Et ufatteligt lavt informationsniveau

Goddag, det er Internettet,

Så kommer jeg på arbejde her til morgen, og der bliver talt om, at folk skal til Blantyre. Og først da jeg spørger selv, får jeg at vide, at jeg også skal med.

Blantyre er Malawis største by, og den ligger nede sydpå. Hvis dette kort ikke er læseligt, kan det findes i større udgave på: http://www.jacanaent.com/Maps/Malawi1.gif

Man kan også trykke på billedet.

Jeg skal altså til Blantyre her i eftermiddag og indtil søndag med kommissionen. Det drejer sig vistnok om et stenbrud, der efterlader de omkringliggende landsbyer i en sky af stenstøv, der går i lungerne og dræber deres planter og muligvis også deres dyr.

I det hele taget en spændende sag, og det er jo også rigtig spændende for mig at komme til Blantyre. Men jeg ville gerne have vidst det bare én dag på forhånd.

Well well jeg er jo ung og fleksibel, så frokostpausen bliver anvendt til at pakke, og så skal det hele nok gå i orden.

Så bliver det spændende at se, hvornår jeg kommer i nærheden af internet igen. Forhåbentlig snart.

Jeg var ellers lige kommet igang med at træne igen. Men nu må jeg nøjes med sjippetorvet resten af ugen.

Dette var Internettet.

Lidt om livet

Jeg er af en opmærksom læser blevet gjort opmærksom på, at det har skortet lidt på beskrivelser af, hvad jeg får tiden til at gå med mens jeg er på arbejde på Malawi Human Rights Commission. Så det vil jeg elaborere lidt over her. Jeg laver mange ting.

Altså jeg vågner omkring kl. 7. Snoozer til mellem halv otte og otte. Er på arbejde mellem halv ni og ni. Meningen er, at jeg skal være der kl. 8, men når begrebet African time i så høj grad gælder for de andre, som tilfældet er, så kan man ikke undgå at lade sig smitte.

Vel ankommet på kommissionen har jeg lige mulighed for at tjekke min mail og sådanne andre ting, der kræver adgang til internettet. Og så kan jeg ellers komme i gang med dagens dont. De sidste par opgaver jeg har haft har drejet sig om en slags udviddet kildesøgning.

Fx lavede jeg en opgave om politiets lovlige anvendelse af skydevåben. Det var en sag, hvor politiet havde stoppet en illegal kultransport. Taksten for illegale kultransporter (bestikkelsesprisen hos polisen) er 3.000 kwatcha, og denne chauffør var så uheldig at blive stoppet to gange. Han betalte første gang, men havde ikke til den anden patrulje. Så han ville tage dem med til chefen efter at have afleveret sin last. Politiet brokkede sig, men han kørte alligevel. Og så trak politiet våben of "forsøgte at stoppe ham". En undersøgelse af hans lastbil viste dog, at der alene var skudhuller i og omkring førersædet. Ingen huller i eller omkring hjulene eller andre steder, der kunne bringe lastbilen til et stop.

Sagen nåede medierne, og nu var der så retssag om emnet, hvor MHRC indtrådte som Amicus Curiae - en ven af retten. MHRC har mandat til at protect and promote human rights in Malawi in the breadest sense possible, men det henhører under rettens diskretion at vurdere, om den har brug for bistanden.

Anyway, en Amicus Curiae har til opgave at forbedre rettens retlige grundlag for sin beslutning. Jeg har i denne forbindelse fundet både nationale kilder, men også relevante internationale instrumenter til afgørelsen af sagen samt sager fra den europæiske menneskretsdomstol, hvor Domstolen har udtalt sig om fortolkningen af bestemmelserne i konventioner mv.

Det er en slags arbejde, som jeg har brugt en hel del tid på for nyligt. En anden ting, jeg har lavet er at tage med Chrispine ud til forskellige steder. I torsdags hørte jeg et rygte fra en, jeg kender i Legal Aid om, at de indsatte i Maula Prison ikke havde fået mad i 10 dage. Det måtte vi rykke på, for det var jo en potentiel katastrofe. Så vi tog ud til fængslet og talte med inspektøren, der fortalte os om problemet, dets årsager og dets omfang.

Det viste sig, at rygtet var overdrevet. Madkrisen skyldtes, at Admarc, hvor fængslerne køber deres majsmel til Nzima, var løbet tør for majsmel, så de kunne ikke få fat i noget. Så fra mandag til og med onsdag var der lidt frisk majs, bønner og kartofler til de indsatte. Men slet ikke nok. Og for den næste periode har Maula kun modtaget 1.2 mio kwatcha af de nødvendige 1.8 mio. Så der er snart krise igen.

Ellers har jeg taget mig af konkrete klager fra borgere, der mener at have fået deres menneskerettigheder krænket. De udfylder en formular, og jeg skriver et dokument med det relevante fakta, de relevante regler og et forslag til, hvad kommissionen skal foretage sig i sagen.

Ok. Det var lidt en intro til mit arbejde her. Arh, glemte noget: de der dage hvor der går timer uden, at jeg laver en bjælde.

I den forgangne uge er der sket noget drastisk. Som annonceret tidligere var der snak om, at mit ophold kun var 5 måneder. Sara kunne ikke forstå til St. Paddys festen, at jeg talte om et 6 måneders ophold. For hendes eget ophold var kun 5 måneder, og det viste sig, at det samme gjaldt for alle de andre tidligere praktikanter. Og Louises ophold i Rwanda er kun 5 måneder. Det talte jeg med Grace om, og hun var helt klar på det hele. Hvis det kun var 5 måneder, så er det kun 5 måneder. Så nu skal jeg hjem efter første uge af juli.

Og efter 5 måneder, hvoraf jeg har fået fri til at rejse rundt nogle uger, tror jeg også jeg vil nyde at komme hjem til den danske sommer. For selvom det er dejligt at være her, så er 40-45 timers arbejde om ugen nok til, at sommerferie i Danmark er fristende. Og i juni, hvor jeg skal rejse rundt med Cecilie i tre uger, får jeg forhåbentligt set rigtig mange af Afrikas fantastiske muligheder.

Men derudover var sidste uge mere eller mindre standard. Der var volley om onsdagen, hvor vi cementerede en tredjeplads i ligaen. Sæsonen er slut for nu, og den starter først igen efter påske. Volleyball er jo så undervurderet. Jeg overvejer virkelig at tjekke mulighederne for at spille derhjemme. Torsdag var der rugby, hvor jeg virkelig kunne mærke effekten af, at min arm havde efterladt mig doven og dvask. Mine muskler var virkelig ikke vant til at skulle bestille noget. Og selvom det gik fint, følte jeg mig bagefter som en gammel dame efter en ridetur på en rodeotyr. Pludselig vidste jeg, hvad de taler om, når de klager over leddene, når det regner eller trækker.

Som jeg har bitchet over flere gange tidligere er jeg træt hele tiden. Overvejede at droppe Lariam i sidste uge, men venter lige på at den sidste regn falder for dette "forår" (hvilket den vil gøre inden for den næste uge), før jeg gør noget drastisk. For Lariam giver rigtig god malaria-beskyttelse. Og så længe der er regn, er der mange myg.

Men trætheden satte præg på min sidste uge. Om fredagen gik jeg i seng kl. 21 med Madonnas adoptionssag.

Lørdag havde jeg dog ikke samme selvkontrol, og efter en afslappende dag med læsning og film med mine house mates, tog jeg ved 19-tiden til going away party hos Emmi og Panu, der skal til Finland nu. Emmi skal føde om 3 uger. Og fra festen tog jeg videre i byen, hvorfra jeg var hjemme ved 4-tiden. Men det var en rigtig sjov bytur. Igen var det lollypop tema, hvilket borger for spas og løjer i særklasse.

Som visse af jer måske måtte vide, adopterede Madonna i 2008 (ja 2008 - fra 2006 fostrede hun blot) David. Og nu vil hun adoptere endnu et barn. Faktisk var der her til morgen retsmøde om netop dette. Og min house mate, Avik, der arbejder i hendes foundation, mødtes med hende i går og i dag om det projekt, han laver.

Men det er endnu en lille gevinst ved at være her nede. Jeg kunne så ved samme lejlighed se, at Carmen og Francescos sag bliver behandlet bare en smule anderledes, end Madonnas. De har fået at vide, at de skal bo i landet i 18 måneder fra de startede med at fostre Olivia, inden de kan adoptere. Madonna var her i under en uge.

Hvor de 18 uger kommer fra er dog et mysterium for mig. I the Adoption Act kræves det, at man er resident i malawi for, at man kan adoptere. Der står ingen steder noget om 18 måneder - hvad pressen også fejlagtigt har antaget. Hvad resident vil sige er forskelligt alt efter, om man kigger på dommen i Madonnas første sag på den ene side, og på hvad ordet resident er blevet tillagt af betydning i andre jurisdiktioner og i Oxfords engelsk-ordbog. I Madonnas sag sagde dommeren blot:

The requirement to residence, in my view, is also intended to enable the system in Malawi to verify the standing and disposition of the applicants with some degree of certainty.

... interessant...

Men altså nu er præcedens dannet, og andre kan vel håbe på, at deres standing og disposition med some degree of certainty der klar for deres dommer. Som det altså var tilfældet med Madonna.

Nåh, men måske kommer jeg til at få mulighed for at behandle den næste adoptionssag, hvis det kommer dertil. Og igen - som kommissionen gjorde sidst - som Amicus Curiae. Men stjernefaktoren er da intakt!

Men nu er klokken ved at være træningstid, så jeg må smutte. Selvom jeg først lige havde fået skrevet mig varm!

Endnu en uge gået

Jeg synes faktisk lige jeg har skrevet det sidste indlæg. Men der er sgu gået endnu en uge. På nogle måder går tiden enormt hurtigt. På andre not so much.

Mest bemærkelsesværdigt for sidste uge var nok udviklingen med min arm, som der er billeder i sidste indlæg. Jeg fik jo den omtalte blodprøve taget, og min arm hævede op. Den blev ikke mindre og ikke bedre. Faktisk virkede det lidt som om den blev værre. Og situationen endte med, at jeg kunne strække min arm 130 grader med stor smerte. Torsdag tog jeg tilbage til ABC Clinic for at høre, om de havde en ide om, hvad der skete.

Så inde i konsultationen hos den amerikanske læge John Jones, måtte han sgu indrømme, at han aldrig havde set noget lignende. Så han hentede den anden læge ind til også at se på det. De diskuterede lidt og fortalte så, at inden de ville sende mig til operation, ville de gerne forsøge et mere konservativt alternativ først. Så de sendte mig til fysioterapeut. Hey, wait a minute! Inden operation!!!? What the fuck!

Fysioterapeuten var helt rolig og sagde, at det bare var fordi min blodåre ikke var lukket efter blodprøven, og der var fosset blod ud i en uendelighed i min arm. Så der var til sidst ikke plads til, at mine muskler og sener kunne arbejde. Så hun gav mig ultralyd og massage og et kvarters frost-omslag, og da jeg gik derfra var forbedringen enorm - især taget i betragtning, at der på det daværende tidspunkt var gået over en uge uden nogen som helst fremgang.

Jeg tog forbi fys'en om fredagen også, og skal endelig dertil igen i dag for en sidste behandling. Og det er næsten væk nu. Så 1-0 til semi-videnskaben.

I onsdags var jeg til en workshop om trafficing in persons på Capitol Hotel (hvor St. Patty's Day også blev holdt). Til workshoppen deltog flere MP'ere og en minister foruden flere repræsentanter for forskellige ministerier, ngo'er, høvdinge osv. I alt formentlig omkring 100 personer.

Det var en fin workshop, hvor der blev snakket om en masse fornuftige ting. En ting, der dog undrede mig var, at det materiale, som der skulle diskuteres på workshoppen var en rapport på ca. 100 sider, der først blev udleveret, da vi kom til workshoppen. Ret svært at forberede sig på. Der blev også udleveret små uddrag af rapporten. Og så skulle medlemmerne af lov-kommissionen holde oplæg om forskellige dele af rapporten. De oplæg, der blev holdt, var oplæsning af de små uddrag af rapporten. - Jeg forestiller mig, at man kunne rationalisere processen ved at udlevere rapporten først og så i øvrigt holde oplæg om andet, end hvad folk kan læse sig til. Og det er også uendeligt kedelige at høre på oplæsning.

Men ok. Indholdet var sådan set fint nok, og det virkede alt sammen fint. Et af emnerne, der blev diskuterede - som altid - var funding. Der er jo ingen penge i dette land. Så det var i høj grad afhængigt af bistand fra FN og lign.

Det, der så bare undrer mig helt vildt er, at alle, der ikke kom fra Lilongwe, ville få ikke blot deres rejseudgifter refunderet, men også to overnatninger på Capitol Hotel à 115 USD pr. nat og alle modtog mindst 2.000 Kwatcha, ligesom de overnattende ville modtage et tilsvarende beløb til den anden dag.

Ok fair nok. Der skal betales rejseomkostninger. Det er ok. Og det er også ok, at der skal betales for overnatning i Lilongwe for høvdingene fra små landsbyer langt væk, der ikke har en reje. Men to overnatninger? På et super dyrt hotel? Er det virkelig nødvendigt? Og 2.000 kwatcha til alle pr. dag? Er det virkelig nødvendigt? Fx modtog jeg og kommissionens anden repræsentant til workshoppen 2.000 kwatcha. Jeg får jo ikke løn fra kommissionen, men det gjorde han. Så hvorfor bruge donorpenge på dét?

Der er simpelthen en kultur omkring allowances her i Malawi, der gør, at folk ikke tager til workshops og lignende, hvis de ikke får penge for det. Det er jo vildt frustrerende! Først sidder vi og diskutterer, hvordan vi kan få penge til at løse det store og forfærdelige problem med trafficing in persons, og så snupper alle deltagerne lige flere tusinde dollars. For at gøre deres arbejde!!! Jeg var målløs, og jeg donerede straks mine penge til et hjem for handicappede. Jeg syntes det var så forkert at få penge for det!

Hvordan skal Malawi nogensinde komme ud af sit dynd, hvis malawianerne selv tager alle pengene fra projekterne som betingelse for overhovedet at arbejde på det? Hvorfor skulle donorerne betale mange penge til Malawis udvikling, hvis de bare ryger i lommerne på dem, der skal løse problemet?

I weekenden var jeg ved Cape Maclear ved søen. Vi skulle have været forbi en musikfestival kaldt Elev8, men det regnede og regnede, så vi kom ingen steder.

Til gengæld blev vejene helt oversvømmede, så vi skulle igennem et knæhøjt flodløb, der krydsede vejen. Godt, at vi havde en Rav4 med høj frihøjde. Vi kom igennem, men den sedan, der kørte lige før os, den startede ikke igen... Gisp.

Sidste nye er, at mit praktikophold måske allerede kommer til at slutte i slutningen af juni/begyndelsen af juli. Mere om det senere når jeg ved mere.

Tha-tha-tha-that's all folks;)

Lidt småsyg

Siden sidst er ikke meget sket. Altså jeg kom hjem fra søen om tirsdagen i forrige uge og havde derfor onsdag-fredag på arbejdet. Weekenden bød på en enkelt tur på bar om fredagen med Carl, Anne, Katja, Yan og Andreas. Og selvfølgelig de andre, der var på baren. Der blev blæst til afterparty hos tre englændere i anledning af en 25 års fødselsdag, hvor vi endte med at være uendeligt få der tog til. Så hurtigt taxa hjem.

Lørdag brunch og afslapning.

Om søndagen var jeg på beauty sallon med Carl og Roger, og om eftermiddagen var der volleyball på the Shack.

Altså tilbage i 2005 var jeg med Thomas i Asien, og én af de ting, vi fik prøvet der var at få en facial. Lyder tøset. Er tøset. Indrømmet. Men fuck hvor er det bare afslappende! Og som i
Vietnam udmærkede denne ansigtsbehandling på "the Rose" sig ved at være billig: ca. 80 kr. I like.

Carl, Roger og jeg havde tid hos frisøren lige efter hinanden. Så mens Roger blev klippet, fik jeg en facial (ok herefter: ansigtsbehandling), og mens jeg blev klippet, fik Roger en ansigtsbehandling. Og lad mig bare sige det ligeud: Det er ikke sidste gang, jeg betaler 80 kroner for en ansigtsbehandling. For det er jo super super dejligt!



Volley var super sjovt, og vi var ca. 15 pesoner. Det var super lækkert vejr, og der blev spillet i bar overkrop og tannet for alle pengene. Nogen havde taget en køleboks med kolde Carlsberg med og stemningen var i top.

Jeg blev skadet ved et uheld ved, at en landte med sine kondisko på mine bare tæer, så gruset fra banen skrabede det meste af min hud af oversiden af min fod. Men så længe musikken spiller, er der ikke noget problem.

Planen var, at der var BBQ hos Katja efter volley, men som eftermiddagen skred frem, fik jeg det dårligere og dårligere. Startede ud som følelsen af tømmermænd - selvom der slet ikke var noget at have tømmermænd over. Så jeg meldte afbud på BBQ og gik i seng. Og det skulle jeg så ellers blive de næste 4 dage.

Kathryn havde fået en slem omgang øjenbetændelse, så hun var også hjemme. Det gav os mulighed for at se femte sæson 24 timer færdig. Nu har vi ikke flere sæsoner. Krise! Men Kathryns sygdom gjorde det også muligt for mig at komme på hospitalet om tirsdagen og blive tjekket - hun har jo bil. For en sikkerheds skyld ville jeg gerne tjekkes for malaria.

Jeg fik taget en blodprøve, der viste, at jeg ikke havde malaria og en næsetest, der viste, at jeg ikke havde influenza. Så jeg havde feber pga. en eller anden virus.

Hende sygeplejersken, der tog blodprøven var ellers ikke særlig rutineret har det vist sig. For siden jeg fik taget blodprøven, har min arm været grundigt hævet og jeg har nu et kæmpe blåt mærke på armen, der er så hævet, at den ikke kan strækkes helt ud eller bøjes helt uden relativt stort ubehag.


Nåh, men torsdag var jeg frisk igen, bortset fra en hosten og min arm-hævelse, og jeg var på arbejde igen. St. Patricks Day-arrangementerne begyndte også torsdag, så vi var lige hurtigt nede på Chameleon og drikke en øl og se irsk folkemusik. Det viser sig, at den Irske stat betaler for, at der kommer irske folkemusikere rundt til samtlige Irlands repræsentationer i verden i anledning af St. Patricks Day. Det må være dyrt...

Lørdag aften var der St. Patricks Day's fest på Sunbird Capitol Hotel - Lilongwes dyreste hotel, der koster over 100 USD pr. nat, men er alligevel er uendeligt langt fra at være lækkert. Arrangementet gik ud på, at man betalte 5.500 kwatcha (ca. 200 kr.) og for det fik tre retter mad + øl og vin ad libitum under maden og bagefter fest, hvor man skulle betale for drikkevarer i baren. Alt i alt var det en rigtig sjov fest, hvor jeg fik mange komplimenter for min påklædning.

I min uvidenhed må jeg indrømme, at jeg ikke helt er klar over, om det er pga. Irland eller St. Paddys', men Carmen instruerede mig i, at jeg måtte have grønt på, og hun klippede en masse kløvere ud af en grøn papirpose, der blev sat på min grønne polo som brosche og på mit bælte hele vejen rundt. Den gik rent ind, men pointene må vel retfærdigvis gå til Carmens opfindsomhed.

Jeg har ingen planer for hverdagene i denne uge endnu. Jeg tror mange af dem skal gå med at læse. Jeg er kommet rigtig godt igang med Jordens Søjler, som jeg fik af Marianne og Christoffer, og som klart kan anbefales. Derudover har jeg en masse James Bond film, jeg gerne skulle have studeret lidt nøjere. Tror ikke der kommer til at være så meget sport på programmet, for min arm er ikke helt klart til det.

I weekenden skal jeg til Cape Maclear ved søen med Roger, Gina, Anne og Carl, Pannu og Emmi, Andreas, Katja og Marthe. Jeg tror nok, at det er gruppen. Bliver rigtig hyggeligt!

Og så er der bestilt hotel og bil til Spanien:) 114 euro for bil (Ford Ka) og 1.000 kr. for 4-stjernet hotel to nætter for to personer i centrum af Madrid. Det bliver jo perfekt!

Afslapning ved søen

Jeg kom til Malawi uden et eneste kendt ansigt i sigte. Jeg havde ganske vist talt med Sara Gottfredsen (en tidligere praktikant i MHRC, der stadig er i Malawi) over mail, og jeg havde også fået arrangeret bolig hos Carmen og Francesco. Men stadig. Jeg kendte dem ikke. Det viste sig, at alle var enormt søde, hjælpsomme og venlige.

Men jeg har helt klart forsøgt at være udadvendt og møde mennesker og være med til forskellige ting. Som sagt er det træning mandag, onsdag og fredag, fodbold om tirsdagen, volley om onsdagen og rugby om torsdagen og så et eller andet i løbet af weekenden. Og det har været rigtig godt. Jeg har ikke siddet og kukkeluret i værelset alene og jeg har ikke følt mig som Palle alene i verden.

Så efterhånden har jeg fået mig nogle gode bekendtskaber. Carl, som jeg spiller volley med om onsdagen, inviterede mig i sidste weekend til søen med ham og nogle andre. Og det ville jeg da gerne. Det var et finsk ægtepar, Panu og Emmi, Carl og hans kone Anne, en norsk Unicefarbejder, Roger og hans norske veninde Marthe, en tysker, Andreas, en amerikaner, Gina og en waliser, Gwawr.

Så vi skulle afsted tidligt i løbet af fredag eftermiddag, for vi skulle 500 km op nordpå, og efter mørkets frembrud er der større chance for at overleve russisk rulette med en fuldt ladt seksløber end den malawianske trafik. Folk kører konsekvent ikke med lys - heller ikke de 25 meter lange lastvognstog. Og det der med don't drink and drive? Det har de ikke hørt om.

Så jeg ville blive hentet kl. 14 hjemme i Area 14.

Grace har ansøgt om temporary recidence permit for flere uger siden, men der er ikke kommet noget nyt fra immigrations. Så ved frokosttid i fredags gik det op for mig, at der var 3 dage tilbage på mit indrejsevisum fra lufthavnen. Fuck. Så havde jeg 45 minutter til at komme til immigrations og få nyt stempel og tilbage igen og pakke mine ting til vores tur til søen. Og det der med hurtig ekspedition af myndighederne i visumsager, det er en by i.... Afrika.

Ej det viste sig faktisk at gå nogenlunde gnidningsfrit, og 200 kr. fattigere (ikke bestikkelse, men gebyr), var jeg autoriseret til at blive i landet endnu 30 dage. Og jeg var kun halvanden time forsinket. Men det var de andre også, så det hele passede faktisk perfekt.

Afsted op nordpå. 5 timer senere ramte vi Mzuzu, der er en relativt stor by i Malawi, hvor vi skulle overnatte. Roger havde sørget for hotel og det hele var klart, da vi kom. Han har boet i Malawi 5 år, og har efterhånden været rundt omkring og har en vis rutine i den slags ting. I hvert fald var det super fedt.

Efter aftensmaden og 5 mislykkedes forsøg på at drikke en kop kaffe, der ikke smagte af atomaffald, tog vi på bar. Alle på nær Carl og Emmi, der er gravid i vistnok 7. måned. Vi var tre steder. Først en Sports Café (dvs. en lokal bar) og så nabo-stedet, der var lidt mindre befolket og endelig på Mzuzu Hotel, der om fredagen har diskotek.

Karakteristisk ved at gå ud i Malawi er, at det som altovervejende hovedregel er mænd og prostituerede, der går ud. Konerne og respektable kvinder tager ikke på bar. Der er vist nok et par enkelte stammer, der ikke ser skævt til kvinder i byen. Så det er ret specielt for de lokale, når vi trak Anne og Marthe med på bar. Men de accepterer, at de ikke er prostituerede, og der bliver ikke set ned på dem. Det er bare mærkeligt for dem. Anne fortalte om en episode, hvor en malawiansk mand ikke havde givet op og var blevet ved med at spørge: "how much".

Anyway, det var rigtig sjovt, og vi endte som sagt på Mzuzu Hotel, der er et ret fint sted. Jeg faldt i snak med den regionale guvernør, Harry, som jeg senere har fået fortalt er en meget velhavende dollar-millionær. Han insisterede på at købe drinks til mig inviterede mig og mine venner til at overnatte på hans guesthouse gratis og med chauffør og det hele. Jeg takkede dog pænt nej, og lod hans ven/fan/ansatte stå og lovprise Harry for, hvor god han er. Han var virkelig meget venlig, men samtidig var han den mest overlegne malawianer, jeg har mødt so far.

Ved 2 tiden tog vi hjemad igen. Rart nok er Mzuzu en by, hvor man ikke skal være bange for at blive overfaldet efter mørkets frembrud, så vi kunne gå hjem. Hvilket nok var meget godt, taget i betragtning, at vi, da vi nåede hotel-porten blev indhentet af en Toyota HiLux med tre passagerer på laddet, hvis chauffør formentlig har haft en alkoholpromille på omkring hundrede. Han vaglte i hvert fald at ramme direkte ind i porten. Så vi holdt os i sikker afstand af vejbanen resten af turen hjem.

Næste morgen tog vi på det tanzanianske marked, hvor man kan få alt i kopivarer som et andet asiatisk marked. Jeg blev selv den lykkelige ejer af et par 50cent boxershorts og en "I love Jesus"kasket.

Senere samme lørdag kørte vi til vores destination ved søen, Myoka Village. Det var halvanden times bilkørsel derfra ad nogle mere og mere tvivlsomme veje, indtil vi nåede til området, hvor 4x4 klart var nødvendigt. Vi kunne tilfredse konstatere, at der var sat hak på tjeklisten ved 4x4 for vores biler, så vi klarede den fint og kom frem til et rigtig back packer paradis, hvor jeg og Andreas havde hver vores single-bungalow helt ud til søen, og hvor Roger og Marthe, Emmi og Pannu samt Anne og Carl havde delehytter længere oppe ad skrænten. Fire dages (næsten) uafbrudt perfekt solskinsvejr var begyndt.

Der var dømt total afslapning i løbet af første dag, og i om aftenen var der drinks, øl og pool. Det hele sluttede kl. 5 om morgenen, da vi gik i seng, 4 timer efter, at baren havde lukket.

Om søndagen havde vi booket en bådtur ud på søen og rundt og lave noget cliff-diving, havørnefotografering og generel rekreation. Det var fantastisk, og det vrimler med havørne, der sidder i trætoppene langs søbredden.


Vores skipper havde til lejligheden taget nogle døde fisk med, som vi kunne kaste få meter fra båden, hvorefter havørnene ville brede vingerne ud, og svæve ned og hente fiskene op lige ved siden af os.



Efter at have lavet udspring fra klipperne, endte vi på en strand, hvor der til vores tilfredshed ikke var andet end lokale. Det er så fedt ved søen, at den ikke er spoleret af turisme og hoteller, men er helt autentisk med lansbyer tæt ved, hvor der kun bor lokale.

Vi spillede volley med nogle af de store børn (i den sene teenagealder) og tog hjemad igen ved 17-tiden. Om aftenen var luften taget ret meget ud ad ballonen, og vi var nogenlunde tidligt i seng med kun få drinks indenbords efter, at Marthe og jeg havde banket de andre i Matador.

Mandagen var ren afslapning på stranden og kortspil om aftenen og tirsdag omkring middag, stak vi næsen hjemad igen.

Her tilbage på kommissionen er der begyndt at tikke et par spændende opgaver ind. Jeg skal bl.a. undersøge offentligt ansattes muligheder for at stille op til parlamentsvalget, hvori indgår en komparativ analyse af de sydafrikanske og engelske konstitutionelle regler på det samme område.

Kommissionen er nemlig kommet i uføre, da Chrispine har kommet til at udtale sig til medierne om et område, hvor der ikke var givet go-ahead fra ledelsen, og på et område, der bestemt ikke er entydigt.

I aften er der dømt volley, i morgen rugby og drinks på chameleons og i weekenden har Carl, Anne og jeg talt om at arrangere en spilleaften, måske søndag.

Men back to work igen:)

Hygge!