Vel tilbage i Malawi, mødte jeg på arbejde mandag morgen. Grace var i Nairobi, Kenya, og Chrispine var og er stadig i Hanoi, Vietnam. Så legal department bestod af Chrispine Kammayani og mig.
Jeg kom tilbage og havde egentlig ikke forladt nogen uafsluttet opgave, så jeg skulle bruge en ny opgave. Men der var ikke rigtigt noget at rive i. Så jeg har brugt urimeligt lang tid på internettet den forgangne uge. Til min trøst har jeg kun brugt marginalt længere tid, end Chrispine Kammayani, der selv konstant enten ikke er her, er på facebook eller har besøg. Da besøgene foregår på chichewa, kan jeg jo ikke helt vide, om de har arbejdsmæssigt indhold, eller om de er sociale, men på tonen og på de efterhånden kendte ansigter på gæsterne, er mit gæt, at der er mest socialt i det.
Resultatet har i hvert fald været mit opholds hidtil kedeligste uge på kontoret. Til gengæld har jeg fået lejlighed til at følge rigtig godt med i nyhedsstrømmen i Danmark.
Efter "arbejde" har jeg læst en rigtig masse. Købte en ny bog - faktisk to - i Johannesburg: Assegai af Wilbur Smith og en ny roman af John Grisham. Og så er jeg også så småt kommet i gang med monsterefterfølgeren til Jordens Søjler, World Without End af Ken Follet.
Well.. Torsdag var det min fødselsdag (hurra!!), og jeg er nu blevet 24. Jeg har i mange år ment, at når folk blev 24, så var de altså ikke længere "unge", men voksne. Så hvis min teori holder, så er jeg altså voksen. Jeg kan ikke mærke så megen forskel. Føler mig stadig håbløst uorganiseret, morgenlad og har stadig en glubende appetit, som heldigvis lidt endnu ikke resulterer i al for meget fedt om livet.
Min fødselsdag blev fejret med en middag på Don Brionis, der er en rigtig hyggelig italiensk restaurant. Maden er ikke særlig italiensk, men de serverer en god bøf. Jeg blev i hvert fald overmåde overrasket og imponeret sidste gang, jeg spiste der og fik en smør-mør bøf, der var perfekt rød og smagte fantastisk.
Denne gang blev det til menuens største bøf - en t-bone steak - der dog viste sig ikke at være helt så god som sidst. Men man kan heller ikke forvente prima kvalitet hver gang. It's Africa.
Gaveregn blev der ingen af. For jeg havde jo lavet gaveåbning med Cecilie i Spanien. Og selvom alting så var i orden, så er det nu en lidt speciel måde at tilbringe sin fødselsdag. Uden familien, uden min kæreste, uden gaver. Men sådan er det. Og det var virkelig en rigtig hyggelig aften.
Fredag inviterede jeg nogle stykker (gengangere fra aftenen før) til drinks hos mig, hvorefter vi skulle på bar. Det blev til lidt øl, gin og tonics og Mzuzu Orgasms, i andre kredse også kendt som brasiliansk cognac: et glas cognac, en skive citron med en stribe kaffe på den ene halve side og en stribe rørsukker på den anden halve side. Man drikker så først cognac'en, smager på den, og når man så ikke gider smagen mere, så folder man citronskiven midt over og bider i den - ikke igennem - og suger, så man får aromaen af citronen, kaffen og sukkeren ind i munden, mens man forsøger at sørge for ikke at få kaffegrums i munden. Hvis dette lykkes, smager det himmelsk.
Derefter røg vi på bar (Chameleon's) og senere på disko (Chez'n Temper), hvor vi dog kun var i ganske kort tid. Jeg var i hvert fald mega træt, og der var også en bytur planlagt til lørdagen, hvor der var lollipop party på Umunthu Theatre. Det satte mine tømmermænd lørdag morgen, for-, eftermiddag og aften dog en grundig stopper for. Så jeg nøjedes med at spise middag hos Carl og Anne med Martin (nordmand), Gina (Amerikaner) og Roger (nordmand), og da så Martin, Roger og Anne tog i byen, tog jeg hjem for at sove.
Jeg faldt dog ikke straks i søvn, da jeg kom hjem. Jeg nappede lige computeren med mig for at se et enkelt afsnit Frasier, inden jeg skulle sove. Det blev naturligvis til fire afsnit efterfulgt af Snakes on a Plane. Og den film er måske en af de mest seværdige film i verden alene på grund af dens små særheder. Altså folk blev jo ikke bare bidt af slanger. De blev bidt de mest bizare steder (ingen steder nævnt, ingen steder glemt). Ved tretiden slukkede jeg for det og lagde mig til at sove.
I går - søndag - tog jeg til søen igen med Anne (Carl har efterveer fra malaria), hvor vi mødtes med en hel masse mennesker henad eftermiddagen. Vi kørte afsted fra Lilongwe ved halv ellevetiden om morgenen, og de andre tog afsted ved 14-tiden. Så vi var der noget før de andre, hvor vi lå og solbadede i et fantastisk vejr og drak lidt cola og nød livet. Så da de andre kom, tog vi hen til en privat ejendom ud til søen (super lækkert sted), hvor nogle af os spillede volleyball, andre slappede af, der blev grillet, badet og hygget.
Til at slutte af med kørte Anne og jeg forbi Salima (den nærmeste by), hvor de har et i forhold til Lilongwe rigtigt billigt træ-marked. Jeg købte min egen lille zoo bestående af en giraf, en elefant, en flodhest og et næsehorn for 350 kr. Rigtig fint. Nu skal jeg bare se, hvordan jeg får det transporteret hjem. Det bliver nok noget air cargo eller en udvidet håndbagage.
Da jeg kom hjem fra søen, var jeg ret træt. Havde været i solen det meste af dagen og spillet tre kampe volley samt kørt i bil 3 timers tid. Så jeg defrostede noget kødsovs fra fryseren i mikroen, kogte noget pasta og så doom inden jeg lagde mig til at sove.
Og nu er næste plan i mit globetrotterliv en tur til Cape Town omkring den 9.-17. maj med Roger. Den er ikke helt planlagt endnu, men jeg tror det bliver til noget, og jeg tror det bliver rigtig fedt!
mandag den 27. april 2009
mandag den 20. april 2009
Lilongwe-Joburg-Cairo-Madrid-Torrevieja-Madrid-Cairo-Joburg-Lilongwe på 10 dage
Endelig oprandt tidpunktet, hvor jeg kunne pakke mine sydfrugter og drage nordpå til det relativt varme Spanien og Cecilie.
Imellem mig og Cecilie var nu blot 2,5 timers flyvetur til Johannesburg, 8 timers flyvetur til Cairo, 5 timers flyvetur til Madrid samt de 2 timer i Lilongwe lufthavn, 4,5 timers ventetid i Johannesburg og 4 timers ventetid i Cairo - i alt 26 timer. Men så ville jeg også være der. Og Cecilie ville vente på mig, når jeg landede. Dejligt!
Alle flyveturene gik rigtig godt. Jeg lavede dog en stor brøler i Johannesburg. Det var jo min første tur tilbage til civilisationen, hvor jeg kunne gå i butikker og se på vestlige varer, elektronik, tøj etc. Men også deres caféer i lufthavnen virkede efter vestlig standard, så på den tid, det ville tage at få brygget en kop kaffe i Malawi, fik jeg drukket to cappuchino. Mmmmmm hvor lækkert.
Men på det tidspunkt var klokken jo blevet noget nær 21. Og reglen er jo, at man ikke falder i søvn, hvis man drikker kaffe efter ni. Resultatet var 8 søvnløse timer i fly til Cairo. Og konsekvensen af det var et uhyggeligt lavt overskuelsesniveau i morgentimerne mellem 05.45 og 09.45 i Cairo lufthavn omgivet af familier med mange medlemmer og mange børn. Og nok har mit forhold til Olivia revolutioneret mit forhold til børn, men stadig...
Jeg fik dog blundet lidt i flyet til Madrid, så jeg var nogenlunde frisk og med højt overskuelsesniveau, da jeg landede og blev modtaget af Cecilie:)
Vi havde reserveret værelse på Hotel Convencion, der viste sig at være et aldeles udmærket hotel til 60 euro pr. nat for et dobbeltværelse, hvis eneste hængeparti var internet for den nette sum af 6 euro pr. time!!!
Da vi gik på opdagelse i den spanske hovedstads gader, måtte vi sande, at ingen af os var udstyret til turisme, så vi fik egentlig ikke set nogen turistattraktioner - ikke hvad vi ved af i hvert fald. Men på den anden side var det heller ikke derfor vi var taget dertil. Til gengæld slentrede vi rundt i gaderne, hvor vi kiggede lidt på butikker, spiste på små restauranter til hovedstadspriser, drak ægte friskpresset naranja zumo, fik dejlig ost, skinke og chorizo og rødvin. Mmmmmmmm!
Fra søndag havde vi lejet en bil, som vi hentede i lufthavnen ved 12tiden og kørte sydpå. Men da vi ikke var udstyret med nogle særligt seje kort (vi havde kun det turistkort, kiosken på hotellet kunne tilbyde), lejede vi en gps - hvilket var rigtig godt, for det gjorde den 5 timer lange køretur til Torrevieja til en leg.
Det var en lille sort Citroën C2, der kørte som en drøm - bortset fra når det gik for stejlt op ad bakke, hvor den havde ret svært ved at holde hastigheden. Men den var til gengæld fantastisk til bykørsel og til at parkere, skulle det vise sig.
Køreturen var dejlig og afslappet, og vi nåede frem ved eftermiddagstid. Cecilies far og hans kæreste var der allerede, og de skulle efter planen have taget afsted næste morgen, men måtte blive en ekstra dag, fordi deres fly var blevet aflyst. Så vi fik to hyggelige middage sammen.
Mens vejret i Madrid var en smule skuffende og aldeles isnende koldt for mig - 15 grader og gråvejr - viste vejret i Torrevieja sig fra sin absolut bedste side med solskin og blå himmel og 25 grader hver dag. Det blæste dog en lille smule, men når man holdt sig en smule i læ, var det rigtig dejligt.
Så vi brugte en uge på at prøve de forskellige frokostrestauranter, drikke kaffe promenaden, kigge på hunde - især boxere, mops og bull dogs - og sole os på sådan et sole-sig-sted på promenaden, læse på altanen og andre dejlige og afslappende ting.
Og faktisk lykkedes det mig at blive rimelig solbrændt på facaden:)
Vi overvejede, om vi skulle tage bilen og drage sydvest på mod Sevilla eller nordpå for at se Barcelona, men vi besluttede os for at holde os til det afslappende. For det var også ret dejligt i Torrevieja. Og vi havde jo heller ikke så meget tid. For fredag eftermiddag ved 16-tiden, drog vi nordvestpå igen mod det kolde Madrid, hvor vi havde reserveret endnu en aften på Hotel Convencion, og næste morgen var det tid til afgang igen. Trist.
Men tiden går hurtigt, og pludselig gik jeg fra at glæde mig til at tage til Spanien til at glæde være "hjemme" i Malawi igen. Jeg kan til gengæld konstatere, at vejret her er fantastisk - i hvert fald i går og i dag. Og Olivia kan nu gå. Hun er ikke stabil, men hun tager ti hurtige skridt og stopper - enten på sine fødder eller på rumpen. Og hun er såååå sød!
Men jeg blev lidt overrasket, da jeg kom hjem. For helt efter aftale, havde Carmen indkvarteret sine forældre i mit værelse, mens jeg var i Spanien. Men det viste sig, at de stadig er der, og jeg ved faktisk ikke, hvornår de tager afsted. Det kan lade sig gøre, fordi Avik er i Mozambique, og jeg derfor kan sove på hans værelse. Men stadig... Er lidt gnaven over, at jeg ikke i det mindste var blevet spurgt, om det var ok - det er mit værelse som jeg betaler for! Så jeg må lige ved lejlighed have talt med Carmen om, hvad hendes plan er.
Ellers er alt som det plejer her i Malawi.
Næste store begivenhed er den 30. maj, hvor Cecilie kommer - 40 dage fra i dag - og hvor vi skal direkte til Chrispines bryllup, hvor jeg skal være forlover. Hvilket minder mig om, at jeg stadig ikke har fået fingre i et helt sort jakkesæt, en hvid skjorte, en lilla vest og en lilla butterfly, som er dress code'n for os forlovere.
Imellem mig og Cecilie var nu blot 2,5 timers flyvetur til Johannesburg, 8 timers flyvetur til Cairo, 5 timers flyvetur til Madrid samt de 2 timer i Lilongwe lufthavn, 4,5 timers ventetid i Johannesburg og 4 timers ventetid i Cairo - i alt 26 timer. Men så ville jeg også være der. Og Cecilie ville vente på mig, når jeg landede. Dejligt!
Alle flyveturene gik rigtig godt. Jeg lavede dog en stor brøler i Johannesburg. Det var jo min første tur tilbage til civilisationen, hvor jeg kunne gå i butikker og se på vestlige varer, elektronik, tøj etc. Men også deres caféer i lufthavnen virkede efter vestlig standard, så på den tid, det ville tage at få brygget en kop kaffe i Malawi, fik jeg drukket to cappuchino. Mmmmmm hvor lækkert.
Men på det tidspunkt var klokken jo blevet noget nær 21. Og reglen er jo, at man ikke falder i søvn, hvis man drikker kaffe efter ni. Resultatet var 8 søvnløse timer i fly til Cairo. Og konsekvensen af det var et uhyggeligt lavt overskuelsesniveau i morgentimerne mellem 05.45 og 09.45 i Cairo lufthavn omgivet af familier med mange medlemmer og mange børn. Og nok har mit forhold til Olivia revolutioneret mit forhold til børn, men stadig...
Jeg fik dog blundet lidt i flyet til Madrid, så jeg var nogenlunde frisk og med højt overskuelsesniveau, da jeg landede og blev modtaget af Cecilie:)
Vi havde reserveret værelse på Hotel Convencion, der viste sig at være et aldeles udmærket hotel til 60 euro pr. nat for et dobbeltværelse, hvis eneste hængeparti var internet for den nette sum af 6 euro pr. time!!!
Da vi gik på opdagelse i den spanske hovedstads gader, måtte vi sande, at ingen af os var udstyret til turisme, så vi fik egentlig ikke set nogen turistattraktioner - ikke hvad vi ved af i hvert fald. Men på den anden side var det heller ikke derfor vi var taget dertil. Til gengæld slentrede vi rundt i gaderne, hvor vi kiggede lidt på butikker, spiste på små restauranter til hovedstadspriser, drak ægte friskpresset naranja zumo, fik dejlig ost, skinke og chorizo og rødvin. Mmmmmmmm!
Fra søndag havde vi lejet en bil, som vi hentede i lufthavnen ved 12tiden og kørte sydpå. Men da vi ikke var udstyret med nogle særligt seje kort (vi havde kun det turistkort, kiosken på hotellet kunne tilbyde), lejede vi en gps - hvilket var rigtig godt, for det gjorde den 5 timer lange køretur til Torrevieja til en leg.
Det var en lille sort Citroën C2, der kørte som en drøm - bortset fra når det gik for stejlt op ad bakke, hvor den havde ret svært ved at holde hastigheden. Men den var til gengæld fantastisk til bykørsel og til at parkere, skulle det vise sig.
Køreturen var dejlig og afslappet, og vi nåede frem ved eftermiddagstid. Cecilies far og hans kæreste var der allerede, og de skulle efter planen have taget afsted næste morgen, men måtte blive en ekstra dag, fordi deres fly var blevet aflyst. Så vi fik to hyggelige middage sammen.
Mens vejret i Madrid var en smule skuffende og aldeles isnende koldt for mig - 15 grader og gråvejr - viste vejret i Torrevieja sig fra sin absolut bedste side med solskin og blå himmel og 25 grader hver dag. Det blæste dog en lille smule, men når man holdt sig en smule i læ, var det rigtig dejligt.
Så vi brugte en uge på at prøve de forskellige frokostrestauranter, drikke kaffe promenaden, kigge på hunde - især boxere, mops og bull dogs - og sole os på sådan et sole-sig-sted på promenaden, læse på altanen og andre dejlige og afslappende ting.
Og faktisk lykkedes det mig at blive rimelig solbrændt på facaden:)
Vi overvejede, om vi skulle tage bilen og drage sydvest på mod Sevilla eller nordpå for at se Barcelona, men vi besluttede os for at holde os til det afslappende. For det var også ret dejligt i Torrevieja. Og vi havde jo heller ikke så meget tid. For fredag eftermiddag ved 16-tiden, drog vi nordvestpå igen mod det kolde Madrid, hvor vi havde reserveret endnu en aften på Hotel Convencion, og næste morgen var det tid til afgang igen. Trist.
Men tiden går hurtigt, og pludselig gik jeg fra at glæde mig til at tage til Spanien til at glæde være "hjemme" i Malawi igen. Jeg kan til gengæld konstatere, at vejret her er fantastisk - i hvert fald i går og i dag. Og Olivia kan nu gå. Hun er ikke stabil, men hun tager ti hurtige skridt og stopper - enten på sine fødder eller på rumpen. Og hun er såååå sød!
Men jeg blev lidt overrasket, da jeg kom hjem. For helt efter aftale, havde Carmen indkvarteret sine forældre i mit værelse, mens jeg var i Spanien. Men det viste sig, at de stadig er der, og jeg ved faktisk ikke, hvornår de tager afsted. Det kan lade sig gøre, fordi Avik er i Mozambique, og jeg derfor kan sove på hans værelse. Men stadig... Er lidt gnaven over, at jeg ikke i det mindste var blevet spurgt, om det var ok - det er mit værelse som jeg betaler for! Så jeg må lige ved lejlighed have talt med Carmen om, hvad hendes plan er.
Ellers er alt som det plejer her i Malawi.
Næste store begivenhed er den 30. maj, hvor Cecilie kommer - 40 dage fra i dag - og hvor vi skal direkte til Chrispines bryllup, hvor jeg skal være forlover. Hvilket minder mig om, at jeg stadig ikke har fået fingre i et helt sort jakkesæt, en hvid skjorte, en lilla vest og en lilla butterfly, som er dress code'n for os forlovere.
tirsdag den 7. april 2009
World Bank urges Malawi to export more adults, fewer children (satire)
Her i Malawi er der mange ting, der ikke fungerer som de gør der hjemme. Service på restauranter er en af dem.
I går spiste vi nogle stykker på det resort, som Madonna havde lejet, da hun var her nede i forbindelse med hendes adoptionssag. Det er et helt enormt super lækkert sted, hvor der helt uden et sekunds tvivl er blevet brugt ri'tti' ri'tti' mange penge og tid på at skabe.
Vi var 9 mand, der havde bestilt bord og skulle have tre retter.
Forretten var noget super lækkert hvidt brød, der var ristet med noget hvidløgssmør og med humus til. Super lækkert.
Ca. en halv time efter, at vi var færdige med at spise, kom der en tjener og fjernede en-to tallerkener ad gangen - ligesom de havde bragt maden: en-to tallerkner ad gangen.
Og derfra gik snakken, og nu ventede vi jo bare på hovedretten, og mens vi ventede havde vi noget god vin at drikke, så vi havde det fint. Men en time efter, at vores tallerkener var fjernet, sendte vi alligevel en eksspres ned for at høre, hvor maden blev af. Og da blev han oplyst om, at det var en buffet, som vi imidlertid nu måtte konstatere var kold og nærmest tom, og at hov, det havde de vist glemt at fortælle os.
Vi spiste det sidste, der trods det var koldt smagte rigtig godt, og fik bagefter en rigtig god dessert med æbletærte og hjemmelavet is og kaffe og te. Manageren kom ved kaffen op og fortalte, at hun beklagede meget for den dårlige service, og at vi fik maden gratis og kun skulle betale for vores vin og kaffe og sådan.
Så i det hele taget redede hun aftenen, og jeg tror vi allesammen er nysgerrige efter at komme igen og prøve en aften med god mad og god betjening.
Men vi kunne ikke lade være med at tale om, at det sgu er ærgeligt: Det er så tæt på! Og der skal så lidt til for, at det er rigtig lækkert.
Jeg kom til at tænke på episoden fra i aftes, da jeg ville dele et lille satirisk indslag fra en satirisk avis, som en har sendt til mig:
LILONGWE. Officials at the World Bank say Malawi is relying too heavily on exporting low cost unrefined children to child collector Madonna, and have urged the African nation to develop new value-added refined exports such as servile adults. Madonna could not be reached for comment as she is currently haggling with parents in a remote rural village.
Recent figures released by the Malawian department of Trade and Industry showed that the export of children had become the country's third largest generator of foreign currency after marijuana and hand-carved chess sets.
A spokesman for the Ministry, Sparkles Kabinde, confirmed that since Madonna acquired David Banda the international demand for Malawian infants had "spiraled out of control".
"It's like the post-Christmas sales," he said. "We're actually having to pull babies out of their hands. You can't behave like that. At least not until you've paid for the child."
This morning World Bank spokesman Hans Tiet begged the Malawian government to reconsider its policies on selling children to American celebrities on the rebound.
"We're asking them to look at putting their adults up for adoption," he confirmed.
"We know that there are thousands of families across the United States and Europe who have a huge amount of love to give a 25-year-old Malawian butler or cabana boy.
"Or if not love, at least a hutch out back by the woodpile and some blankets."
Kabinde said the Malawian government agreed with Tiet in principle, but added that the export of skilled adults remained a pipe dream.
"We'd love to export skilled adults, but we don't have any," he said. "Adults who can hold a broom or a spade are all working as gardeners for below minimum wage in South Africa, and those who aren't competent enough for brooms or spades are in government."
Asked what was propping up the Malawian economy, Kabinde explained that there were 38 senior citizens who were not in South Africa or in government who were keeping the country afloat by carving chess sets.
He would neither confirm nor deny that genetically modified marijuana was also an important source of income, but he said he knew someone who knew someone who might know, depending on who was asking, and whether they were paying in Rands or dollars.
Jeg håber, at I kan tage disse indslag med et smil på læben, for det er sådan alle disse afrikanske finurligheder bliver taget af os, der lever med det.
I går spiste vi nogle stykker på det resort, som Madonna havde lejet, da hun var her nede i forbindelse med hendes adoptionssag. Det er et helt enormt super lækkert sted, hvor der helt uden et sekunds tvivl er blevet brugt ri'tti' ri'tti' mange penge og tid på at skabe.
Vi var 9 mand, der havde bestilt bord og skulle have tre retter.
Forretten var noget super lækkert hvidt brød, der var ristet med noget hvidløgssmør og med humus til. Super lækkert.
Ca. en halv time efter, at vi var færdige med at spise, kom der en tjener og fjernede en-to tallerkener ad gangen - ligesom de havde bragt maden: en-to tallerkner ad gangen.
Og derfra gik snakken, og nu ventede vi jo bare på hovedretten, og mens vi ventede havde vi noget god vin at drikke, så vi havde det fint. Men en time efter, at vores tallerkener var fjernet, sendte vi alligevel en eksspres ned for at høre, hvor maden blev af. Og da blev han oplyst om, at det var en buffet, som vi imidlertid nu måtte konstatere var kold og nærmest tom, og at hov, det havde de vist glemt at fortælle os.
Vi spiste det sidste, der trods det var koldt smagte rigtig godt, og fik bagefter en rigtig god dessert med æbletærte og hjemmelavet is og kaffe og te. Manageren kom ved kaffen op og fortalte, at hun beklagede meget for den dårlige service, og at vi fik maden gratis og kun skulle betale for vores vin og kaffe og sådan.
Så i det hele taget redede hun aftenen, og jeg tror vi allesammen er nysgerrige efter at komme igen og prøve en aften med god mad og god betjening.
Men vi kunne ikke lade være med at tale om, at det sgu er ærgeligt: Det er så tæt på! Og der skal så lidt til for, at det er rigtig lækkert.
Jeg kom til at tænke på episoden fra i aftes, da jeg ville dele et lille satirisk indslag fra en satirisk avis, som en har sendt til mig:
LILONGWE. Officials at the World Bank say Malawi is relying too heavily on exporting low cost unrefined children to child collector Madonna, and have urged the African nation to develop new value-added refined exports such as servile adults. Madonna could not be reached for comment as she is currently haggling with parents in a remote rural village.
Recent figures released by the Malawian department of Trade and Industry showed that the export of children had become the country's third largest generator of foreign currency after marijuana and hand-carved chess sets.
A spokesman for the Ministry, Sparkles Kabinde, confirmed that since Madonna acquired David Banda the international demand for Malawian infants had "spiraled out of control".
"It's like the post-Christmas sales," he said. "We're actually having to pull babies out of their hands. You can't behave like that. At least not until you've paid for the child."
This morning World Bank spokesman Hans Tiet begged the Malawian government to reconsider its policies on selling children to American celebrities on the rebound.
"We're asking them to look at putting their adults up for adoption," he confirmed.
"We know that there are thousands of families across the United States and Europe who have a huge amount of love to give a 25-year-old Malawian butler or cabana boy.
"Or if not love, at least a hutch out back by the woodpile and some blankets."
Kabinde said the Malawian government agreed with Tiet in principle, but added that the export of skilled adults remained a pipe dream.
"We'd love to export skilled adults, but we don't have any," he said. "Adults who can hold a broom or a spade are all working as gardeners for below minimum wage in South Africa, and those who aren't competent enough for brooms or spades are in government."
Asked what was propping up the Malawian economy, Kabinde explained that there were 38 senior citizens who were not in South Africa or in government who were keeping the country afloat by carving chess sets.
He would neither confirm nor deny that genetically modified marijuana was also an important source of income, but he said he knew someone who knew someone who might know, depending on who was asking, and whether they were paying in Rands or dollars.
Jeg håber, at I kan tage disse indslag med et smil på læben, for det er sådan alle disse afrikanske finurligheder bliver taget af os, der lever med det.
mandag den 6. april 2009
Blantyre, allowances og professionalisme. Og Madonna.
Den opmærksomme læser (dig) vil vide, at jeg tirsdag for en uge siden blev orienteret om, at jeg skulle med til Blantyre selv samme dag, og at jeg skulle bruge min frokostpause på at pakke mine ting.
Jeg skal ikke kede jer med mine frustrationer over det lave informationsniveau igen, så jeg skal nøjes med at konstatere, at vi ikke kom afsted tirsdag eftermiddag, men først onsdag morgen.
Grace tilbød at komme og hente mig efter frokost og køre mig tilbage til kommissionen, og jeg luftede min bekymring over at skulle køre 4-5 timer i mørke ad de malawianske veje. Af flere grunde. For det første er der ikke politi på vejene, når det er mørkt. Eller. Der er aldrig politi på vejene, men ved siden af. Der er ikke rigtig politibiler. Kun enkelte 997 rapid response mother fuckers, der skyder først og spørger bagefter. Så af den ene eller den anden grund kører folk sprit stive rundt om aftenen. For det andet, er den der trend med at putte pærer i lygterne er ikke nået til Malawi endnu. Det gælder alle lige fra oksekærerne midt på vejen med lægter på tværs af vejene til bilerne over traktorerne til lastvogntogene med tobak. Og cyklerne. Og fodgængerne midt på vejen. Get my point? Det er tilrådeligt i helt ubeskrivelig vildskab at holde sig af vejen efter mørkets frembrud.
Anyway, på vej fra frokost til kommissionen var det, at Grace afslørede, at hun ikke kører afsted på langture efter kl. 15 af selv samme grund. Og denne gang mere end andre, for hun ville tage sin 6 måneder gamle søn med, da han stadig lever af modermælk.
Så som det viste sig var planen ikke at tage afsted tirsdag eftermiddag, men det var en hemmelighed. For som Grace sagde, hvis folk fik at vide, at der ikke var afgang tirsdag, ville der ikke blive færdiggjort nogen forberedelser. Og så var det først ud på eftermiddagen onsdag, at vi ville kunne komme afsted.
(Pssssst: for hver dag, der var planlagt afgang, vanker der 6.000 kwatcha (ca. 240 kr.) pr. næse i allowances. Til sammenligning får en maler, der regnes for uddannet arbejdskraft, 500 kwatcha pr. dag i løn.)
Onsdag morgen havde Grace sagt, at jeg ville blive hentet kl. 06.15. Så kl. 07.15 kom bilen og vi var afsted. Det var en rigtig fin køretur til Blantyre, hvor vi i realiteten ikke lavede noget, da vi kom frem, men aftalte at mødes kl. lidt over 7 på kontoret torsdag morgen. Vi skulle nemlig gerne lidt sydpå og besøge et fængsel i Chikwawa og bagefter nordpå for at besøge et fængsel i Zomba. I Chikwawa drejede det sig om at kigge på forholdene for svage/følsomme fanger. Dvs. enlige mødre, der har deres spædbørn med i fængsel, dødeligt syge eller gamle. I Zomba drejede det sig om dødsgangsfanger. Det viser sig, at der i den malawianske straffelov er obligatorisk dødsstraf for mord - dvs. ingen rum for at anføre formildend omstændigheder. Landsretten har imidlertid dømt det forfatningsstridigt som stridende imod menneskerettighederne. (Det har de bare ikke alle sammen fattet, så selv efter den nævnte dom, er folk blevet idømt den obligatoriske dødsstraf). Det er vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er dødsstraffen som sådan, der er blevet kendt forfatningsstridig, men den ubetingede og obligatoriske, der ikke giver rum for anerkendelse af særlige omstændigheder.
Jeg fandt et rigtig dejligt sted at bo. Kabula Lodge. Kostede 5.600 kwatcha pr. nat, men var bed and breakfast og var i det hele taget rigtig fint og havde den mest fantastiske udsigt over Blantyre. (Skal nok se om jeg kan få et par billeder op).
Torsdag morgen blev jeg så hentet kl. 7.30 og vi kørte til kontoret. Chrispine dukkede op omkring kl. 8 og så manglede vi bare Grace. Hun dukkede imidlertid først op lidt før kl. 11, da hun var ude for at få taget pasfoto af sin søn. Lad det blot være sagt, at jeg var irriteret.
Men vi kom endeligt afsted til et af Malawis mest moderne fængsler, hvor vi faktisk oplevede relativt gode forhold. Det var underbelagt, og det virkede som om, der var en god stemning derinde.
Kun en bekymrende ting blev vi mødt af. En ung 20 årig kvinde kunne meddele, at hun var der for mord. Hun havde, det indrømmede hun, slået sin bedstemor ihjel. Forklaringen involverede hekseri og overtro. Men summa summarum: hun havde gjort det. Hun var blevet fanget og smidt i spjældet i november, men var imidlertid ikke blevet bragt for en dommer. Meget kritisabelt. Mere kritisabelt er det dog, at hendes mand er anbragt i et andet fængsel for det samme mord, men som hun har begået. Han er heller ikke blevet bragt for en dommer. Is it just Africa?
Well, pga. vores forsinkelse nåede vi ikke mere den dag. Men turen til og fra Chikwawa var virkelig smuk og bragte os igennem det mest frodige og grønne bjerglandskab til det sydlige Malawi. (Skal nok også finde et par billeder af dette).
Fredag tog Chrispine til det omtalte stenbrud, hvor vi fandt, at stenbruddet ganske rigtigt efterlod de omkringliggende landsbyer i et støvdække, der dræbte deres planter og gav dem tuberkulose samt dræbte deres dyr. Men ikke nok med det. Fra tid til anden var der sprængninger med dynamit eller noget i stenbruddet. Og fra tid til anden, var der store sten (tennisbold-størrelse), der fløj afsted derfra og ødelagde deres huse.
Stenbruddet har haft de nuværende ejere i nærmest ti år, og det er en regel, at der skal være en miljøundersøgelse, før det kan tages i brug. Imidlertid har der aldrig været foretaget en miljøundersøgelse, men der har ikke desto mindre været givet tilladelse til stenbruddet alligevel. Meget mystisk. (Hvem sagde bestikkelse?).
Det var altså med andre ord helt vildt kritisabelt, og vi vil se, om vi kan få stoppet arbejdet, så landsbyboerne ikke er i livsfare for flyvende sten mv.
Spændende spændende.
Fredag eftermiddag kørte vi hjemad og var hjemme ved 21-tiden. Så det gav os lige 3 timer i mørke på vejene, men det var ok. Og jeg fik købt omkring 15 kg. grøntsager på vejen hjem for omkring 40 kr. I Mozambique:)
Det viser sig, at grænsen mellem Mozambique og Malawi visse steder udgøres af en landevej. På den ene side er det Malawi, og på den anden er det Mozambique. Der er ingen markering af grænsen, ingen hegn, ingen grænsekontrol, ingen intet.
Der var planer om at tage til søen i weekenden, men jeg følte, at jeg på det tidspunkt havde været nok på vejen, så jeg nøjedes med at tage ud og få et par øl med de andre fredag aften, og har ellers slået rod i bøgernes verden hele weekenden. Er i gang med The Chronicles of Narnia. Det er åbenbart noget, man skal have læst, så det gør jeg nu, selvom det er en noget barnlig fortælling. Den er dog helt utvivlsomt fantastisk velegnet til højtlæsning for børn - det virker meget som om den faktisk er skrevet til højtlæsning. Og universet er rigtig sejt.
I dag fik jeg så Madonna sagen igen. Hun fik ikke lov til at adoptere. Denne gang blev hun ikke anset for resident. Uden nogen særlig forklaring fsva. grunden til den anderledes linie, nåede dommeren frem til det præcis modsatte resultat, end i den første Madonnasag. Den er nu appelleret til Højesteret, og der skal vi agere Amicus Curiae igen.
Meget interessant. For mens jeg kan tilslutte mig, at jeg synes det var en noget fri fortolkning af resident, der blev resultatet af den første dom, synes jeg ikke, at barnets tarv er sat øverst i denne dom. Men mere om det på et andet tidspunkt. Jeg labber bare lige stjernestøvet i mig. (Jeg kommer helt sikkert ikke til at se Madonna eller noget).
I aften skal jeg forresten spise på det resort, som Madonna lejede, da hun var her (indtil i går).
Og nu er det snart torsdag, hvor jeg skal til Spanien og mødes med min dejlige kæreste:) Så det glæder jeg mig rigtig rigtig meget til! Skal faktisk til at have vasket underbukser.........
Jeg skal ikke kede jer med mine frustrationer over det lave informationsniveau igen, så jeg skal nøjes med at konstatere, at vi ikke kom afsted tirsdag eftermiddag, men først onsdag morgen.
Grace tilbød at komme og hente mig efter frokost og køre mig tilbage til kommissionen, og jeg luftede min bekymring over at skulle køre 4-5 timer i mørke ad de malawianske veje. Af flere grunde. For det første er der ikke politi på vejene, når det er mørkt. Eller. Der er aldrig politi på vejene, men ved siden af. Der er ikke rigtig politibiler. Kun enkelte 997 rapid response mother fuckers, der skyder først og spørger bagefter. Så af den ene eller den anden grund kører folk sprit stive rundt om aftenen. For det andet, er den der trend med at putte pærer i lygterne er ikke nået til Malawi endnu. Det gælder alle lige fra oksekærerne midt på vejen med lægter på tværs af vejene til bilerne over traktorerne til lastvogntogene med tobak. Og cyklerne. Og fodgængerne midt på vejen. Get my point? Det er tilrådeligt i helt ubeskrivelig vildskab at holde sig af vejen efter mørkets frembrud.
Anyway, på vej fra frokost til kommissionen var det, at Grace afslørede, at hun ikke kører afsted på langture efter kl. 15 af selv samme grund. Og denne gang mere end andre, for hun ville tage sin 6 måneder gamle søn med, da han stadig lever af modermælk.
Så som det viste sig var planen ikke at tage afsted tirsdag eftermiddag, men det var en hemmelighed. For som Grace sagde, hvis folk fik at vide, at der ikke var afgang tirsdag, ville der ikke blive færdiggjort nogen forberedelser. Og så var det først ud på eftermiddagen onsdag, at vi ville kunne komme afsted.
(Pssssst: for hver dag, der var planlagt afgang, vanker der 6.000 kwatcha (ca. 240 kr.) pr. næse i allowances. Til sammenligning får en maler, der regnes for uddannet arbejdskraft, 500 kwatcha pr. dag i løn.)
Onsdag morgen havde Grace sagt, at jeg ville blive hentet kl. 06.15. Så kl. 07.15 kom bilen og vi var afsted. Det var en rigtig fin køretur til Blantyre, hvor vi i realiteten ikke lavede noget, da vi kom frem, men aftalte at mødes kl. lidt over 7 på kontoret torsdag morgen. Vi skulle nemlig gerne lidt sydpå og besøge et fængsel i Chikwawa og bagefter nordpå for at besøge et fængsel i Zomba. I Chikwawa drejede det sig om at kigge på forholdene for svage/følsomme fanger. Dvs. enlige mødre, der har deres spædbørn med i fængsel, dødeligt syge eller gamle. I Zomba drejede det sig om dødsgangsfanger. Det viser sig, at der i den malawianske straffelov er obligatorisk dødsstraf for mord - dvs. ingen rum for at anføre formildend omstændigheder. Landsretten har imidlertid dømt det forfatningsstridigt som stridende imod menneskerettighederne. (Det har de bare ikke alle sammen fattet, så selv efter den nævnte dom, er folk blevet idømt den obligatoriske dødsstraf). Det er vigtigt at holde sig for øje, at det ikke er dødsstraffen som sådan, der er blevet kendt forfatningsstridig, men den ubetingede og obligatoriske, der ikke giver rum for anerkendelse af særlige omstændigheder.
Jeg fandt et rigtig dejligt sted at bo. Kabula Lodge. Kostede 5.600 kwatcha pr. nat, men var bed and breakfast og var i det hele taget rigtig fint og havde den mest fantastiske udsigt over Blantyre. (Skal nok se om jeg kan få et par billeder op).
Torsdag morgen blev jeg så hentet kl. 7.30 og vi kørte til kontoret. Chrispine dukkede op omkring kl. 8 og så manglede vi bare Grace. Hun dukkede imidlertid først op lidt før kl. 11, da hun var ude for at få taget pasfoto af sin søn. Lad det blot være sagt, at jeg var irriteret.
Men vi kom endeligt afsted til et af Malawis mest moderne fængsler, hvor vi faktisk oplevede relativt gode forhold. Det var underbelagt, og det virkede som om, der var en god stemning derinde.
Kun en bekymrende ting blev vi mødt af. En ung 20 årig kvinde kunne meddele, at hun var der for mord. Hun havde, det indrømmede hun, slået sin bedstemor ihjel. Forklaringen involverede hekseri og overtro. Men summa summarum: hun havde gjort det. Hun var blevet fanget og smidt i spjældet i november, men var imidlertid ikke blevet bragt for en dommer. Meget kritisabelt. Mere kritisabelt er det dog, at hendes mand er anbragt i et andet fængsel for det samme mord, men som hun har begået. Han er heller ikke blevet bragt for en dommer. Is it just Africa?
Well, pga. vores forsinkelse nåede vi ikke mere den dag. Men turen til og fra Chikwawa var virkelig smuk og bragte os igennem det mest frodige og grønne bjerglandskab til det sydlige Malawi. (Skal nok også finde et par billeder af dette).
Fredag tog Chrispine til det omtalte stenbrud, hvor vi fandt, at stenbruddet ganske rigtigt efterlod de omkringliggende landsbyer i et støvdække, der dræbte deres planter og gav dem tuberkulose samt dræbte deres dyr. Men ikke nok med det. Fra tid til anden var der sprængninger med dynamit eller noget i stenbruddet. Og fra tid til anden, var der store sten (tennisbold-størrelse), der fløj afsted derfra og ødelagde deres huse.
Stenbruddet har haft de nuværende ejere i nærmest ti år, og det er en regel, at der skal være en miljøundersøgelse, før det kan tages i brug. Imidlertid har der aldrig været foretaget en miljøundersøgelse, men der har ikke desto mindre været givet tilladelse til stenbruddet alligevel. Meget mystisk. (Hvem sagde bestikkelse?).
Det var altså med andre ord helt vildt kritisabelt, og vi vil se, om vi kan få stoppet arbejdet, så landsbyboerne ikke er i livsfare for flyvende sten mv.
Spændende spændende.
Fredag eftermiddag kørte vi hjemad og var hjemme ved 21-tiden. Så det gav os lige 3 timer i mørke på vejene, men det var ok. Og jeg fik købt omkring 15 kg. grøntsager på vejen hjem for omkring 40 kr. I Mozambique:)
Det viser sig, at grænsen mellem Mozambique og Malawi visse steder udgøres af en landevej. På den ene side er det Malawi, og på den anden er det Mozambique. Der er ingen markering af grænsen, ingen hegn, ingen grænsekontrol, ingen intet.
Der var planer om at tage til søen i weekenden, men jeg følte, at jeg på det tidspunkt havde været nok på vejen, så jeg nøjedes med at tage ud og få et par øl med de andre fredag aften, og har ellers slået rod i bøgernes verden hele weekenden. Er i gang med The Chronicles of Narnia. Det er åbenbart noget, man skal have læst, så det gør jeg nu, selvom det er en noget barnlig fortælling. Den er dog helt utvivlsomt fantastisk velegnet til højtlæsning for børn - det virker meget som om den faktisk er skrevet til højtlæsning. Og universet er rigtig sejt.
I dag fik jeg så Madonna sagen igen. Hun fik ikke lov til at adoptere. Denne gang blev hun ikke anset for resident. Uden nogen særlig forklaring fsva. grunden til den anderledes linie, nåede dommeren frem til det præcis modsatte resultat, end i den første Madonnasag. Den er nu appelleret til Højesteret, og der skal vi agere Amicus Curiae igen.
Meget interessant. For mens jeg kan tilslutte mig, at jeg synes det var en noget fri fortolkning af resident, der blev resultatet af den første dom, synes jeg ikke, at barnets tarv er sat øverst i denne dom. Men mere om det på et andet tidspunkt. Jeg labber bare lige stjernestøvet i mig. (Jeg kommer helt sikkert ikke til at se Madonna eller noget).
I aften skal jeg forresten spise på det resort, som Madonna lejede, da hun var her (indtil i går).
Og nu er det snart torsdag, hvor jeg skal til Spanien og mødes med min dejlige kæreste:) Så det glæder jeg mig rigtig rigtig meget til! Skal faktisk til at have vasket underbukser.........
Abonner på:
Opslag (Atom)