Lidt om Jack Bauer, Wroblevski og fridage

Ok, sidste uge var præget af to ting. 1: 24 timer og 2: maveproblemer.

Kathryn (det udvikler sig hele tiden) har tusind dvd'er, og jeg er gået i gang med at følge med i Jack Bauers liv i et helt ekstremt intenst omfang. Det drejer sig om sæsonerne 3, 4 og 5. Og hver sæson har 24 afsnit, der hver tager omkring 40 minutter (der er indkalkuleret 4 reklamepauser).

Til jer, der ikke har set 24 timer, følger man altså Los Angeles Counter Terrorist Units kamp mod terroristangreb på LA og USA. Og hver sæson afspejler et døgn i Jack Bauers liv, en time pr. afsnit.

Flere ting slår en, når man følger hans liv. En ting er, at han er i stand til at tage imod usædvanlig mange bank. En anden ting er, at han er i stand til at slå usædvanligt mange mennesker ihjel.

Efterhånden som mit kendskab til Jack er vokset, er han for mig gået hen og blevet en vor tids Macgyver. Han er en ørn til IT, han håndterer en gøp med en rutine, der vil efterlade Clinten med et mindreværdskomplex, og han slås næsten lige så godt som Van Damme. Men frem for alt er han i stand til at bygge alverdens komplekse bomber, maskiner og apparater alene med instruktioner via sin PDA fra CTU.

Jeg blev især imponeret i går, da jeg så en episode, hvor først dræbte den onde, og så skulle stoppe nervegassen fra at blive destribueret gennem gasanlæggets rør til Los Angeles' indbyggere ved at sprænge anlægget i stykker, inden nervegassen blandede sig med naturgassen. Finten var, at han var i stand til at løbe fra gaseksplosionen. Det har jeg respekt for.

Mit studium i Jacks liv og CTUs arbejdsmetoder (som inkluderer alle former for tortur - i den gode sags tjeneste og altid med Amerikas sag for øje) blev faciliteret af et mindre maveproblem, der efterlod mig i sengens trygge omgivelser onsdag og torsdag i sidste uge. Lad det være sagt med det samme: Wroblevskifaktoren var omkring 7-8, mens ToS bestemt ikke var imponerende og bestemt ikke noget, der er værd at tale om her.

Altså lige fra jeg kom, har jeg forsøgt at røre mig så meget som muligt. Jeg har lavet aerobics mindst 3 gange om ugen, er startet til volleyball hver onsdag, i tirsdags startede jeg til fodbold, og i mandags udskiftede jeg aerobics med vægtene.

Og i løbet af tirsdagens fodboldkamp, erhvervede jeg mig en ordentlig vabel under min højre storetå. Jeg forsøgte at kompensere ved at løbe mere på ydersiden af foden. Det resulterede i, at huden fra min lilletåsnegl blev revet af ned til undersiden af tåen. Konklusion: jeg skal på markedet og købe et par second hand u-landsbistands-sportssko.

Og ja. De skal være second hand u-landsbistands-sportssko. Det er nemlig ikke muligt at få fat i ægte sportstøj "first"hand. Der findes ikke den slags import. Så hvis du køber det fra nyt i en butik, så er det klipklappere, der har fået fine vægge, tag og snørrebånd.

Jeg håber at kunne finde dem i eftermiddag. Anyway, mit fysiske program havde i et eller andet omfang sat mit fysiske overskuelsesniveau ned. Og vægtene havde i særdeleshed bragt min overkrop tilbage til stenalderen.

Folk, der træner kan sikkert nikke genkendende til mit problem: Der er ingen, der gider lave en halv work-out. Man træner til man er træt. Og når man skal starte igen med at træne, så gider man altså ikke træne med halv vægt i forhold til, da man trænede sidst - selvom sidst var for over et år siden. Resultatet var, at da jeg onsdag morgen vågnede og ville frekventere toilettet opdagede, at ikke alene havde jeg usædvanlig travlt med at komme derud, jeg havde også usædvanlig svært ved at komme op af sengen.

Så jeg kaldte mig syg, hvilket viste sig at være et fornuftigt valg. Og et rart valg. Alle ved, at det er noget bullshit at være syg, og man kan sjældent nyde fridagene. Men min slags "sygdom" var, uden at behøve at gå i detaljer, mest præget af lettere hoved- og mavepine. Og altså muskelømhed af den helt onde slags. Men når jeg lå stille, var det jo ikke noget problem. Så jeg fik i løbet af onsdagen og torsdagen set fjerde sæson af 24 timer. Det vil sige 960 minutters eller 16 timers "24 timer". Siden er der taget hul på tredje og femte sæson.

Om fredagen var jeg så på arbejde igen, og der fik jeg lavet absolut INTET! Arh det er ikke helt sandt. Jeg kom fra morgenstunden, kl. ca. 8, og var til et møde med Grace og to andre. De to andre var i gang med at forberede en retssag omkring lovligheden af fængslingen af dødeligt syge mindreårige aids-patienter, alternativt muligheden for at sørge for benådning af dem.

Det lyder som et rigtig spændende projekt. Og det skal jeg deltage i sammen med Grace og de to andre, der kommer fra The Legal Aid Department. Kl. 11 røg strømmen imidlertid. Og den skulle vise sig ikke at komme igen resten af dagen. Det vidste vi jo bare ikke. Men hey! Jeg kunne jo begynde at kigge i the Prison Act eller the Pardon Act. Så ned i biblioteket og kigge på A3-arket med den komplette fortegnelse over Malawis love, der i øvrigt er fra '99 (enhver dansk jurist eller jurastuderende vil her studse over omfanget af de danske versus malawianske love). Jeps, kapitel 9.02. Ok, det er i bind I. Nårh nej, bind to er blevet væk. Så fra kl. 11 af havde jeg absolut INTET at lave. Det er da en anelse frustrerende. Især, når jeg kunne have set 24 timer! Hallo!

Weekendens strabadser kan opsummeres til to ting: 24 timer og det vistnok tidligere omtalte Theatre-sted. Måske hed det Ubunthu Theatre. Fredag aften var jeg hjemme og se 24 timer og det samme foretog jeg mig hele lørdagen, indtil kl. 16, hvor der indtraf strømafbrydelse, der først forsvandt kl. 22. I dette tidsrum spiste jeg aftensmad og læste lidt i skæret fra stearinlys. Så tog jeg til det der Theatre-sted ved 23-tiden og fik et lift hjem igen ved 1-tiden. Der var ellers lollipop-theme.

Men på trods af de unægteligt store begivenheder (24 timer og mine "helbredsproblemer") var sidste uges højdepunkt alligevel planlægningen af en påsketur til Spanien for Cecilie og mig.

Jeg har fået efterretninger om, at det er lidt koldt i Danmark, så jeg forestiller mig, at det er en rar forandring for Cecilie at komme lidt sydpå, og for mig bliver det rart at komme til Europa et smut og genopleve, hvordan man også kan få verden til at fungere.

En så simpel ting som internet, strøm, offentlig transport, trafiklys (og folk, der faktisk stopper for rødt), lys på bilerne, markeringer på vejene, telefonledninger, der ikke bliver stjålet pga. kobberværdien. Små ting, der får Europa til at være helt UENDELIGT længere fremme, end (visse steder i) Afrika. Jeg må til gengæld også i samme periode sige farvel til malawianernes åbenhed og hjælpsomhed.

Helt uden bump på vejen var planlægningen dog ikke. Jeg havde talt med Grace om den generelle holdning til, at jeg tog fri i visse perioder, og hun havde givet udtryk for, at det var der ingen problemer i. Da jeg så spurgte hende, om jeg kunne få fri fra torsdag den 9. april til fredag den 17. april, var hun nødt til først at høre the Executive Secretary. Altså hvad det indebar af forbeholdenhed kan jeg ikke vide. Og vi fik også tilladelse. Men jeg troede slet ikke, det ville være til debat.

Så jeg skal i denne uge have skrevet en anmodning om at få fri i tre uger fra mandag den 1. juni til fredag den 19. juni, hvor Cecilie kommer og besøger. Og jeg håber virkelig ikke det bliver et problem. Mit indtryk fra de personer, jeg har talt med om spørgsmålet, virker det som en formalitet, og som om, at alle får de fridage, de er berettiget til. Spørgsmålet er så, hvad de mener, at jeg er "berettiget" til som praktikant. Vi må se og håbe på det bedste.

For denne uge har jeg et par planer. I dag the Portuguese Club, i morgen fodbold, onsdag volley og fra fredag til tirsdag til søen med en masse skandinaver. Tirsdag er en offentlig helligdag, så jeg skal lige have ansøgt om fri mandag. Håber jeg kan lade sig gøre.

Men nu smutter jeg til frokost.