Endelig oprandt tidpunktet, hvor jeg kunne pakke mine sydfrugter og drage nordpå til det relativt varme Spanien og Cecilie.
Imellem mig og Cecilie var nu blot 2,5 timers flyvetur til Johannesburg, 8 timers flyvetur til Cairo, 5 timers flyvetur til Madrid samt de 2 timer i Lilongwe lufthavn, 4,5 timers ventetid i Johannesburg og 4 timers ventetid i Cairo - i alt 26 timer. Men så ville jeg også være der. Og Cecilie ville vente på mig, når jeg landede. Dejligt!
Alle flyveturene gik rigtig godt. Jeg lavede dog en stor brøler i Johannesburg. Det var jo min første tur tilbage til civilisationen, hvor jeg kunne gå i butikker og se på vestlige varer, elektronik, tøj etc. Men også deres caféer i lufthavnen virkede efter vestlig standard, så på den tid, det ville tage at få brygget en kop kaffe i Malawi, fik jeg drukket to cappuchino. Mmmmmm hvor lækkert.
Men på det tidspunkt var klokken jo blevet noget nær 21. Og reglen er jo, at man ikke falder i søvn, hvis man drikker kaffe efter ni. Resultatet var 8 søvnløse timer i fly til Cairo. Og konsekvensen af det var et uhyggeligt lavt overskuelsesniveau i morgentimerne mellem 05.45 og 09.45 i Cairo lufthavn omgivet af familier med mange medlemmer og mange børn. Og nok har mit forhold til Olivia revolutioneret mit forhold til børn, men stadig...
Jeg fik dog blundet lidt i flyet til Madrid, så jeg var nogenlunde frisk og med højt overskuelsesniveau, da jeg landede og blev modtaget af Cecilie:)
Vi havde reserveret værelse på Hotel Convencion, der viste sig at være et aldeles udmærket hotel til 60 euro pr. nat for et dobbeltværelse, hvis eneste hængeparti var internet for den nette sum af 6 euro pr. time!!!
Da vi gik på opdagelse i den spanske hovedstads gader, måtte vi sande, at ingen af os var udstyret til turisme, så vi fik egentlig ikke set nogen turistattraktioner - ikke hvad vi ved af i hvert fald. Men på den anden side var det heller ikke derfor vi var taget dertil. Til gengæld slentrede vi rundt i gaderne, hvor vi kiggede lidt på butikker, spiste på små restauranter til hovedstadspriser, drak ægte friskpresset naranja zumo, fik dejlig ost, skinke og chorizo og rødvin. Mmmmmmmm!
Fra søndag havde vi lejet en bil, som vi hentede i lufthavnen ved 12tiden og kørte sydpå. Men da vi ikke var udstyret med nogle særligt seje kort (vi havde kun det turistkort, kiosken på hotellet kunne tilbyde), lejede vi en gps - hvilket var rigtig godt, for det gjorde den 5 timer lange køretur til Torrevieja til en leg.
Det var en lille sort Citroën C2, der kørte som en drøm - bortset fra når det gik for stejlt op ad bakke, hvor den havde ret svært ved at holde hastigheden. Men den var til gengæld fantastisk til bykørsel og til at parkere, skulle det vise sig.
Køreturen var dejlig og afslappet, og vi nåede frem ved eftermiddagstid. Cecilies far og hans kæreste var der allerede, og de skulle efter planen have taget afsted næste morgen, men måtte blive en ekstra dag, fordi deres fly var blevet aflyst. Så vi fik to hyggelige middage sammen.
Mens vejret i Madrid var en smule skuffende og aldeles isnende koldt for mig - 15 grader og gråvejr - viste vejret i Torrevieja sig fra sin absolut bedste side med solskin og blå himmel og 25 grader hver dag. Det blæste dog en lille smule, men når man holdt sig en smule i læ, var det rigtig dejligt.
Så vi brugte en uge på at prøve de forskellige frokostrestauranter, drikke kaffe promenaden, kigge på hunde - især boxere, mops og bull dogs - og sole os på sådan et sole-sig-sted på promenaden, læse på altanen og andre dejlige og afslappende ting.
Og faktisk lykkedes det mig at blive rimelig solbrændt på facaden:)
Vi overvejede, om vi skulle tage bilen og drage sydvest på mod Sevilla eller nordpå for at se Barcelona, men vi besluttede os for at holde os til det afslappende. For det var også ret dejligt i Torrevieja. Og vi havde jo heller ikke så meget tid. For fredag eftermiddag ved 16-tiden, drog vi nordvestpå igen mod det kolde Madrid, hvor vi havde reserveret endnu en aften på Hotel Convencion, og næste morgen var det tid til afgang igen. Trist.
Men tiden går hurtigt, og pludselig gik jeg fra at glæde mig til at tage til Spanien til at glæde være "hjemme" i Malawi igen. Jeg kan til gengæld konstatere, at vejret her er fantastisk - i hvert fald i går og i dag. Og Olivia kan nu gå. Hun er ikke stabil, men hun tager ti hurtige skridt og stopper - enten på sine fødder eller på rumpen. Og hun er såååå sød!
Men jeg blev lidt overrasket, da jeg kom hjem. For helt efter aftale, havde Carmen indkvarteret sine forældre i mit værelse, mens jeg var i Spanien. Men det viste sig, at de stadig er der, og jeg ved faktisk ikke, hvornår de tager afsted. Det kan lade sig gøre, fordi Avik er i Mozambique, og jeg derfor kan sove på hans værelse. Men stadig... Er lidt gnaven over, at jeg ikke i det mindste var blevet spurgt, om det var ok - det er mit værelse som jeg betaler for! Så jeg må lige ved lejlighed have talt med Carmen om, hvad hendes plan er.
Ellers er alt som det plejer her i Malawi.
Næste store begivenhed er den 30. maj, hvor Cecilie kommer - 40 dage fra i dag - og hvor vi skal direkte til Chrispines bryllup, hvor jeg skal være forlover. Hvilket minder mig om, at jeg stadig ikke har fået fingre i et helt sort jakkesæt, en hvid skjorte, en lilla vest og en lilla butterfly, som er dress code'n for os forlovere.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar