Blantyre, allowances og professionalisme. Og Madonna.

Den opmærksomme læser (dig) vil vide, at jeg tirsdag for en uge siden blev orienteret om, at jeg skulle med til Blantyre selv samme dag, og at jeg skulle bruge min frokostpause på at pakke mine ting.

Jeg skal ikke kede jer med mine frustrationer over det lave informationsniveau igen, så jeg skal nøjes med at konstatere, at vi ikke kom afsted tirsdag eftermiddag, men først onsdag morgen.

Grace tilbød at komme og hente mig efter frokost og køre mig tilbage til kommissionen, og jeg luftede min bekymring over at skulle køre 4-5 timer i mørke ad de malawianske veje. Af flere grunde. For det første er der ikke politi på vejene, når det er mørkt. Eller. Der er aldrig politi på vejene, men ved siden af. Der er ikke rigtig politibiler. Kun enkelte 997 rapid response mother fuckers, der skyder først og spørger bagefter. Så af den ene eller den anden grund kører folk sprit stive rundt om aftenen. For det andet, er den der trend med at putte pærer i lygterne er ikke nået til Malawi endnu. Det gælder alle lige fra oksekærerne midt på vejen med lægter på tværs af vejene til bilerne over traktorerne til lastvogntogene med tobak. Og cyklerne. Og fodgængerne midt på vejen. Get my point? Det er tilrådeligt i helt ubeskrivelig vildskab at holde sig af vejen efter mørkets frembrud.

Anyway, på vej fra frokost til kommissionen var det, at Grace afslørede, at hun ikke kører afsted på langture efter kl. 15 af selv samme grund. Og denne gang mere end andre, for hun ville tage sin 6 måneder gamle søn med, da han stadig lever af modermælk.

Så som det viste sig var planen ikke at tage afsted tirsdag eftermiddag, men det var en hemmelighed. For som Grace sagde, hvis folk fik at vide, at der ikke var afgang tirsdag, ville der ikke blive færdiggjort nogen forberedelser. Og så var det først ud på eftermiddagen onsdag, at vi ville kunne komme afsted.

(Pssssst: for hver dag, der var planlagt afgang, vanker der 6.000 kwatcha (ca. 240 kr.) pr. næse i allowances. Til sammenligning får en maler, der regnes for uddannet arbejdskraft, 500 kwatcha pr. dag i løn.)

Onsdag morgen havde Grace sagt, at jeg ville blive hentet kl. 06.15. Så kl. 07.15 kom bilen og vi var afsted. Det var en rigtig fin køretur til Blantyre, hvor vi i realiteten ikke lavede noget, da vi kom frem, men aftalte at mødes kl. lidt over 7 på kontoret torsdag morgen. Vi skulle nemlig gerne lidt sydpå og besøge et fængsel i Chikwawa og bagefter nordpå for at besøge et fængsel i Zomba. I Chikwawa drejede det sig om at kigge på forholdene for svage/følsomme fanger. Dvs. enlige mødre, der har deres spædbørn med i fængsel, dødeligt syge eller gamle. I Zomba drejede det sig om dødsgangsfanger. Det viser sig, at der i den malawianske straffelov er obligatorisk dødsstraf for mord - dvs. ingen rum for at anføre formildend omstændigheder. Landsretten har imidlertid dømt det forfatningsstridigt som stridende imod menneskerettighederne. (Det har de bare ikke alle sammen fattet, så selv efter den nævnte dom, er folk blevet idømt den obligatoriske dødsstraf). Det er vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er dødsstraffen som sådan, der er blevet kendt forfatningsstridig, men den ubetingede og obligatoriske, der ikke giver rum for anerkendelse af særlige omstændigheder.

Jeg fandt et rigtig dejligt sted at bo. Kabula Lodge. Kostede 5.600 kwatcha pr. nat, men var bed and breakfast og var i det hele taget rigtig fint og havde den mest fantastiske udsigt over Blantyre. (Skal nok se om jeg kan få et par billeder op).

Torsdag morgen blev jeg så hentet kl. 7.30 og vi kørte til kontoret. Chrispine dukkede op omkring kl. 8 og så manglede vi bare Grace. Hun dukkede imidlertid først op lidt før kl. 11, da hun var ude for at få taget pasfoto af sin søn. Lad det blot være sagt, at jeg var irriteret.

Men vi kom endeligt afsted til et af Malawis mest moderne fængsler, hvor vi faktisk oplevede relativt gode forhold. Det var underbelagt, og det virkede som om, der var en god stemning derinde.

Kun en bekymrende ting blev vi mødt af. En ung 20 årig kvinde kunne meddele, at hun var der for mord. Hun havde, det indrømmede hun, slået sin bedstemor ihjel. Forklaringen involverede hekseri og overtro. Men summa summarum: hun havde gjort det. Hun var blevet fanget og smidt i spjældet i november, men var imidlertid ikke blevet bragt for en dommer. Meget kritisabelt. Mere kritisabelt er det dog, at hendes mand er anbragt i et andet fængsel for det samme mord, men som hun har begået. Han er heller ikke blevet bragt for en dommer. Is it just Africa?

Well, pga. vores forsinkelse nåede vi ikke mere den dag. Men turen til og fra Chikwawa var virkelig smuk og bragte os igennem det mest frodige og grønne bjerglandskab til det sydlige Malawi. (Skal nok også finde et par billeder af dette).

Fredag tog Chrispine til det omtalte stenbrud, hvor vi fandt, at stenbruddet ganske rigtigt efterlod de omkringliggende landsbyer i et støvdække, der dræbte deres planter og gav dem tuberkulose samt dræbte deres dyr. Men ikke nok med det. Fra tid til anden var der sprængninger med dynamit eller noget i stenbruddet. Og fra tid til anden, var der store sten (tennisbold-størrelse), der fløj afsted derfra og ødelagde deres huse.

Stenbruddet har haft de nuværende ejere i nærmest ti år, og det er en regel, at der skal være en miljøundersøgelse, før det kan tages i brug. Imidlertid har der aldrig været foretaget en miljøundersøgelse, men der har ikke desto mindre været givet tilladelse til stenbruddet alligevel. Meget mystisk. (Hvem sagde bestikkelse?).

Det var altså med andre ord helt vildt kritisabelt, og vi vil se, om vi kan få stoppet arbejdet, så landsbyboerne ikke er i livsfare for flyvende sten mv.

Spændende spændende.

Fredag eftermiddag kørte vi hjemad og var hjemme ved 21-tiden. Så det gav os lige 3 timer i mørke på vejene, men det var ok. Og jeg fik købt omkring 15 kg. grøntsager på vejen hjem for omkring 40 kr. I Mozambique:)

Det viser sig, at grænsen mellem Mozambique og Malawi visse steder udgøres af en landevej. På den ene side er det Malawi, og på den anden er det Mozambique. Der er ingen markering af grænsen, ingen hegn, ingen grænsekontrol, ingen intet.

Der var planer om at tage til søen i weekenden, men jeg følte, at jeg på det tidspunkt havde været nok på vejen, så jeg nøjedes med at tage ud og få et par øl med de andre fredag aften, og har ellers slået rod i bøgernes verden hele weekenden. Er i gang med The Chronicles of Narnia. Det er åbenbart noget, man skal have læst, så det gør jeg nu, selvom det er en noget barnlig fortælling. Den er dog helt utvivlsomt fantastisk velegnet til højtlæsning for børn - det virker meget som om den faktisk er skrevet til højtlæsning. Og universet er rigtig sejt.

I dag fik jeg så Madonna sagen igen. Hun fik ikke lov til at adoptere. Denne gang blev hun ikke anset for resident. Uden nogen særlig forklaring fsva. grunden til den anderledes linie, nåede dommeren frem til det præcis modsatte resultat, end i den første Madonnasag. Den er nu appelleret til Højesteret, og der skal vi agere Amicus Curiae igen.

Meget interessant. For mens jeg kan tilslutte mig, at jeg synes det var en noget fri fortolkning af resident, der blev resultatet af den første dom, synes jeg ikke, at barnets tarv er sat øverst i denne dom. Men mere om det på et andet tidspunkt. Jeg labber bare lige stjernestøvet i mig. (Jeg kommer helt sikkert ikke til at se Madonna eller noget).

I aften skal jeg forresten spise på det resort, som Madonna lejede, da hun var her (indtil i går).

Og nu er det snart torsdag, hvor jeg skal til Spanien og mødes med min dejlige kæreste:) Så det glæder jeg mig rigtig rigtig meget til! Skal faktisk til at have vasket underbukser.........