunbird Capitol Hotel - Lilongwes dyreste hotel, der koster over 100 USD pr. nat, men er alligevel er uendeligt langt fra at være lækkert. Arrangementet gik ud på, at man betalte 5.500 kwatcha (ca. 200 kr.) og for det fik tre retter mad + øl og vin ad libitum under maden og bagefter fest, hvor man skulle betale for drikkevarer i baren. Alt i alt var det en rigtig sjov fest, hvor jeg fik mange komplimenter for min påklædning.

I min uvidenhed må jeg indrømme, at jeg ikke helt er klar over, om det er pga. Irland eller St. Paddys', men Carmen instruerede mig i, at jeg måtte have grønt på, og hun klippede en masse kløvere ud af en grøn papirpose, der blev sat på min grønne polo som brosche og på mit bælte hele vejen rundt. Den gik rent ind, men pointene må vel retfærdigvis gå til Carmens opfindsomhed.

Jeg har ingen planer for hverdagene i denne uge endnu. Jeg tror mange af dem skal gå med at læse. Jeg er kommet rigtig godt igang med Jordens Søjler, som jeg fik af Marianne og Christoffer, og som klart kan anbefales. Derudover har jeg en masse James Bond film, jeg gerne skulle have studeret lidt nøjere. Tror ikke der kommer til at være så meget sport på programmet, for min arm er ikke helt klart til det.

I weekenden skal jeg til Cape Maclear ved søen med Roger, Gina, Anne og Carl, Pannu og Emmi, Andreas, Katja og Marthe. Jeg tror nok, at det er gruppen. Bliver rigtig hyggeligt!

Og så er der bestilt hotel og bil til Spanien:) 114 euro for bil (Ford Ka) og 1.000 kr. for 4-stjernet hotel to nætter for to personer i centrum af Madrid. Det bliver jo perfekt!

Afslapning ved søen

Jeg kom til Malawi uden et eneste kendt ansigt i sigte. Jeg havde ganske vist talt med Sara Gottfredsen (en tidligere praktikant i MHRC, der stadig er i Malawi) over mail, og jeg havde også fået arrangeret bolig hos Carmen og Francesco. Men stadig. Jeg kendte dem ikke. Det viste sig, at alle var enormt søde, hjælpsomme og venlige.

Men jeg har helt klart forsøgt at være udadvendt og møde mennesker og være med til forskellige ting. Som sagt er det træning mandag, onsdag og fredag, fodbold om tirsdagen, volley om onsdagen og rugby om torsdagen og så et eller andet i løbet af weekenden. Og det har været rigtig godt. Jeg har ikke siddet og kukkeluret i værelset alene og jeg har ikke følt mig som Palle alene i verden.

Så efterhånden har jeg fået mig nogle gode bekendtskaber. Carl, som jeg spiller volley med om onsdagen, inviterede mig i sidste weekend til søen med ham og nogle andre. Og det ville jeg da gerne. Det var et finsk ægtepar, Panu og Emmi, Carl og hans kone Anne, en norsk Unicefarbejder, Roger og hans norske veninde Marthe, en tysker, Andreas, en amerikaner, Gina og en waliser, Gwawr.

Så vi skulle afsted tidligt i løbet af fredag eftermiddag, for vi skulle 500 km op nordpå, og efter mørkets frembrud er der større chance for at overleve russisk rulette med en fuldt ladt seksløber end den malawianske trafik. Folk kører konsekvent ikke med lys - heller ikke de 25 meter lange lastvognstog. Og det der med don't drink and drive? Det har de ikke hørt om.

Så jeg ville blive hentet kl. 14 hjemme i Area 14.

Grace har ansøgt om temporary recidence permit for flere uger siden, men der er ikke kommet noget nyt fra immigrations. Så ved frokosttid i fredags gik det op for mig, at der var 3 dage tilbage på mit indrejsevisum fra lufthavnen. Fuck. Så havde jeg 45 minutter til at komme til immigrations og få nyt stempel og tilbage igen og pakke mine ting til vores tur til søen. Og det der med hurtig ekspedition af myndighederne i visumsager, det er en by i.... Afrika.

Ej det viste sig faktisk at gå nogenlunde gnidningsfrit, og 200 kr. fattigere (ikke bestikkelse, men gebyr), var jeg autoriseret til at blive i landet endnu 30 dage. Og jeg var kun halvanden time forsinket. Men det var de andre også, så det hele passede faktisk perfekt.

Afsted op nordpå. 5 timer senere ramte vi Mzuzu, der er en relativt stor by i Malawi, hvor vi skulle overnatte. Roger havde sørget for hotel og det hele var klart, da vi kom. Han har boet i Malawi 5 år, og har efterhånden været rundt omkring og har en vis rutine i den slags ting. I hvert fald var det super fedt.

Efter aftensmaden og 5 mislykkedes forsøg på at drikke en kop kaffe, der ikke smagte af atomaffald, tog vi på bar. Alle på nær Carl og Emmi, der er gravid i vistnok 7. måned. Vi var tre steder. Først en Sports Café (dvs. en lokal bar) og så nabo-stedet, der var lidt mindre befolket og endelig på Mzuzu Hotel, der om fredagen har diskotek.

Karakteristisk ved at gå ud i Malawi er, at det som altovervejende hovedregel er mænd og prostituerede, der går ud. Konerne og respektable kvinder tager ikke på bar. Der er vist nok et par enkelte stammer, der ikke ser skævt til kvinder i byen. Så det er ret specielt for de lokale, når vi trak Anne og Marthe med på bar. Men de accepterer, at de ikke er prostituerede, og der bliver ikke set ned på dem. Det er bare mærkeligt for dem. Anne fortalte om en episode, hvor en malawiansk mand ikke havde givet op og var blevet ved med at spørge: "how much".

Anyway, det var rigtig sjovt, og vi endte som sagt på Mzuzu Hotel, der er et ret fint sted. Jeg faldt i snak med den regionale guvernør, Harry, som jeg senere har fået fortalt er en meget velhavende dollar-millionær. Han insisterede på at købe drinks til mig inviterede mig og mine venner til at overnatte på hans guesthouse gratis og med chauffør og det hele. Jeg takkede dog pænt nej, og lod hans ven/fan/ansatte stå og lovprise Harry for, hvor god han er. Han var virkelig meget venlig, men samtidig var han den mest overlegne malawianer, jeg har mødt so far.

Ved 2 tiden tog vi hjemad igen. Rart nok er Mzuzu en by, hvor man ikke skal være bange for at blive overfaldet efter mørkets frembrud, så vi kunne gå hjem. Hvilket nok var meget godt, taget i betragtning, at vi, da vi nåede hotel-porten blev indhentet af en Toyota HiLux med tre passagerer på laddet, hvis chauffør formentlig har haft en alkoholpromille på omkring hundrede. Han vaglte i hvert fald at ramme direkte ind i porten. Så vi holdt os i sikker afstand af vejbanen resten af turen hjem.

Næste morgen tog vi på det tanzanianske marked, hvor man kan få alt i kopivarer som et andet asiatisk marked. Jeg blev selv den lykkelige ejer af et par 50cent boxershorts og en "I love Jesus"kasket.

Senere samme lørdag kørte vi til vores destination ved søen, Myoka Village. Det var halvanden times bilkørsel derfra ad nogle mere og mere tvivlsomme veje, indtil vi nåede til området, hvor 4x4 klart var nødvendigt. Vi kunne tilfredse konstatere, at der var sat hak på tjeklisten ved 4x4 for vores biler, så vi klarede den fint og kom frem til et rigtig back packer paradis, hvor jeg og Andreas havde hver vores single-bungalow helt ud til søen, og hvor Roger og Marthe, Emmi og Pannu samt Anne og Carl havde delehytter længere oppe ad skrænten. Fire dages (næsten) uafbrudt perfekt solskinsvejr var begyndt.

Der var dømt total afslapning i løbet af første dag, og i om aftenen var der drinks, øl og pool. Det hele sluttede kl. 5 om morgenen, da vi gik i seng, 4 timer efter, at baren havde lukket.

Om søndagen havde vi booket en bådtur ud på søen og rundt og lave noget cliff-diving, havørnefotografering og generel rekreation. Det var fantastisk, og det vrimler med havørne, der sidder i trætoppene langs søbredden.


Vores skipper havde til lejligheden taget nogle døde fisk med, som vi kunne kaste få meter fra båden, hvorefter havørnene ville brede vingerne ud, og svæve ned og hente fiskene op lige ved siden af os.



Efter at have lavet udspring fra klipperne, endte vi på en strand, hvor der til vores tilfredshed ikke var andet end lokale. Det er så fedt ved søen, at den ikke er spoleret af turisme og hoteller, men er helt autentisk med lansbyer tæt ved, hvor der kun bor lokale.

Vi spillede volley med nogle af de store børn (i den sene teenagealder) og tog hjemad igen ved 17-tiden. Om aftenen var luften taget ret meget ud ad ballonen, og vi var nogenlunde tidligt i seng med kun få drinks indenbords efter, at Marthe og jeg havde banket de andre i Matador.

Mandagen var ren afslapning på stranden og kortspil om aftenen og tirsdag omkring middag, stak vi næsen hjemad igen.

Her tilbage på kommissionen er der begyndt at tikke et par spændende opgaver ind. Jeg skal bl.a. undersøge offentligt ansattes muligheder for at stille op til parlamentsvalget, hvori indgår en komparativ analyse af de sydafrikanske og engelske konstitutionelle regler på det samme område.

Kommissionen er nemlig kommet i uføre, da Chrispine har kommet til at udtale sig til medierne om et område, hvor der ikke var givet go-ahead fra ledelsen, og på et område, der bestemt ikke er entydigt.

I aften er der dømt volley, i morgen rugby og drinks på chameleons og i weekenden har Carl, Anne og jeg talt om at arrangere en spilleaften, måske søndag.

Men back to work igen:)

Hygge!