Så jeg tog en universitetsbus (gratis for de studerende - og jeg ligner en student) til området nær Long Street og gik en tur op og ned for at se, hvad den kunne byde på, inden jeg fandt en café, hvor jeg fik noget mad og konsulterede Lonely Planet yderligere.
Efter sigende er District Six Museum det essentielle museum at se, når man er i Cape Town. Så jeg smuttede dertil på gåben fra Long Street igennem byens centrum og kom ind i et museum, der var meget forskellig fra, hvad jeg havde forestillet mig.
Inde i District Six Museum
Min oplevelse af museet var en anelse skuffende. Jeg havde ikke sat mig vildt meget ind i, hvad det kunne byde på hjemmefra, men havde derimod forestillet mig, at jeg ville få al den slag information on location.
Uheldigvis for mig var der ikke flere informationsfoldere, så jeg var overladt til Lonely Planets guide over District Six.
District Six er så vidt jeg har forstået et område af Cape Town, der var specielt før Appartheid for sin unikke befolkningssammensætning. Du kunne finde alle befolkningsgrupper, og der var et helt dynamisk liv.
Som en del af Appartheid blev District Six erklæret et whites only område og som led i tvangshåndhævelsen blev området bulldozet ned og jævnet med jorden. Museet viser så, hvordan District Six var før dette.
Lonely Planets beskrivelse går noget lignende "as much for as about those who lived in District Six" og passer perfekt på mit indtryk. Det var som om det blev forventet, at man vidste hvad det var, man så. Og det gjorde jeg ikke.
Efter District Six var det meningen, at jeg skulle tage toget til Simon's Town og se pingviner. Men tiden var løbet fra mig, og jeg ville ikke kunne nå tilbage med toget inden mørkets frembrud - og toget er ikke sikkert om aftenen.
Så jeg fandt Long Street Café, hvor jeg købte mig lidt nachos og en stor fadøl og satte mig til at læse lidt i min "After Mandela"-bog, indtil jeg skulle mødes på en bar og se film med en masse af Mettes venner, som jeg havde mødt til festen den første fredag.
Onsdag havde jeg booket en chauffør Kelly til at tage Roger og mig på vintur i det omkringliggende Wine Land. Det var en heldagstur for 600 rand (ca. 360 kr.), der bragte os til 3 forskellige vin-gårde: Spier, Waterfall og KWV.
Waterfall
Roger inde i Waterfall
Roger udenfor Waterfall
Sydafrika er, som jeg har sagt før, et fantastisk sted, og en vinsmagning af 5 forskellige "standard"-vine kunne erhverves for 10 rand (6 kr.) og 3 eksklusive vinsmagninger kostede 30 rand (18 kr.) på Spier. På Waterfall kostede 7 vinsmagninger 100 rand (60 kr.), og på KWV fik man 5 smagninger for 30 rand (18 kr.).
Naturligvis kunne vi ikke dy os for at købe nogle flasker vin, så vi slap væsentligt dyrere, end det. Men prisniveauet er vel blevet nogenlunde fastlagt. Jeg flottede mig og købte KWV's bedste Shiraz. Kostede mig 300 kr.
Forklaringen er, at man i DK skal betale en afgift på vinen, som man ikke skal i Sydafrika. Roger tjekkede hvad det ville koste at købe KWV-vin over nettet fra Sydafrika til Norge. Damen hos KWV kiggede i sine papirer, grinte og forklarede os det. Det ville koste ham en import-afgift på 600 pct. og så tillagt moms. Haha.
Der skal også betales afgift i DK, men det var væsentligt lavere - kan ikke huske satsen. Anyway, de vanvittigt billige vine i Sydafrika bliver lynhurtigt dyre som alle andre vine der hjemme, om end de ikke rammer de helt dyre franske vine.
Men de mange vinsmagninger satte sit aftryk på, hvor klare vi var i hovederne, så vi blev kørt hjem for at nappe, inden der var dømt BBQ hos "os". Vi var omkring 10 mennekser, der grillede og senere tog i byen.
I går var det så meningen, at Roger og jeg skulle have været til Robben Island - hvor Mandela var indespærret i vistnok 19 af sine 27 år. Men da vi kom dertil viste det sig, at færgen var aflyst resten af dagen pga. for store bølger. Så i stedet fik vi Kelly til at køre os til Simon's Town, hvor vi fik set Sydafrikas African Penguins eller Jack Ass Penguins som de også bliver kaldt.
Simon's Town og Jack Ass Penguins
Seafood-frokost i Simon's Town - sygdomskilden?
Det var også meningen, at vi skulle have været til Cape Point (Afrikas sydligste punkt), men vi droppede det af hensyn til den forestående Road Trip, som Mette, Sam (Mettes amerikanske house mate) og jeg havde planlagt.
På vej tilbage til Cape Town ringede Mette dog og fortalte, at biludlejningen havde frarådet os at køre afsted pga. vejret de næste par dage. Og pga. de aktiviteter, der var planlagt til turen, besluttede vi os så at droppe det.
Aktiviteterne, der var planlagt var bl.a. shark cave diving, der alligevel ikke ville kunne ske i blæst og regn og verdens højeste bungy jump på 216 m. Det var dem, der ville blive berettet mere om efter deres foretagelse:) Men nu kan alle ånde lettet op (inkl. mig selv) - det bliver ikke til noget.
I aftes tog vi på en restaurant, der hed Khaya-Nyama Game Restaurant, hvor jeg fik Kudu-fillet til forret og et grill spyd med kudu, elan og springbuck. Jeg fik også smagt Mettes krokodillebøf og Rogers vortesvin-ribs. Det var alt sammen rigtig lækkert, om end jeg fik mit kød en anelse for rødt. Normalt skal man altid bede om det lidt rødere, end man vil have det. Men her fik jeg hvad jeg bad om.
Især var Mettes krokodillebøf imponerende, så jeg tror, at jeg skal have sådan en, inden jeg tager herfra igen. Men især glæder jeg mig til at smage struds, som alle siger er helt fantastisk.
Men i dag er jeg ramt af lidt sløjhed. Jeg ved ikke, om det var gårsdagens frokost i Simon's Town - skaldyrsfad - eller om det er de meget røde stykker vildt på Khaya Nyama, eller om det måske er den så famøse svineinfluenza, der har gjort det onde ved mig. Jeg håber lidt på det sidste. Men skaldyrene efterlod mig med en følelse af kvalme - jeg tror aldrig jeg bliver helt god til det.
Så nu må vi se, hvor langt jeg kommer i dag med den planlagte bytur i Long Street med Roger, Sam og Mette.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar