District Six, vinsmagning og pingviner

Tirsdag var en dag, som jeg måtte tilbringe alene i Cape Town. Så jeg havde udstyret mig med Lonely Planet og tog til Long street for at spise morgenmad. Long street er Cape Towns svar på Kao San Road i Bangkok og er kort sagt der, hvor der er fest og ballade. Men også der hvor man finder cool caféer og 2nd hand book shops.

Så jeg tog en universitetsbus (gratis for de studerende - og jeg ligner en student) til området nær Long Street og gik en tur op og ned for at se, hvad den kunne byde på, inden jeg fandt en café, hvor jeg fik noget mad og konsulterede Lonely Planet yderligere.

Efter sigende er District Six Museum det essentielle museum at se, når man er i Cape Town. Så jeg smuttede dertil på gåben fra Long Street igennem byens centrum og kom ind i et museum, der var meget forskellig fra, hvad jeg havde forestillet mig.

Inde i District Six Museum

Min oplevelse af museet var en anelse skuffende. Jeg havde ikke sat mig vildt meget ind i, hvad det kunne byde på hjemmefra, men havde derimod forestillet mig, at jeg ville få al den slag information on location.

Uheldigvis for mig var der ikke flere informationsfoldere, så jeg var overladt til Lonely Planets guide over District Six.

District Six er så vidt jeg har forstået et område af Cape Town, der var specielt før Appartheid for sin unikke befolkningssammensætning. Du kunne finde alle befolkningsgrupper, og der var et helt dynamisk liv.

Som en del af Appartheid blev District Six erklæret et whites only område og som led i tvangshåndhævelsen blev området bulldozet ned og jævnet med jorden. Museet viser så, hvordan District Six var før dette.

Lonely Planets beskrivelse går noget lignende "as much for as about those who lived in District Six" og passer perfekt på mit indtryk. Det var som om det blev forventet, at man vidste hvad det var, man så. Og det gjorde jeg ikke.

Efter District Six var det meningen, at jeg skulle tage toget til Simon's Town og se pingviner. Men tiden var løbet fra mig, og jeg ville ikke kunne nå tilbage med toget inden mørkets frembrud - og toget er ikke sikkert om aftenen.

Så jeg fandt Long Street Café, hvor jeg købte mig lidt nachos og en stor fadøl og satte mig til at læse lidt i min "After Mandela"-bog, indtil jeg skulle mødes på en bar og se film med en masse af Mettes venner, som jeg havde mødt til festen den første fredag.

Onsdag havde jeg booket en chauffør Kelly til at tage Roger og mig på vintur i det omkringliggende Wine Land. Det var en heldagstur for 600 rand (ca. 360 kr.), der bragte os til 3 forskellige vin-gårde: Spier, Waterfall og KWV.

Waterfall

Roger inde i Waterfall

Roger udenfor Waterfall

Sydafrika er, som jeg har sagt før, et fantastisk sted, og en vinsmagning af 5 forskellige "standard"-vine kunne erhverves for 10 rand (6 kr.) og 3 eksklusive vinsmagninger kostede 30 rand (18 kr.) på Spier. På Waterfall kostede 7 vinsmagninger 100 rand (60 kr.), og på KWV fik man 5 smagninger for 30 rand (18 kr.).

Naturligvis kunne vi ikke dy os for at købe nogle flasker vin, så vi slap væsentligt dyrere, end det. Men prisniveauet er vel blevet nogenlunde fastlagt. Jeg flottede mig og købte KWV's bedste Shiraz. Kostede mig 300 kr.

Forklaringen er, at man i DK skal betale en afgift på vinen, som man ikke skal i Sydafrika. Roger tjekkede hvad det ville koste at købe KWV-vin over nettet fra Sydafrika til Norge. Damen hos KWV kiggede i sine papirer, grinte og forklarede os det. Det ville koste ham en import-afgift på 600 pct. og så tillagt moms. Haha.

Der skal også betales afgift i DK, men det var væsentligt lavere - kan ikke huske satsen. Anyway, de vanvittigt billige vine i Sydafrika bliver lynhurtigt dyre som alle andre vine der hjemme, om end de ikke rammer de helt dyre franske vine.

Men de mange vinsmagninger satte sit aftryk på, hvor klare vi var i hovederne, så vi blev kørt hjem for at nappe, inden der var dømt BBQ hos "os". Vi var omkring 10 mennekser, der grillede og senere tog i byen.

I går var det så meningen, at Roger og jeg skulle have været til Robben Island - hvor Mandela var indespærret i vistnok 19 af sine 27 år. Men da vi kom dertil viste det sig, at færgen var aflyst resten af dagen pga. for store bølger. Så i stedet fik vi Kelly til at køre os til Simon's Town, hvor vi fik set Sydafrikas African Penguins eller Jack Ass Penguins som de også bliver kaldt.

Simon's Town og Jack Ass Penguins

Seafood-frokost i Simon's Town - sygdomskilden?

Det var også meningen, at vi skulle have været til Cape Point (Afrikas sydligste punkt), men vi droppede det af hensyn til den forestående Road Trip, som Mette, Sam (Mettes amerikanske house mate) og jeg havde planlagt.

På vej tilbage til Cape Town ringede Mette dog og fortalte, at biludlejningen havde frarådet os at køre afsted pga. vejret de næste par dage. Og pga. de aktiviteter, der var planlagt til turen, besluttede vi os så at droppe det.

Aktiviteterne, der var planlagt var bl.a. shark cave diving, der alligevel ikke ville kunne ske i blæst og regn og verdens højeste bungy jump på 216 m. Det var dem, der ville blive berettet mere om efter deres foretagelse:) Men nu kan alle ånde lettet op (inkl. mig selv) - det bliver ikke til noget.

I aftes tog vi på en restaurant, der hed Khaya-Nyama Game Restaurant, hvor jeg fik Kudu-fillet til forret og et grill spyd med kudu, elan og springbuck. Jeg fik også smagt Mettes krokodillebøf og Rogers vortesvin-ribs. Det var alt sammen rigtig lækkert, om end jeg fik mit kød en anelse for rødt. Normalt skal man altid bede om det lidt rødere, end man vil have det. Men her fik jeg hvad jeg bad om.

Især var Mettes krokodillebøf imponerende, så jeg tror, at jeg skal have sådan en, inden jeg tager herfra igen. Men især glæder jeg mig til at smage struds, som alle siger er helt fantastisk.

Men i dag er jeg ramt af lidt sløjhed. Jeg ved ikke, om det var gårsdagens frokost i Simon's Town - skaldyrsfad - eller om det er de meget røde stykker vildt på Khaya Nyama, eller om det måske er den så famøse svineinfluenza, der har gjort det onde ved mig. Jeg håber lidt på det sidste. Men skaldyrene efterlod mig med en følelse af kvalme - jeg tror aldrig jeg bliver helt god til det.

Så nu må vi se, hvor langt jeg kommer i dag med den planlagte bytur i Long Street med Roger, Sam og Mette.

Liwonde National Park og Cape Town

Med det liv jeg og mange af mine andre medstuderende lever, virker ord og begreber som finanskrise, økonomisk krise og recession fremmede og uvedkommende. Man kunne fristes til at kalde det en globetrotter-tilværelse. Jeg har taget midlertidigt residens i Malawi, var i Spanien over påsken, nu er jeg i Cape Town, Sydafrika og om mindre end 20 dage, skal jeg med min dejlige kæreste Cecilie rejse rundt i regionen omkring Malawi - formentlig Tanzania, muligvis også Zambia og Mozambique. Som alternativ mulighed lurer Namibia, der dog er helt i den anden retning, men også vil give mulighed for Zambia og især Victoria Falls, der ligger helt vestpå i Zambia. Så til alle jer, der går rundt og er bange for jeres jobs og for, om man mon kan få ansættelse efter endt uddannelse: det går sguda meget godt!

Fredag i sidste uge - den 1. maj - var det helligdag i Malawi. Så torsdag aften blev jeg inviteret af en nordman i Malawi, der hedder Martin, med ham på safari i Liwonde National Park, der er en af Malawis bedste national parker.

Baobab træ i Liwonde

Der var afgang hjemmefra kl. 7.30, og vi nåede den sydlige indgang til parken ved 12-tiden efter en tur, hvor vi stoppede ind på et potteri, hvor jeg købte en te-potte af alle ting.

Ved indgangen til parken blev vi mødt af en enormt venlig parkbetjent, der dog kunne fortælle os, at den sydlige vej til Mvuu Lodge, hvor vi skulle bo, var lukket efter regntiden, der havde gjort det onde ved diverse veje og broer i parken. Så vi måtte enten køre nordøst- eller nordvestpå til hhv. øst- eller vestindgangen. Vestindgangen ville dog indehold en flodkrydsning, der betød, at bilen måtte efterlades uden for parken. Så vi valgte øst-indgangen, der krævede, at vi krydsede grænsen til Mozambique (hvilket dog ikke er markeret på nogen som helst måde) og køre op nordpå for bagefter at vende tilbage igennem parken sydvestpå.

På daværende tidspunkt var vi allerede nogle timer forsinket til frokost. Så vi skyndte os igennem parken. Og selvom vi var i en nationalpark, så kørte vi nok lige lidt tjept igennem. Så pludselig stod der 3-4 elefanter lige foran os på vejen. Sådan. Men efter en lille photo-session kørte vi videre. Vi stoppede naturligvis hver gang vi så vortesvin og antiloper hvor lang afstand de end var på. Men langt om længe nåede vi frem.

Udsigten fra lodgen

Mvuu Lodge viste sig at være et super super SUPER lækkert sted lige ud til Shire River, hvor Martin og jeg skulle dele et dobbelt"telt" (med dobbeltseng - nice...). Teltet var nærmere et hus og bestod i kernen af en ramme- og tagkonstruktion, hvor der var sat et myggenetstelt op i. Det er lidt svært at forklare, men det var bare super lækkert. Og udsigten var super lækker også.

Poolen på lodgen

Da vi kom, gjorde personlaet vores frokost klar, selvom vi kom 3.5 timer for sent til frokost, og lidt efter var der eftermidddagssafari på laddet af en forlænget Land Rover Defender med den fineste safariguide, Jim, der viste sig at vide alt om alle dyr såvel som fugle (jeg fatter simpelthen ikke fascinationen af fugle).

Martin og mig på Safari-Defender

Vi så masser af vortesvin og forskellige hjortedyr (der allesammen ligner hinanden for mig). Eftermiddagssafarien endte med sundowners ved floden, hvor man kunne nyde solnedgangen med de medbragte drinks af eget valg (jeg valgte gin og tonic, andre rødvin, andre igen øl).

Jim til Sundowners

Midt i Gin Tonic'en blev vi forstyrret af en flodhest, der var gået op af floden for aftenen, og som ikke helt vidste hvad det var, der stod og larmede ved flodbredden. Jim tændte motoren på bilen, og flodhesten fortrak.

Solnedgang i Liwonde

På vej tilbage fra sundowners til Mvuu, viste det sig, at Jim havde lasersyn, der ville give ethvert af Nasa's kikkerter og sattelitter wup-ass-bank. Han spottede simpelthen alt i bælgmørke. Kronen på værket var da han spottede en edderkop på størrelse med en 25-øre 30 meter fremme mens han kørte bilen og fejende kørte en lommelygtes lyskegle rundt omkring for at spotte dyr. Det var HELT VILDT!

Flodhest spottet til aftensafari

Efter eftermiddagssafari var det tilbage til Mvuu, hvorvi blev mødt med drinks ved baren, indtil aftensmaden blev serveret. Naturligvis tre retter:)

Næste morgen var der morgen-gå-safari kl. halv seks efterfulgt af morgenmadsbuffet og flodsafari på flodbåd, hvor vi så uendeligt mange flodheste i vandet og elefanter på bredden samt fiskeørne, krokodiller og firben, så formiddagssafari, frokost, eftermiddagssafari, drinks, aftensmad og så sengetid.

Safarien var helt klart en succes, og det blev til elefanter, flodheste, krokodiller, fiskeørne, hjorte, vortesvin, bavianer og andre små dyr og masser af forskellige åh så sjældne fugle.

Erhm...... Hjort

Bavian

Krokodille

Efter to dage i Mvuu kørte Martin og jeg til Zomba Plateau lidt sydpå for parken for at nyde udsigten derfra og spise frokost på Ku Chawe - et af Malawis lækre hoteller, der ligger på toppen af Zomba Plateau. Inden vi kørte til hotellet, kørte vi ud på en lille detour for at se et "national hul", der er et 60 meter dybt hul, hvor man traditionelt smed sine fjender ned (det dør man af). Udsigten fra det sted, hvor hullet var, var fantastisk flot, og man kunne se helt til Lake Malawi, men også Shire River.

Udsigt fra Zomba Plateau

Vandfald på Zomba Plateau

For ikke at skulle køre tilbage til Lilongwe i mørke (hvilket er en helt vildt skræmmende oplevelse), kørte vi tilbage til Liwonde og checkede ind på Chinguni Lodge i den sydlige del af parken, som godt kunne nås med den delvis ødelagte vej. Det viste sig at være et rigtig dejligt sted, der dog slet ikke nåede Mvuu til sokkeholderne hvad angår luksus (eller pris). Men stadig: Det var helt klart et dejligt sted.

Martin og jeg smuttede inden maden ud på en lille eftermiddagssafari sammen i hans bil. Vi kørte ned til floden for at se, om der var nogle flodheste, og vi blev belønnet med måske 25-30 elefanter, der stod i floden og drak vand. Så der blev vi. Og som solen begyndte at gå ned, begyndte elefanterne at trække i land. Og det betød, at de skulle forbi os. Så vi fik elefanter på uendeligt nær hånd.

Elefanter i floden ved Martins og min private sundowner-session i Liwonde

Elefanter på vej fra floden

Mens jeg sad oven på bilen og tog billeder med fødderne ned igennem soltaget, var der en af elefanterne, der pludselig ikke mente, at det var sjovt, at vi stod lige der. Så den begyndte at vise de tegn, som Jim havde forklaret os betød "skrid" på elefantsprog: den svingede med hovedet og lavede pustelyde. Så vi fortrak hurtigt 100 meter væk i nærmest panik, hvorefter elefanten mistede interessen.

Elefant på vej i land - mod os

Nysgerrig elefant

Gnaven elefant

Alt i alt var vores egen lille tur efter min mening den bedste safaritur vi var på, og der var ikke fokus på diverse fugle, men kun på elefanter på meget meget tæt hold.

Mandag morgen stod vi så op kl. 4 og begav os tilbage til Lilongwe, så vi kunne nå på arbejde.

Ugen i Lilongwe gik hurtigt med valg af fag til næste semester, der viste sig at være en helt vildt frustrerende oplevelse. Hvad vil jeg? Hmm ved ikke. Der er lidt mavefornemmelse for folkeretlige fag som The Law of Armed Conflicts og International Human Rights Law, men også EU-ret, praktisk forvaltningsret, offentlig ansættelsesret og arbejdsret var på ønskelisten. Men enten kan fagene ikke passes sammen pga. overlappende undervisning eller overlappende eksamenstider.

Det endte med International Media Law, arbejdsret og EU-ret - fri bevægelighed som det bedste kompromis jeg kunne finde.

Og endelig var det også tid til at få planlagt detaljerne omkring min tur til Cape Town.

Roger, min norske Unicef-ven i Malawi, ville gerne med, og han købte billetter i tirsdags til i morgen, tirsdag, da han ikke kunne få fri i dag, mandag. Men i onsdags ringede Unicef, New York og meddelte ham, "we want you in Sri Lanka, and we want you there yesterday". Så pludselig så det ikke ud som om Roger skulle med.

Det var dystre udsigter. Men min tur skulle nok blive fin alligvel, selvom det naturligvis ville være hyggeligt at have Roger med. For Louises kusine Mette, der er et halvt år i Cape Town har været så sød at lade mig bo hos hende. Men heldigvis meddelte Roger mig i går, at han kunne tage hertil alligevel. Så han kommer i morgen.

Så jeg landede i Cape Town fredag aften kl. 22.20 og blev hentet i lufthavnen af Mette og kørt direkte til en fest, hvor der var vildt mange skandinaver. Det var en rigtig hyggelig fest, og Mette, hendes house mates Monica (nordmand) og Sam (amerikaner) og jeg tog i byen bagefter. Senere kom en af Mettes venner forbi i en VW Transporter og kørte os til deres hus, hvor der blev serveret æg og kage. Og endelig ud på de små timer, blev vi kørt hjem til Mettes hus.

Lørdag morgen vågnede jeg med nogle vederstyggelige tømmermænd, der simpelthen ikke ville gå væk før hen på aftenen. Dagen blev tilbragt på stranden, der helt uden sammenligning er den flotteste strand, jeg nogensinde har været på. Det er helt fantastisk med atlanterhavet med små klipper stikkende op dækket af tynd lav dis foran sig og bjergene bag sig, mens man ligger på en helt hvid sandstrand i strålende solskin med azurblå himmel. Fantastisk!

Stranden i Cape Town. Mettes svenske ven Jonas i fokus

Lørdag aften lavede vi BBQ hjemme hos "os", hvor jeg fik mig en bøf på størrelse med en ko. Det var super lækkert og hyggeligt med en masse af Mettes venner. Det blev dog til en stille og rolig aften, hvor der blot blev drukket et par glas rødvin, og hvor vi kom tidligt i seng.

Så søndag vågnede vi op til strålende solskin igen og lagde os op på taget for at sole os og læse. Og der lå jeg så indtil kl. 16, hvor vi blev hentet af en taxa, der kørte os til Lions Head, som er et bjerg i Cape Town, hvorfra man kan se den smukkeste solnedgang og har en udsigt over hele Cape Town. Og præcis i lørdags var der fuldmåne, så på den ene side af bjerget gik solen ned i vest, mens den helt fulde måne gik op i øst over Cape Town.

Udsigten halvvejs oppe på Lion's Head

På Lion's Head

Mette, Monica, Ragnhild, Jonas og ... jah, så rækker hukommelsen ikke længere.

Udsigt fra Lion's Head

Stjerner, solnedgang og Atlanterhav

Cape Town og fuldmåne fra Lion's Head

Det var en helt fantastisk smuk udsigt og i det hele taget en fantastisk aften med fuldstændig skyfri himmel og lunt vejr med udsigt over verdens i mine øjne (hvad de endnu har set) smukkeste landskab.

Så da solen var gået ned og månen var stået op, var der en times vandring ned ad den stejle bjergside, der til tider var meget smal, og på intet tidspunkt bød på gelænder. Lige lovlig spændende. Men ingen af os kom til skade, og jeg vil helt klart anbefale alle, der kommer til Cape Town at tage derop og se solnedgangen. Det er simpelthen fantastisk.

Bagefter kørte vi til Cape Town Fish Market, hvor vi fik en lækker lækker middag. Det er sådan i Cape Town, og måske nok Sydafrika i almindelighed, at det er sindsygt billigt at være her. At gå på restaurant er vildt billigt, og i supermarkederne er deres dyreste vine i 100kr. prisklassen - men naturligvis ikke i 100 kr. dk-kvalitetsklassen. Vinene er super.

På Cape Town Fish Market fik jeg prawns til forret, 300gr. sirloin steak til hovedret og cheese cake til dessert og delte en flaske 2003 Nederburg Private Bin R103 Cabernet Sauvignon/Shiraz til 100 kr. - restaurantens dyreste flaske vin (men det var heller ikke en luksusrestaurant). Det var super lækkert og rigtig hyggeligt. Bagefter røg vi hjem på hovedet i seng.

Jeg har nu været i Cape Town fra fredag til mandag, og mit foreløbige indtryk er, at Cape Town er den mest fantastiske by i verden. Simpelthen. Jeg må tilbage hertil. Her er så uendelig flot, og Sydafrika har så meget at byde på, at det simpelthen er en synd ikke at tage hertil.

Den eneste ting, der trækker ned ved Cape Town er Sydafrikas store problem med vold og kriminalitet, der især har ramt Johannesburg, men også er nærværende i resten af landet: i 2007 blev 14.000 mennesker rapporteret myrdet og mere end 50.000 voldtaget.

Folk bor bag myre med pigtråd, og man går ikke rundt efter mørkets frembrud - men sådan er det nu også i Malawi.

Men hvor farligt det end er her i Sydafrika, så er det simpelthen et must at opleve Cape Town.

Indtil nu har jeg jo været "alene" i Cape Town forstået på den måde, at jeg ikke er taget afsted med nogen. Men Mette har været fantastisk sød og har taget så godt imod mig og taget mig med steder hen og har introduceret mig til mennesker, så det har været en fantastisk god tur indtil videre. Men hun har jo ikke ferie som jeg, og hun skal lave lektier de næste par dage.

Så i morgen er det min plan at tage til District Six Museum, der skildrer apartheids forfærdeligheder med byer, der blev renset for sorte. Onsdag skal jeg måske have lokket Roger med på vin-tur i vinlandet, og fra torsdag har vi lejet en bil, der kan tage Roger, Mette og mig nordøst på et road trip, der rummer alskens udskejelser, som der vil blive rapporteret mere om efterfølgende:)