Afslapning ved søen

Jeg kom til Malawi uden et eneste kendt ansigt i sigte. Jeg havde ganske vist talt med Sara Gottfredsen (en tidligere praktikant i MHRC, der stadig er i Malawi) over mail, og jeg havde også fået arrangeret bolig hos Carmen og Francesco. Men stadig. Jeg kendte dem ikke. Det viste sig, at alle var enormt søde, hjælpsomme og venlige.

Men jeg har helt klart forsøgt at være udadvendt og møde mennesker og være med til forskellige ting. Som sagt er det træning mandag, onsdag og fredag, fodbold om tirsdagen, volley om onsdagen og rugby om torsdagen og så et eller andet i løbet af weekenden. Og det har været rigtig godt. Jeg har ikke siddet og kukkeluret i værelset alene og jeg har ikke følt mig som Palle alene i verden.

Så efterhånden har jeg fået mig nogle gode bekendtskaber. Carl, som jeg spiller volley med om onsdagen, inviterede mig i sidste weekend til søen med ham og nogle andre. Og det ville jeg da gerne. Det var et finsk ægtepar, Panu og Emmi, Carl og hans kone Anne, en norsk Unicefarbejder, Roger og hans norske veninde Marthe, en tysker, Andreas, en amerikaner, Gina og en waliser, Gwawr.

Så vi skulle afsted tidligt i løbet af fredag eftermiddag, for vi skulle 500 km op nordpå, og efter mørkets frembrud er der større chance for at overleve russisk rulette med en fuldt ladt seksløber end den malawianske trafik. Folk kører konsekvent ikke med lys - heller ikke de 25 meter lange lastvognstog. Og det der med don't drink and drive? Det har de ikke hørt om.

Så jeg ville blive hentet kl. 14 hjemme i Area 14.

Grace har ansøgt om temporary recidence permit for flere uger siden, men der er ikke kommet noget nyt fra immigrations. Så ved frokosttid i fredags gik det op for mig, at der var 3 dage tilbage på mit indrejsevisum fra lufthavnen. Fuck. Så havde jeg 45 minutter til at komme til immigrations og få nyt stempel og tilbage igen og pakke mine ting til vores tur til søen. Og det der med hurtig ekspedition af myndighederne i visumsager, det er en by i.... Afrika.

Ej det viste sig faktisk at gå nogenlunde gnidningsfrit, og 200 kr. fattigere (ikke bestikkelse, men gebyr), var jeg autoriseret til at blive i landet endnu 30 dage. Og jeg var kun halvanden time forsinket. Men det var de andre også, så det hele passede faktisk perfekt.

Afsted op nordpå. 5 timer senere ramte vi Mzuzu, der er en relativt stor by i Malawi, hvor vi skulle overnatte. Roger havde sørget for hotel og det hele var klart, da vi kom. Han har boet i Malawi 5 år, og har efterhånden været rundt omkring og har en vis rutine i den slags ting. I hvert fald var det super fedt.

Efter aftensmaden og 5 mislykkedes forsøg på at drikke en kop kaffe, der ikke smagte af atomaffald, tog vi på bar. Alle på nær Carl og Emmi, der er gravid i vistnok 7. måned. Vi var tre steder. Først en Sports Café (dvs. en lokal bar) og så nabo-stedet, der var lidt mindre befolket og endelig på Mzuzu Hotel, der om fredagen har diskotek.

Karakteristisk ved at gå ud i Malawi er, at det som altovervejende hovedregel er mænd og prostituerede, der går ud. Konerne og respektable kvinder tager ikke på bar. Der er vist nok et par enkelte stammer, der ikke ser skævt til kvinder i byen. Så det er ret specielt for de lokale, når vi trak Anne og Marthe med på bar. Men de accepterer, at de ikke er prostituerede, og der bliver ikke set ned på dem. Det er bare mærkeligt for dem. Anne fortalte om en episode, hvor en malawiansk mand ikke havde givet op og var blevet ved med at spørge: "how much".

Anyway, det var rigtig sjovt, og vi endte som sagt på Mzuzu Hotel, der er et ret fint sted. Jeg faldt i snak med den regionale guvernør, Harry, som jeg senere har fået fortalt er en meget velhavende dollar-millionær. Han insisterede på at købe drinks til mig inviterede mig og mine venner til at overnatte på hans guesthouse gratis og med chauffør og det hele. Jeg takkede dog pænt nej, og lod hans ven/fan/ansatte stå og lovprise Harry for, hvor god han er. Han var virkelig meget venlig, men samtidig var han den mest overlegne malawianer, jeg har mødt so far.

Ved 2 tiden tog vi hjemad igen. Rart nok er Mzuzu en by, hvor man ikke skal være bange for at blive overfaldet efter mørkets frembrud, så vi kunne gå hjem. Hvilket nok var meget godt, taget i betragtning, at vi, da vi nåede hotel-porten blev indhentet af en Toyota HiLux med tre passagerer på laddet, hvis chauffør formentlig har haft en alkoholpromille på omkring hundrede. Han vaglte i hvert fald at ramme direkte ind i porten. Så vi holdt os i sikker afstand af vejbanen resten af turen hjem.

Næste morgen tog vi på det tanzanianske marked, hvor man kan få alt i kopivarer som et andet asiatisk marked. Jeg blev selv den lykkelige ejer af et par 50cent boxershorts og en "I love Jesus"kasket.

Senere samme lørdag kørte vi til vores destination ved søen, Myoka Village. Det var halvanden times bilkørsel derfra ad nogle mere og mere tvivlsomme veje, indtil vi nåede til området, hvor 4x4 klart var nødvendigt. Vi kunne tilfredse konstatere, at der var sat hak på tjeklisten ved 4x4 for vores biler, så vi klarede den fint og kom frem til et rigtig back packer paradis, hvor jeg og Andreas havde hver vores single-bungalow helt ud til søen, og hvor Roger og Marthe, Emmi og Pannu samt Anne og Carl havde delehytter længere oppe ad skrænten. Fire dages (næsten) uafbrudt perfekt solskinsvejr var begyndt.

Der var dømt total afslapning i løbet af første dag, og i om aftenen var der drinks, øl og pool. Det hele sluttede kl. 5 om morgenen, da vi gik i seng, 4 timer efter, at baren havde lukket.

Om søndagen havde vi booket en bådtur ud på søen og rundt og lave noget cliff-diving, havørnefotografering og generel rekreation. Det var fantastisk, og det vrimler med havørne, der sidder i trætoppene langs søbredden.


Vores skipper havde til lejligheden taget nogle døde fisk med, som vi kunne kaste få meter fra båden, hvorefter havørnene ville brede vingerne ud, og svæve ned og hente fiskene op lige ved siden af os.



Efter at have lavet udspring fra klipperne, endte vi på en strand, hvor der til vores tilfredshed ikke var andet end lokale. Det er så fedt ved søen, at den ikke er spoleret af turisme og hoteller, men er helt autentisk med lansbyer tæt ved, hvor der kun bor lokale.

Vi spillede volley med nogle af de store børn (i den sene teenagealder) og tog hjemad igen ved 17-tiden. Om aftenen var luften taget ret meget ud ad ballonen, og vi var nogenlunde tidligt i seng med kun få drinks indenbords efter, at Marthe og jeg havde banket de andre i Matador.

Mandagen var ren afslapning på stranden og kortspil om aftenen og tirsdag omkring middag, stak vi næsen hjemad igen.

Her tilbage på kommissionen er der begyndt at tikke et par spændende opgaver ind. Jeg skal bl.a. undersøge offentligt ansattes muligheder for at stille op til parlamentsvalget, hvori indgår en komparativ analyse af de sydafrikanske og engelske konstitutionelle regler på det samme område.

Kommissionen er nemlig kommet i uføre, da Chrispine har kommet til at udtale sig til medierne om et område, hvor der ikke var givet go-ahead fra ledelsen, og på et område, der bestemt ikke er entydigt.

I aften er der dømt volley, i morgen rugby og drinks på chameleons og i weekenden har Carl, Anne og jeg talt om at arrangere en spilleaften, måske søndag.

Men back to work igen:)

Hygge!