Den nye pige i mit liv...

Dette indlæg bliver mest af alt en masse billeder (lad os se, hvor mange billeder jeg kan nå at uploade, inden næste strømafbrydelse).

Men det handler om en pige, der er kommet ind i mit liv. Hun har ændret min opfattelse af mange ting, og hun er helt utvivlsomt en af de sødeste og smukkeste piger, jeg nogensinde har mødt.

Her er Olivia:

Lidt om Jack Bauer, Wroblevski og fridage

Ok, sidste uge var præget af to ting. 1: 24 timer og 2: maveproblemer.

Kathryn (det udvikler sig hele tiden) har tusind dvd'er, og jeg er gået i gang med at følge med i Jack Bauers liv i et helt ekstremt intenst omfang. Det drejer sig om sæsonerne 3, 4 og 5. Og hver sæson har 24 afsnit, der hver tager omkring 40 minutter (der er indkalkuleret 4 reklamepauser).

Til jer, der ikke har set 24 timer, følger man altså Los Angeles Counter Terrorist Units kamp mod terroristangreb på LA og USA. Og hver sæson afspejler et døgn i Jack Bauers liv, en time pr. afsnit.

Flere ting slår en, når man følger hans liv. En ting er, at han er i stand til at tage imod usædvanlig mange bank. En anden ting er, at han er i stand til at slå usædvanligt mange mennesker ihjel.

Efterhånden som mit kendskab til Jack er vokset, er han for mig gået hen og blevet en vor tids Macgyver. Han er en ørn til IT, han håndterer en gøp med en rutine, der vil efterlade Clinten med et mindreværdskomplex, og han slås næsten lige så godt som Van Damme. Men frem for alt er han i stand til at bygge alverdens komplekse bomber, maskiner og apparater alene med instruktioner via sin PDA fra CTU.

Jeg blev især imponeret i går, da jeg så en episode, hvor først dræbte den onde, og så skulle stoppe nervegassen fra at blive destribueret gennem gasanlæggets rør til Los Angeles' indbyggere ved at sprænge anlægget i stykker, inden nervegassen blandede sig med naturgassen. Finten var, at han var i stand til at løbe fra gaseksplosionen. Det har jeg respekt for.

Mit studium i Jacks liv og CTUs arbejdsmetoder (som inkluderer alle former for tortur - i den gode sags tjeneste og altid med Amerikas sag for øje) blev faciliteret af et mindre maveproblem, der efterlod mig i sengens trygge omgivelser onsdag og torsdag i sidste uge. Lad det være sagt med det samme: Wroblevskifaktoren var omkring 7-8, mens ToS bestemt ikke var imponerende og bestemt ikke noget, der er værd at tale om her.

Altså lige fra jeg kom, har jeg forsøgt at røre mig så meget som muligt. Jeg har lavet aerobics mindst 3 gange om ugen, er startet til volleyball hver onsdag, i tirsdags startede jeg til fodbold, og i mandags udskiftede jeg aerobics med vægtene.

Og i løbet af tirsdagens fodboldkamp, erhvervede jeg mig en ordentlig vabel under min højre storetå. Jeg forsøgte at kompensere ved at løbe mere på ydersiden af foden. Det resulterede i, at huden fra min lilletåsnegl blev revet af ned til undersiden af tåen. Konklusion: jeg skal på markedet og købe et par second hand u-landsbistands-sportssko.

Og ja. De skal være second hand u-landsbistands-sportssko. Det er nemlig ikke muligt at få fat i ægte sportstøj "first"hand. Der findes ikke den slags import. Så hvis du køber det fra nyt i en butik, så er det klipklappere, der har fået fine vægge, tag og snørrebånd.

Jeg håber at kunne finde dem i eftermiddag. Anyway, mit fysiske program havde i et eller andet omfang sat mit fysiske overskuelsesniveau ned. Og vægtene havde i særdeleshed bragt min overkrop tilbage til stenalderen.

Folk, der træner kan sikkert nikke genkendende til mit problem: Der er ingen, der gider lave en halv work-out. Man træner til man er træt. Og når man skal starte igen med at træne, så gider man altså ikke træne med halv vægt i forhold til, da man trænede sidst - selvom sidst var for over et år siden. Resultatet var, at da jeg onsdag morgen vågnede og ville frekventere toilettet opdagede, at ikke alene havde jeg usædvanlig travlt med at komme derud, jeg havde også usædvanlig svært ved at komme op af sengen.

Så jeg kaldte mig syg, hvilket viste sig at være et fornuftigt valg. Og et rart valg. Alle ved, at det er noget bullshit at være syg, og man kan sjældent nyde fridagene. Men min slags "sygdom" var, uden at behøve at gå i detaljer, mest præget af lettere hoved- og mavepine. Og altså muskelømhed af den helt onde slags. Men når jeg lå stille, var det jo ikke noget problem. Så jeg fik i løbet af onsdagen og torsdagen set fjerde sæson af 24 timer. Det vil sige 960 minutters eller 16 timers "24 timer". Siden er der taget hul på tredje og femte sæson.

Om fredagen var jeg så på arbejde igen, og der fik jeg lavet absolut INTET! Arh det er ikke helt sandt. Jeg kom fra morgenstunden, kl. ca. 8, og var til et møde med Grace og to andre. De to andre var i gang med at forberede en retssag omkring lovligheden af fængslingen af dødeligt syge mindreårige aids-patienter, alternativt muligheden for at sørge for benådning af dem.

Det lyder som et rigtig spændende projekt. Og det skal jeg deltage i sammen med Grace og de to andre, der kommer fra The Legal Aid Department. Kl. 11 røg strømmen imidlertid. Og den skulle vise sig ikke at komme igen resten af dagen. Det vidste vi jo bare ikke. Men hey! Jeg kunne jo begynde at kigge i the Prison Act eller the Pardon Act. Så ned i biblioteket og kigge på A3-arket med den komplette fortegnelse over Malawis love, der i øvrigt er fra '99 (enhver dansk jurist eller jurastuderende vil her studse over omfanget af de danske versus malawianske love). Jeps, kapitel 9.02. Ok, det er i bind I. Nårh nej, bind to er blevet væk. Så fra kl. 11 af havde jeg absolut INTET at lave. Det er da en anelse frustrerende. Især, når jeg kunne have set 24 timer! Hallo!

Weekendens strabadser kan opsummeres til to ting: 24 timer og det vistnok tidligere omtalte Theatre-sted. Måske hed det Ubunthu Theatre. Fredag aften var jeg hjemme og se 24 timer og det samme foretog jeg mig hele lørdagen, indtil kl. 16, hvor der indtraf strømafbrydelse, der først forsvandt kl. 22. I dette tidsrum spiste jeg aftensmad og læste lidt i skæret fra stearinlys. Så tog jeg til det der Theatre-sted ved 23-tiden og fik et lift hjem igen ved 1-tiden. Der var ellers lollipop-theme.

Men på trods af de unægteligt store begivenheder (24 timer og mine "helbredsproblemer") var sidste uges højdepunkt alligevel planlægningen af en påsketur til Spanien for Cecilie og mig.

Jeg har fået efterretninger om, at det er lidt koldt i Danmark, så jeg forestiller mig, at det er en rar forandring for Cecilie at komme lidt sydpå, og for mig bliver det rart at komme til Europa et smut og genopleve, hvordan man også kan få verden til at fungere.

En så simpel ting som internet, strøm, offentlig transport, trafiklys (og folk, der faktisk stopper for rødt), lys på bilerne, markeringer på vejene, telefonledninger, der ikke bliver stjålet pga. kobberværdien. Små ting, der får Europa til at være helt UENDELIGT længere fremme, end (visse steder i) Afrika. Jeg må til gengæld også i samme periode sige farvel til malawianernes åbenhed og hjælpsomhed.

Helt uden bump på vejen var planlægningen dog ikke. Jeg havde talt med Grace om den generelle holdning til, at jeg tog fri i visse perioder, og hun havde givet udtryk for, at det var der ingen problemer i. Da jeg så spurgte hende, om jeg kunne få fri fra torsdag den 9. april til fredag den 17. april, var hun nødt til først at høre the Executive Secretary. Altså hvad det indebar af forbeholdenhed kan jeg ikke vide. Og vi fik også tilladelse. Men jeg troede slet ikke, det ville være til debat.

Så jeg skal i denne uge have skrevet en anmodning om at få fri i tre uger fra mandag den 1. juni til fredag den 19. juni, hvor Cecilie kommer og besøger. Og jeg håber virkelig ikke det bliver et problem. Mit indtryk fra de personer, jeg har talt med om spørgsmålet, virker det som en formalitet, og som om, at alle får de fridage, de er berettiget til. Spørgsmålet er så, hvad de mener, at jeg er "berettiget" til som praktikant. Vi må se og håbe på det bedste.

For denne uge har jeg et par planer. I dag the Portuguese Club, i morgen fodbold, onsdag volley og fra fredag til tirsdag til søen med en masse skandinaver. Tirsdag er en offentlig helligdag, så jeg skal lige have ansøgt om fri mandag. Håber jeg kan lade sig gøre.

Men nu smutter jeg til frokost.

Wuhuuu kørekort

Fredagen endte ikke helt så afslappende, som jeg havde håbet. Efter en lang dag på arbejdet, og lige inden vi skulle i the Portuguese Club, meddelte Chrispine, at vi skulle ud til en flygtningelejr og tage billeder af en bil. Det passede mig ikke særlig godt, for jeg havde aftalt med flere mennesker at mødes til aerobics, men Chrispine insisterede på, at jeg blev nødt til at tage med. Jeg tror bare han syntes, at det ville være kedeligt at køre derud alene.

Anyway, det blev en fin tur et par timer nordpå og ud i lejren. På vejen mødte vi en gammel kvinde, som vi gav et lift. Hun havde ellers 10 km. foran sig lige inden mørkets frembrud, men hun havde kun penge til at blive kørt halvvejen. Vi gav hende naturligvis turen gratis.

Da vi var kommet hjem, skyndte jeg mig at hugge noget mad i mig, så jeg kunne få et lift af Kathrin (med K, viser det sig). Vi skulle mødes med en masse internationale på en Harry's bar. Derfra røg vi videre til nabostedet, der hed noget med Theatre, og vi endte på et sted, der vistnok hedder noget med Chez. Selvom folk bliver ved med at minde mig om navnet, er er det for mig spejlstedet med den blå gårdsplads.

Det viste sig at være en fantastisk sjov bytur, der først endte kl. 4.30, hvor jeg fik et lift at et svensk-finsk par, der hedder Carl og Anna.

Carl er en super fin (svensk) fyr, som jeg også spiller volleyball med. Han kunne berette om, at en simpel 512-forbindelse koster ca. 500 dollars. 500 DOLLARS!!!! Det skyldes åbenbart, at al internet foregår på sattelit-basis. Og som det maritime folk vil vide, så er sattelit-tekonologi hundedyrt at bruge.

Men i jagten på internet til area 14, plot 83, er vi gået i gang med at indhente forskellige tilbud. Tilbud, som i øvrigt er "confidential" (læs: prisen afhænger af, hvem du er, og det skal helst ikke ud, at der er kæmpe forskel i priserne). Confidential min røv...

Fredag aften fik jeg i øvrigt lokket mig med på et fodbold-hold, der spiller om tirsdagen. Og det er jo en super måde at lære flere at kende. Jeg er efter sigende urimeligt heldig at komme med på et hold så hurtigt, for normalt er der måneders ventetid (jeg klapper mig selv på skulderen).

Lørdag skete det uundgåelige. Første gang i byen efter lang tids relativ alko-tørke resulterede selvfølgelig i en uhyggelig omgang hovedpine. Kathrin var også i bund, så dagen blev tilbragt med at se serier på DVD.

Eftersom ingen af os havde noget i køleren, røg vi på restaurant. Men men men. Urutinerede og medtagne som vi var, havde vi ikke taget højde for, at det var Valentines Day. Derfor var vores førstevalg - The Four Seasons, hvor man kan få super lækre bøffer - naturligvis helt booket. Vi endte på en ganske fin indisk restaurant, hvor vi fik bord efter en halv time.

På den halve time bundede jeg tre colaer, og med dem forsvandt de sidste rester af tømmermænd. Endelig! Efter korte overvejelser om, hvorvidt vi skulle drikke en lille øl på Chameleon, valgte vi at tage hjem, og jeg fik mig en god nats søvn på 10 timer.

Det har faktisk ikke regnet siden da, og søndagen var et pragtstykke i fantastisk lækkert vejr og masser af varme. Og opmunteret af det gode vejr, som påvirker en hver nordbo som en rotte på speed, udfordrede jeg Francesco i Squash. Det blev et svigende nederlag, hvor han vandt 6 gange i træk. Han er til gengæld rutineret og har gået til det. Men jeg regner med, at min vilje til at vinde vil give mig det, der skal til for at vinde snart. Under alle omstændigheder var det rigtig sjovt. Bagefter lavede jeg mig en bananmilkshake og satte mig i haven og læste videre i min Afrika-bog.

I går skete det så. Efter, at jeg havde orienteret Chrispine om, at Grace havde sagt, at hun ville prøve at trække i nogle tråde for, at jeg skulle kunne få et kørekort på legitim vis, foreslog han mig, at vi lige på vej hjem fra frokost skulle køre forbi det lokale road triffic office, hvor han havde en ven. Fint fint.

Vi mødtes med vennen, og de begyndte at sludre på Chichewa. Og upti wupti, to timer efter sad jeg på allertvivlsommeste vis og ventede på et kørekort.

Men nu er jeg i hvert fald i besiddelse af sådan et. Så jeg kan købe bil, hvis jeg finder et godt tilbud. Og jeg kan i hvert fald låne bil uden at være bange for at møde en politipost på vejen.

Jeg stødte ind i en annonce på en 1997 Discovery V8 benzin til 52.000 kr. Jeg fandt dog ud af, at en sådan har et forbrug på omkring 6 km/l. Og med en benzinpris på 10 kr./l, valgte jeg droppe tanken. I stedet vil jeg kigge efter en billig bil til 15-20.000 kr. Og måske købe.

Det skal lige siges, at der er 150 % afgift på biler hernede, så de er ikke billige. Malawi er et sindsygt dyrt land at bo i. Taget i betragtning, at over 50 % lever under fattigdomsgrænsen, dvs. for under 1 dollar om dagen, er ølprisen på 1 dollar ret høj. Benzin på 10 kr. er ret dyrt. Biler er vildt dyre.

Nåh, back to work.

Uge 2

Endelig fredag. Selvom det for manges vedkommende er spændende sager, jeg arbejder med, bliver det alligevel rart at holde weekend.

For her i Malawi har de i et - for mig at se - tilfælde af hjerneblødning bestemt, at arbejdsdagen starter kl. 7.30 om morgenen og slutter kl. 17.00 om eftermiddagen. Jeg fik aftalt med Grace (Legal Director), at jeg kan møde kl. 8, men hun sagde samtidig, at jeg som intern ikke på samme måde som de almindeligt ansatte har en forpligtelse til at komme sharp kl. 8. Så jeg kan godt operere med et akademisk kvarter. Til gengæld går Chrispine (der som regel giver mig et lift hjem) og jeg først kl. 17.30.

Men selv dét er svært for mig. Jeg mangler helt evne til at se, hvordan det i tre måneder lykkedes mig at svømme kl. 7 hver morgen der hjemme. For når jeg vågner kl. 7 her, så er det første jeg tænker: NEJ, DET ER FUCKING LØGN! LUK ARRET, DIT LORTEVÆKKEUR! For jeg er helt færdig kl. 7 om morgenen.

Det skyldes jo nok dels det faktum, at jeg har en 9,5-timers arbejdsdag. Eller en 9,5 timers dag på arbejdet. For frokostpausen er på mindst halvanden time. Men det skyldes nok også dels, at jeg går til aerobics hver dag med Chrispine.

I hvert fald er jeg oppe kl. 7 og hjemme fra arbejde igen kl. 19. Så aftensmad til 20, og så er der kun to timer til, at jeg prøver at komme i seng kl. 22 - jeg har jo svært ved at komme op, remember...

Men aerobics. Jeg troede ikke det skulle overkomme mig. Men her er jeg altså. Jeg havde forsøgt at finde ud af, hvor man kan få noget motion her i Lilongwe. Jeg ville gerne svømme. Men der er ikke nogen svømmehal. Til gengæld er der i The Portuguese Club en udendørs fuld-længde pool, hvor jeg tænkte, at jeg ville svømme. Men due to min føromtalte så grundige solskoldning, er det ikke lige en mulighed. Men Chrispine skal tabe sig, og i the Portuguese Club kan man for 250 kwacha pr. gang (dvs. 10 kr.) gå på et aerobics-hold, hvor en 60-årig mand står og råber som en anden Lotte Heise på coke.

Anyway, jeg er super træt. Jeg sad faktisk lige i en anden sammenhæng og kiggede på netdoktor på de bivirkninger, der kan være forbundet med min malaria-medicin, Lariam. Ud over de almindelige 1-10%-forekommende bivirkninger som kvalme, diarré, søvninghed og søvnforstyrrelser, er der også andre mindre sjove ikke-almindelige 0,1-1%-forekommende bivirkninger så som bl.a. træthed, blodtryks- og hjerterytmeforstyrrelser, men også de helt kedelige som depression, hallucinationer, kramper, besvimelsesanfald, besvær med at styre arme og ben, psykoser hårtab og høretab. Man må sige, at når de skriver "bivirkninger", så mener de det.

Ok, så jeg kan måske være ramt af min malaria-medicin mht. min træthed. Men so far har jeg ikke haft svært ved at bevæge mine ben, og jeg hører stadig fint. Jeg føler mig ikke deprimeret eller psykotisk (endnu), og jeg har stadig alt mit hår.

I går var jeg til middag hos et dansk par, Theresia og Jacob, fra institut for menneskerettigheder, der også er her nede. De kan hjælpe mig, hvis jeg får problemer. Det var rigtig hyggeligt, og det viste sig i øvrigt, at de boede i den tidligere diktators elskerindes hus. Og det var et suuuuuuper lækkert hus. Men vi talte i hvert fald om forskellige muligheder for at lave nogle projekter sammen. Også en phd-studerende britisk pige var tidligere i sidste uge inde og foreslog, at vi kunne lave et projekt sammen. Så det ser ud til, at der kan komme mange rigtig spændende muligheder ud af det her.

Hmm jo, og så havde jeg fået en politirapport fra DK om, at jeg har et kørekort, udstedelsesdatoen, udløbsdatoen og kørekortnummeret, hvilket jeg havde fået at vide fra de lokale kørekortmyndigheder var nødvendigt for, at de kunne udstede et malawiansk kørekort til mig. Men ak nej. Da jeg var forbi deres kontor i går, var der en totalt flueknepper-embedsmand, der lukkede de forhåbninger ned. Det viser sig, at han ville have mig til at at skaffe et DK kørekort, som jeg skal køre med i 3 måneder her, inden jeg kan få et malawiansk et. Totalt irriterende. Til min (foreløbige) lettelse kom en anden embedsmand hen og sagde, at han nok godt kunne klare det. Så alt håb er ikke ude endnu.

I onsdags spillede vi volleyball igen, og denne gang vandt vi i al beskedenhed. Dog var vi pressede, og vi måtte bruge 3 sæt på at slå det tyske hold. Men who cares. Det var skide sjovt.

I denne weekend har jeg endnu ikke de store planer. Jeg skal nok lave lidt ballade med bl.a. Cathrin, som jeg bor sammen med og nogle andre internationale i aften, men lørdag og søndag her jeg endnu ikke lagt planer for. Chrispine spurgte ellers i går, hvad vi skulle lave i weekenden - hans gæstfrihed bliver ved med at overraske mig - men jeg overvejer lidt at tage en slapper og læse lidt. Jeg synes mit program har været ret tæt so far, og jeg trænger lidt til et hvil. Time will tell.

Forresten har Chrispine også inviteret mig til hans graduation ceremony i Sydafrika i april. Det har jeg sagt ja til at joine, så jeg tror vi flyver derned eller tager en bus. Så er det planen, at vi skal være der en uges tid. Kunne da være mega fedt at komme til Bloemfontein, Sydafrika også.

Ok, det var vist det for nu.

Første post på min nye blog!

Jeg ved ikke, om det bare er mig, eller om det er et typisk forekommende fænomen. Men da tiden for mit praktikophold var kommet, kom det bag på mig. Selvom jeg har vidst, at jeg skulle afsted i slutningen af januar 2009 siden begyndelsen af 2008.

Så lige pludselig var der ikke mere, end en uge til, før jeg skulle afsted, og jeg havde endnu ikke aftalt slut-dag i JM, organiseret nedpakning af mit værelse på Valkendorf eller klaret al medicinen. Og jeg havde slet ikke styr på, hvad jeg skulle have med mig.

For at komplicere tingene, blev min pung blevet stjålet onsdag den 14. januar, så jeg mistede mit kreditkort og kørekort - the works - var væk. Så jeg ventede også stadig på mit kreditkort, og kørekortet havde jeg lige så elegant droppet at rykke på. Havde min smidighed været dertil, havde jeg losset mig godt og grundigt i bollerne over det nu...

En yderligere komplicerende faktor var min urimeligt ringe eksamenspræstation i december, som jeg først fik svar på i slutningen af januar. Heldigvis endte alt godt, men det var først ganske kort tid, inden jeg skulle afsted, at jeg fik købt flybillet.

Ok, men der var afskedsmiddag onsdag den 28. januar, og jeg skulle afsted torsdag den 29. Det viste sig onsdag aften, at jeg havde misforstået hvad tid, jeg skulle flyve. Så det var godt, at far havde kigget papirerne igennem. Pakningen af værelset var planlagt til torsdag morgen, ligesom pakningen til turen var planlagt til samme morgen.

Og det hele lykkedes på et hængende hår - og kun med stor hjælp fra Cecilie.

Afsted til lufthavnen og farvel til far, Marianne og Cecilie, og jeg var afsted, og da begyndte det at gå op for mig, at jeg skulle være væk i 6 måneder. Alt imens står en lufthavnsofficial og råber igen og igen, at man skal tage jakken af, tømme lommerne og tage bærbare computere op af ens taske, når man skal igennem security-tjekket, og jeg synes jeg har styr på det hele. C'mon, jeg har jo fløjet tusind gange før. Men men men, Peter havde jo ikke taget sin computer op af tasken. Flot.

Men snart var jeg i luften på vej stik syd. Jeg skulle connecte i Frankfurt og Johannesburg, og på alle flyene, havde jeg vinduespladsen med midtersædet ledigt, så jeg havde masser af plads, og i det hele taget gik hele flyveturen glat. Der var dog den lille krølle, at min baggage blev forsinket i Jo'burg, så den først kom om tirsdagen ugen efter. Ret nederen ventetid, for jeg havde kun ét sæt tøj, og det var det, jeg havde rejst i, og som var gearet til den danske vinter.

Og på trods af, at Grace (min supervisor) bedyrer, at de ikke er så formelle, så er der ikke en eneste, der ikke går i jakkesæt og slips. Så jeg var glad, da min taske kom.

Det var en god uge, jeg kom til Lilongwe i. Sara Gottfredsen - en dansk pige, der tidliger har været praktikant i Malawi Human Rights Commission - tog mig samme weekend med en masse andre internationale til Lake Malawi, hvor jeg fik mig en ornli' syg forbrænding på ryggen (som stadig skaller...). På den måde fik jeg mødt en masse mennesker, og jeg fik snakket mig ind på et volleyball hold, der spiller hver onsdag.



Jeg bor et rigtig fint sted Francesco og Carmen og deres nyadopterede malawianske datter Olivia og to andre lejere, Cathrin og Avik. Francesco er 38 og italiensk, men opvokset i Malawi, Carmen er 30 og canadisk, men opvokset i Thailand, Cathrin er 27 og fra England, og Avik er i slutningen af 20'erne og fra Californien, men med indisk familie. Og de er alle sammen rigtig søde.

Jeg har et stort værelse med mit eget badeværelse. I pakken følger gartner, hushjælp, to vagter om aftenen/natten og to kæmpe, men rigtig søde rottveilere, Lynche og Kiko. Forresten går Lynche snart i løbetid, så om et parmåneder er der hvalpe:)

På kommissionen arbejder jeg tæt sammen med en 29-årig malawiansk advokat, Chrispine, som er super sød og gæstfri og tager mig alle steder hen. I weekenden var vi forbi hans landsby, som ligger 250 km nordpå, og når jeg siger hans landsby, så er det hans landsby. Hans far er høvding, og han er derfor arving til landsbyen - hvis han vil. Vi taler en tidslomme, hvor der bor 100 mennesker, hvoraf ingen har bil og kun tre har strøm: høvdingens tre koner. På billedet herunder ses fra venstre Chrispine, to koner, the village headman og endelig endnu en kone.

Det var en rigtig interessant oplevelse at se landsbyen, der på den ene side forekom utrolig idylisk sådan med mudderhytter og stråtag, men på den anden side kunne stille med de så kendte børn med fluer i hele ansigtet.

Men som Chrispine siger; da han voksede op uden el og uden luksus, så vidste de ikke, at der var en anden verden udenfor. Han havde det fint! Først nu kan han se, at det var et meget hårdt liv.

I landsbyen blev vi behandlet med den allerstørste gæstfrihed, og der blev serveret et hav af mad. Det bestod af ris og "nzima" - dvs. en slags majs-humus, som i deres måltid svarer til vores kartofler - med goat stew og grøntsager. Det smagte rigtig fint, og der var MEGET af det.

Senere fik jeg at vide af Chrispine, at et barn i landsbyen havde grædt fra det sekundt, jeg var kommet dertil, til det sekund jeg tog derfra. For barnet havde aldrig set en hvid mand før og var derfor rigtig bange. Andre børn rendte dog rundt i hælene på mig og smilede, var nysgerrige og tog billeder med mit kamera.

Chrispine tog mig i samme omgang med til en begravelse, han skulle til. Det var jeg lidt beklemt ved, for i Danmark er det jo en meget privat ting. Det viste sig hurtigt, at det aldeles ikke var upassende. Når en person i en landsby dør, så er det et landsby-anliggende. Og landsby-anliggende skal forsås udvidende, så familiemedlemmer til folk, der bor i landsbyen skal komme og arbejdskollegaer, lokalpolitikkere, you name it, skal komme. Jo flere der kommer, desto mere respekt vises der for familien.

Til begravelsen er der en del af gæsterne, dem, der kendte afdøde tæt, som sørger med den tætte familie, mens unge mænd, der ikke tilhører denne gruppe graver graven. Den gruppe var jeg og Chrispine i. Men vi havde ikke skiftetøj med, så jeg nøjedes med at hjælpe med at fælde et træ, som skulle udgøre sengen til kisten i graven. Og det var til stor morskab for de andre, at en mzungu (hvid mand) stod og arbejde. Det havde de ikke set før.

I vores del af selskabet var der en helt igennem god og glad stemning, og folk morede sig og hyggede sig - selvom det pis-øs-regnede. Naturligvis er det trist, når nogen dør, men for dem, der ikke er direkte berørt, fejre man den afdødes nye liv snarere end at begræde det tabte liv. Manden døde i øvrigt af aids - ligesom hans to tidligere koner var døde af aids. Hans nulevende kone og barn har hiv.

På kommissionen har alle taget rigtig godt imod mig og er rigtig søde ved mig og hjælpsomme. Indtil videre har jeg arbejdet med en sag angående (det meget hyppige) tortur begået af politiet, en sag, hvor en deputy police commissioner nægter at tvangsfuldbyrde højesterets dom, da den strider imod hans vens interesser og en sag, hvor en mand hævdede at han var ved at blive nægtet sin ret til arbejde. Denne sidste sag viste sig dog at rumme en meget utaknemmelig og grådig mand, der blot ønskede at suge penge ud af nogle personer, der har betalt hans skolegang og givet ham en stor sum penge og ladt ham være anpartshaver i deres selskab - ud af generøsitet. Meget mærkeligt.

Malawi er et land med nogle fantastiske mennesker. Alle er simpelthen så søde og hjælpesomme og høflige.

Selvom jeg kommer gående i mit jakkesæt med en rygsæk (noget, som de ikke bruger, og som er et vesten-symbol), og de går i deres lasede tøj, er de simpelthen så søde, siger godmorgen og hvordan går det. Den første mandag, hvor jeg kom, var der pga. en kæmpe kommunikationsbrist mellem kommissionen og institut for menneskerettigheder ikke forberedt noget til mig, og der var faktisk ingen på arbejde i min afdeling. Så jeg gik tidligt, men jeg havde ikke penge til minibussen. Så jeg gik ud på gaden, spurgte en mand, der viste sig at hedde Ben, om han kunne forklare mig, hvordan jeg kom til banken. Han tilbød at følge mig hele vejen.

I Malawi er der strømafbrydelse et par timer dagligt, så der var selvfølgelig ikke strøm til, at pengeaftomaten virkede, så jeg måtte gå tilbage med uforrettet sag. Men jeg kunne ikke helt overskue, hvordan jeg skulle finde vej hjem, så jeg spurgte en gut om vej. Han fulgte mig tilbage til hovedvejen, hvor fra jeg egentlig bare skal lige ud. Hen ad vejen stødte jeg ind i en ung kvinde, der hed Maria med hendes 3-årige søn på ryggen, som viste mig vej til den før-omtalte sti.

Indtil videre er jeg kun blevet positivt overrasket over malawianernes gæstfrihed og hjælpsomhed.

I sødags var jeg med Cathrin og nogle af hendes venner på the Four Seasons og spise frokost. Da vi drejede ud fra parkeringspladsen efter frokost og ud på vejen, blev vi passeret af en række militær- og politibiler, og Cathrin og Rebecca råbte til Toby, som kørte bilen, at han skulle stoppe bilen NU! og køre helt af vejen! NU! Det var præsidentens kortege. Det var tydeligt på de limoer og ambulancer, der også var i kortegen. Og på de militære personer, der vredt pegede på os og beordrede os af vejen. Man må ikke være i bevægelse, når præsidenten kører på vejen. Hvem sagde paranoia?

Jeg har læst lidt i en Afrika-bog, og det har jeg har læst so far, handlede om Uganda. Og lad det være sagt fra starten af: Idi Amin var en crazy son of a bitch. Men når han færdedes i trafikken, så kørte han i en åben Jeep alene. Han var en crazy son of a bitch, men han var en modig crazy son of a bitch. Det må man give ham.

Well back to work.